De fleste opkald er i dag erstattet af sms, mails, Messenger og så videre, men der er altså stadig god grund til at ringe til en ven. I telefonen bliver kommunikationen mere detaljeret og nuanceret, og I kan bedre fornemme stemningen hos hinanden.
Lyder hun eller han træt, trist eller glad? Er der kaos i baggrunden eller stilhed? Alt det kan I lytte til og spørge ind til, og dermed kan I skabe en dybere samtale. Samtidig sender opringningen i sig selv et signal om, at I prioriterer hinanden.
Det siger Mette Abildgaard, der er lektor ved Aalborg Universitet og forsker i telefonens nyere historie. Hun har følgende tips, hvis du gerne vil tilbage i vanen med at ringe op i stedet for at taste.
1. Tag en kort snak
Et opkald behøver ikke at vare længe. Find blot 5-10 minutter til at slå på tråden, hvis du har en presset hverdag. Det kan måske være den tid, du ellers ville bruge på sociale medier?
2. Husk signalværdien
Få ikke dårlig samvittighed, hvis du har været nødt til at gøre en samtale kort. Bare det, at du har grebet knoglen, viser, at veninden er i dine tanker, og det vil hun sætte pris på.3. Walk and talk
Er der pres på derhjemme, så gå en lille tur om aftenen, hvor du ringer til din veninde. Så kan du koncentrere dig 100 procent om samtalen og får endda rørt dig lidt imens.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i august 2022.