Går du rundt og føler dig en smule anspændt eller har hovedet fuldt af bekymringer? Måske skal du kaste dig over styrketræning.
Forskere har nemlig undersøgt, hvorvidt det kan være med til at dæmpe angst og ængstelighed, og svaret er ja. Det gælder endda, hvis du blot laver helt simple øvelser derhjemme et par gange om ugen.
Forskerne har netop lagt vægt på at teste et program, som ikke var alt for kompliceret eller omfattende, for at se, om det var nok til at påvirke deltagernes mentale tilstand. I forsøget blev deltagerne derfor bedt om at lave helt almindelige lunges, squats, mavebøjninger og lignende. Nogle gang med håndvægte eller andet udstyr, andre gange uden.
Efter at have lavet øvelserne to gange om ugen i to måneder scorede deltagerne i snit 20 procent bedre i en test, som målte angstniveauer, i forhold til før forsøgets start. Deltagerne havde i forvejen et forholdsvist lavt niveau af angst, men her fik de altså endnu mere ro på systemet.
Kilde: Scientific Reports
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 21. oktober 2021.