Eksperten Sara Skaarup (46)
- er sexolog med praksis i København, foredragsholder, forfatter og journalist. Saraskaarup.dk.
- er gift med Kasper, som er professionel historiefortæller, og som hun har Alfred på 16 og Storm på 11 år med.
Har du et sexliv med dig selv? Godt! For mange kvinder har et anstrengt forhold til onani. Ifølge undersøgelsen Sex i Danmark fra 2019, har 13 ud af 100 adspurgte danske kvinder aldrig nogensinde onaneret. Under en tredjedel af kvinderne onanerer ugentligt (for mænd er det mere end to tredjedele). Desuden er der en del, som skammer sig over at onanere, ligesom mange i faste forhold ikke ønsker, at deres partner skal vide, at de har et sexliv med sig selv.
Det er en skam. Intim nydelse med dig selv kan nemlig være kilde til stor nydelse og ofte til mere sexlyst og et lyst livssyn i det hele taget. Så hvorfor undlader mange kvinder at glæde sig selv seksuelt?
En del kvinder, som førhen har haft et aktivt sexliv med sig selv, stopper undervejs i deres parforhold. Fint, hvis det er, fordi lysten er helt væk, men der er altså ingen grund til at lade være af andre årsager.
Når vi ligger bag mændene, så at sige, i denne disciplin, hænger det sammen med, at onani er et af de områder af vores seksualitet, som historisk har været dybt skambelagt, og lidt af den skam hænger stadig ved.
Måske findes der også en romantisk idé om, at det ville være ‘finere’, hvis ens mand kunne elske sådan med en, at der ikke var skyggen af lyst til andet tilbage, som afholder nogle kvinder fra at give sig selv en orgasme.
Nogle mennesker føler sig afvist eller jaloux over det, hvis deres partner har et sexliv med sig selv – som om de gange, vedkommende onanerer, går fra det fælles sexliv. Eller som om lysten til onani bunder i, at den anden ikke synes, man er attraktiv eller tilstrækkelig.
Men sådan hænger det altså sjældent sammen. Sex med en selv og sex med en partner er to helt forskellige måder at nyde på, der som regel supplerer hinanden og ikke udelukker hinanden. De fleste mennesker i faste forhold kan godt rumme at have et eget sexliv, også med brug af porno, uden at det går ud over sexlivet med den anden, med partneren.

Alligevel betragtes selvtilfredsstillelse ofte som noget næstbedst, som man kan blive nødt til at tage til takke med. Og sådan kan det da også fungere. Men at holde seksuel kropslig kontakt med sig selv er ikke blot en nødløsning. Sex er nemlig sundt, uanset om du har det med dig selv eller andre. Det er med til at løfte vores humør og få os til at føle os levende. Uanset om det er en mand, en kvinde eller en vibrator, der udløser dem, giver orgasmer bedre søvn, mindre stress og styrker hjerte og immunforsvar.
Det er ikke snyd, og det er ikke “lidt som utroskab” at røre ved sig selv, hverken når han eller du gør det. Så hvis du godt kunne bruge lidt mere afslapning, nydelse og kropskontakt i dit liv, så giv det til dig selv. Vi har kun et liv, og hvis dit sexliv kunne være dejligere, er du den første til at gøre noget ved det. For eksempel sådan her:
1. Tag dig tid!
Tag dig tid. Vær alene hjemme. Se på dig selv, rør ved dig selv. Og husk: Du skal ikke i mål med noget. Du skal bare nyde din krop og nyde det, den kan eller netop kan komme til. Hvor er det egentlig rarest at blive rørt? Ved du det? Gå på opdagelse.
2. Læs!
Duften af appelsin af Ulla Hinge Thomsen er en af mine favoritter blandt erotiske novellesamlinger. Du kan også høre rigtige menneskers egne erotiske historier i podcasten O – erotisk radio. Du finder den på Podimo, hvor du kan få en gratis smagsprøve.
3. Hvad tænder dig?
Find ud af, hvilken slags sex der tænder dig mest. Sex med en særlig form for mænd, smæk og bondage eller gruppesex? Se porno – jo, prøv nu! Hjemmesider som Pornhub og Redtube er fulde af små film, og nogle vil måske støde dig. Men prøv for eksempel at google ‘Hegre Art Massage’, og se for eksempel en kvinde give en anden kvinde en langsom, seksuel massage.
4. Anskaf dig den hjælpende hånd
Få dig en god vibrator og/eller en god dildo. Hvad er godt? Gå efter den eller dem, du synes ser appetitlige ud. Onlinebutikken Sinful.dk har et fantastisk udvalg af både vibratorer og dildoer, og de har også anbefalinger fra andre kvinder. Se for eksempel andre kvinders favorit-vibratorer her.
Kilde: Sex i Danmark: Frisch M, Moseholm E, Andersson M, Andresen JB, Graugaard C, Sex i Danmark – Nøgletal fra Projekt SEXUS 2017-2018, Statens Serum Institut & Aalborg Universitet, 2019.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. marts 2021.