Kvinde sidder helt stille med lukkede øjne
Bare sidde og være ...© Getty Images

Sådan øver du dig i nærvær – 3 gode råd

Det er egentligt ret enkelt, men kan være så svært! Træn dit nærvær ved at være opmærksom på de her tre ting i din hverdag.

23. februar 2023 af Jeanette Linder

For de fleste moderne mennesker er der fuldt knald på i hverdagen og rigtigt mange input at forholde sig til hele tiden.

Vi er blevet mestre i at multitaske, men glemmer ofte at være til stede i nuet, for der er altid noget, vi lige skal nå. Lige kan nå.

Gør dig selv den tjeneste at træne dit nærvær. Læg telefonen væk, sluk for tankemylderet et øjeblik, og bare vær til stede. 

Det kræver øvelse, men der venter mere glæde, mindre stress og et tættere forhold til andre.

Prøv det her: 

1. Med aktiv lytning

Øv dig i at lytte og høre mere eller bedre efter, når andre taler. Lad være med at afbryde – selv om du godt ved, hvad den anden vil sige, og du har et voldsomt vigtigt besyv. 

Og kig den person, du taler med, i øjnene. Uden at stirre, men med koncentration og opmærksomhed.


2. Gå offline

Læg telefonen i et andet rum, når du er hjemme. Og lad den ligge der. Og tag den kun, når den ringer. 

Sæt telefonen på lydløs, når du er ude med andre. Det ser helt selvfølgeligt ud på skrift, ikke? 

Og lad være med at tage den, hvis du ikke føler for det, eller hvis du netop er i gang med noget med andre. Der er telefonsvarer på, og i gamle dage ville du bare ikke være hjemme ...


3. Med yoga

Dyrk yoga eller mindfulness eller meditation regelmæssigt. Det træner dig i at være nærværende, og får du skabt en god og hyppig rutine, kommer du hurtigt i rigtig god nærværsform

Fordi du kommer til at mærke din krop, helt stille og roligt, og langsomt og mere og mere sanseligt eller bevidst lytter til den og ikke blot bruger den. 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i februar 2023. 

Du vil (garanteret) også kunne lide