Kniber det med din lyst til sex? Dette kan være problematikkerne:
“Det er helt almindeligt, at du i perioder har mindre lyst til sex, og hvis du er i et forhold, hvor I kan tale om det, så skaber det typisk ikke problemer. Omvendt vokser problemet, når der ikke bliver talt om din manglende lyst,” siger sexolog Katrine Berling.
- “Måske føler din partner sig afvist, måske føler du dig forkert. Den manglende lyst kan handle om måden, du har sex på. Måske er det for kedeligt, måske mangler du kontakt, måske er det en jagen efter orgasmen eller noget andet.
- Problematikkerne kan handle om, at der er noget i jeres relation, der ikke virker. Uløste konflikter, følelsen at være forsømt, overset eller ensom eller større svigt som utroskab.
- Det kan også handle om en meget fyldt hverdag med travlhed og stress. Dit hoved kan være spækket med huskesedler og gøremål.
- Du kan have nogle kropslige forandringer, som indvirker på din lyst. Måske har du været syg, tabt dig eller taget meget på og er måske også udfordret i dit eget syn på din krop. Er du ikke gode venner med din krop, kan det nogle gange være svært at give sig hen til det seksuelle.
- Du kan også være i eller omkring din overgangsalder og være lidt presset over hormonelle forandringer som hedeture og svie og tørhed i skeden. Eller du kan opleve smerter under sex, som jo også kan indvirke på din lyst.
- Derfor giver det også mening, at du spørger dig selv, om det er lysten til sex, du har mistet – eller om der er andre faktorer i forbindelse med dit sexliv, som indvirker på din lyst.”
Dette er løsningerne:
Ryst posen:
“Hvis det er selve sexakten, der ikke fungerer, skal du have en snak med din partner om, hvad I kan ændre på. Er jeres sexliv kørt fast eller kedeligt, skal I måske ryste posen og begynde at have sex på nye måder. Sidder I fast i samtalen, kan det være en idé at opsøge en sexolog sammen og få hjælp og støtte. Det kan også være noget relationelt, der står i vejen for lysten. Også her må I have en snak om det, der ikke fungerer. Måske med en parterapeut,” foreslår sexolog Katrine Berling.
En timeout til travlhed:
“Hvis travlhed og stress står i vejen for lysten, kan det være en idé at tage en timeout i sexlivet, så du kan begynde at mærke dig selv igen. Her kan du være tæt på din partner på andre intime måder og i mellemtiden finde ud af, om hverdagen kan organiseres på andre måder.”
Overgangsalder-udfordringer:
“Er du udfordret af noget kropsligt, kan det på samme måde give mening med timeout for at finde tilbage til din krop på ny. Det kan være på grund af din overgangsalder, hvor du skal have håndteret forandringer som eksempelvis tørre slimhinder og måske en tur forbi gynækologen.”
Bare berøringer:
“Det kan også være, at din lyst kommer langsommere som følge af kropslige forandringer, og at det er berøringen, du skal være mere nysgerrig på. Dette handler om at finde nye måder at være sammen på, uden at det handler om penetration og orgasmer.”

Kniber det med dit blik på sex? Dette kan være problematikkerne:
- “Måske er du havnet i nogle faste forestillinger om, hvordan sex skal være, og blevet lidt låst i dit syn på sex. Mange af os ser sex som et givet script med forspil, penetration og orgasmer, og det kan ende med at blive lidt tamt, fordi vi måske ikke rigtigt kan leve op til denne formel.
- Måske har du en overbevisning om, at sex og lyst skal være spontan, ukompliceret og lettilgængelig. Sådan kan det have været engang. Virkeligheden kan være en anden i dag. Og her kan du blive testet på din åbenhed over for, at dit sexliv kan og måske skal håndteres på en ny måde. Du kan ikke forvente, at lyst og sex opstår spontant på samme måde som tidligere.
- Måske har du en forestilling om, at du skal mærke din lyst for at kunne have sex. Men lyst kan være mange ting og kan også komme fra hjertet med et ønske om at være tæt på din partner, hvorefter du først kan mærke den fysiske lyst, når I begynder at have sex.”
