Kvinde med masser af energi rækker armene op i vejret
Sundhedsredaktøren giver dig fire gode råd til, hvordan du kan få mere energi. © Getty Images

Sådan får du mere energi ud af din krop

Energi er heldigvis ikke noget, du behøver at miste med alderen. Tværtimod kan du skabe meget mere med din helt egen motor – din krop!

2. april 2019 af Gitte Høj

Uanset om du synes, at du mangler energi i hverdagen, eller om du blot ønsker at booste dit energiniveau, så er der gode råd at hente, når sundhedsredaktøren guider dig til, hvordan du får endnu mere energi. 

Læs med her, hvor du kan blive klogere på, hvad der sker med din energi med alderen, og hvorfor du kan mangle energi. Sidst i artiklen får du fire råd til, hvad du selv kan gøre for at få mere energi ud af din 40+ krop. 

Det sker der med din krops energi med alderen

Enig! Det kan godt føles, som om kroppen bakker ud og bliver lidt mere træt, i takt med at du bliver ældre. Og der sker da også nogle forandringer, som indvirker på din oplevelse af, hvor meget energi du har.

Men modsat hvad du måske forestiller dig, så tyder det på, at forklaringen først og fremmest skal findes i din livsstil. Din fysik er nemlig på mange måder plastisk og til at forme, og derfor behøver du ikke at leve med, at din fysiske præstationsevne og dermed din energi og dit overskud falder. 

For selv om dit hjerte ikke kan slå så hurtigt som tidligere, kan det kompensere ved at pumpe mere blod ud pr. slag. Og derfor behøver din kondition ikke blive dårligere, fordi du bliver ældre.

Jamen, hvorfor føler jeg mig så mere træt, tænker du måske. Svaret er, at din kondition – og dermed din oplevelse af energi i kroppen – typisk ændrer sig, fordi din livsstil ændrer sig med årene.

Derfor kan du mangle energi 

Eksempelvis tager mange af os på med alderen, og de ekstra kilo forringer konditionen, alene fordi der er flere kilo krop, som skal have energi.

På samme måde bevæger vi os ofte mindre. Det kan betyde, at du mister mere muskelmasse end rimeligt, og det kan påvirke dit overskud til at være aktiv, hvilket igen forværrer din kondition og giver mindre energi.

For når det handler om din energi, er din kondition en hjørnesten. Din kondition er udtryk for, hvordan det står til med forsyningen af ilt til dine muskler, og hvor gode musklerne er til at omsætte ilten til energi. Jo bedre din kondition er, jo større er din iltoptagelse, og jo mere energi kommer der rundt i din krop. 

Med alderen skal der mere til for at få en god kondition. Blandt andet fordi din restitution foregår langsommere, og du derfor ikke får en god fysisk form så hurtigt som før. Der skal med andre ord sættes mere tid af til at opnå de samme resultater. Men så kan du også opnå dem!

Kvinde er træt og gnider sig i øjet
Mangler du energi? Det kan skyldes din kondition. © Getty Images

4 råd: Sådan får du mere energi ud af din krop

  • Vær aktiv uden at tænke så meget over det. Opbyg og hold fast i nogle gode rutiner i hverdagen. Vedtag eksempelvis med dig selv, at du aldrig eller sjældent snupper elevatoren. Det vil sige, at du konsekvent undersøger, hvor trappen befinder sig. Er din kondition dårlig, bliver du hurtigt træt og undgår måske helst at tage trapperne, og på den måde kan det blive en ond cirkel, og den skal du have brudt.
  • Få pulsen op i det daglige. Sæt farten op, når du går tur. Eller kast dig over løb, cykling, roning, svømning, tennis, badminton og aerobics, som alle øger din kondition.

  • Udnyt din tid. For benyt dig af, at du som 40+ kvinde typisk har mere tid til dig selv og nu kan tænke mere på dig selv. Forkæl dig selv med noget lækkert gear, hvis du ved, at det motiverer dig til et mere aktivt liv. For er du i fysisk god form, er du mindre træt, og du har mere energi. Og bum, du har skabt en god cirkel.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. februar 2019.

Du vil (garanteret) også kunne lide