Dette er løsningerne:
Fri leg:
“Du må kigge på dit syn på sex og på dine overbevisninger og glemme alt om, at der findes rigtig eller forkert sex, lyst og orgasmer. Det er vigtigt, at du åbner din måde at definere sex på, for det essentielle er, at du sammen med din partner finder jeres måde at dyrke sex på. Og det behøver slet ikke at være begrænset til forspil, penetration og orgasmer. Det kan være intimitet, ophidselse, erotisk leg på en fri måde, hvor der ikke er en formel eller et fast skema for, hvad der skal ske.”
På skemaet:
“Omvendt kan det måske være en god idé at sætte selve sexlivet på skemaet og på den måde planlægge intimiteten, hvis du og I gerne vil prioritere det. På denne måde kan du beslutte dig for at ville have sex med din partner og vælge at være åben eller villig over for at være intim med din partner og først senere mærke din lyst.”
Lyst til lyst:
“Du behøver altså ikke mærke fysisk lyst for at have sex, men du skal have lysten til at have eller vække din lyst,” siger sexolog Katrine Berling.

Har du svært ved at nyde sex? Dette kan være problematikkerne:
“Jo mere nydelse, jo bedre sex har du mulighed for at opnå. Og vejen til nydelse går gennem dine sanser, for sex er en sanseoplevelse. Det kræver, at du fokuserer på din krop og det, du mærker. Ofte vil dine tanker forstyrre dine sanser og forhindre dig i at nyde, stoppe op og være til stede i øjeblikket.”
- “Tanker som ‘gør jeg det godt nok’, ‘keder min partner sig’, ‘hvordan mon jeg ser ud, er jeg fræk nok, lækker nok’, ‘sover børnene’ … tager dig væk fra nuet og fra nydelsen.
- Det kan også være, at du bliver optaget af at skulle præstere. Så dine tanker kan gå på, at det, du mærker, ikke er godt nok. Måske vil du gerne mærke mere, være mere lysten, være tættere på orgasmen. Du kan havne her, fordi du har en forestilling om, at måden, du gør det på, ikke er rigtig.
- Eller det kan handle om, at du måske hænger fast i fortiden – dengang du var yngre og ikke var udfordret af eksempelvis din overgangsalder og forandringer i krop og psyke. Dette kan også forhindre dig i at nyde nuet.”
Dette er løsningerne:
Opmærksomhed indad:
“Når du er i kontakt med din nydelse, bliver kvaliteten af sex større, og orgasmerne bliver nemmere at opnå, og netop derfor giver det så god mening, at du får fat om din nydelse. Derfor skal du lægge ud med at vende din opmærksomhed indad, og her kan det hjælpe at undersøge dit forhold til nydelse i det hele taget. Hvor har du nydelse i dit liv?”
Vælg til:
“Nydelse er et aktivt valg, og når du vælger det til, giver du dig selv plads og lov til at nyde. Du kender måske følelsen, når du snupper et stykke chokolade eller har en pause i solen. På samme måde kan du hente nydelsen ind i dit sexliv.”
Smag dig frem:
“Tænk på, hvordan du smager maden til. Du vender din opmærksomhed mod det, du skal smage. Din bevidsthed er omkring det, du har i munden. Mangler det syre, sødme, salt eller noget andet? Gør det samme i dit sexliv. Vend opmærksomheden derhen, hvor du får en berøring. Brug din opmærksomhed, og mærk læber, tunge, kys, berøring og så videre.”
Tilbage til nuet:
“Når tanker forstyrrer dig, skubber du dem blidt til side. Kunsten i nydelsen er at vende opmærksomheden mod det, du mærker her og nu,” siger sexolog Katrine Berling.
Sexologen:
Katrine Berling er sexolog og specialiseret i kvinders seksualitet og orgasmer. Underviser i nydelse, lyst og orgasmer og tilbyder kvindegrupper i København og Aarhus. Desuden par-og psykoterapeut.
