tæt på portræt af kvinde med hat
Er du hverdagsglad nok? © Getty Images

Psykologen: Her er 7 råd til mere glæde i hverdagen

Har du googlet noget med økonomisk krise eller krig for nylig? Her er syv meget håndgribelige råd til at få bugt med krisestemning og sortsyn.

1. marts 2023 af Hanne Vinther Mikkelsen

Kan det være så enkelt? Ja, det kan det faktisk godt. Hvis du holder dig de følgende syv punkter for øje, bliver det lettere at komme igennem dårlige tider, som for eksempel den aktuelle økonomiske krise. 

Psykolog Andrea Klinkby er ekspert i krisehåndtering og i at hjælpe mennesker gennem kriser, og hendes råd er meget håndgribelige og lige til at gå til. Hør selv:

1. Se færre nyheder

“Begræns eller drop helt nyhederne. Jeg har truffet et aktivt fravalg, hvor jeg bruger meget lidt tid på nyheds­strømmen, fordi det holder mig mere mentalt sund ikke at blive bombarderet med informationer, der kan gøre mig bekymret.”

2. Vær taknemmelig

“Fokuser på taknemmelighed og det positive i tilværelsen hver eneste dag. Skriv tre ting, der gør dig glad eller taknemmelig, i en dagbog hver aften. Jo mere vi vænner hjernen til at få øje på lyspunkter, jo mere vil den være opmærksom på dem.”


3. Hold fokus på det, du kan forandre

“Fokuser på det, du har indflydelse på. Lad være med at bekymre dig om det, du alligevel ingen indflydelse har på lige nu – som krig og økonomisk krise.”

4. Lav en liste med glæde

“Lav en liste over ting, der plejer at gøre dig glad, og gør noget fra den liste, når du går med negative tanker. Husk at lave listen på en god dag, for det er sværere at være idérig på en dårlig dag.”

5. Lyt til optursmusik

“Lyt til musik, der gør dig i godt humør – også når du hellere vil lytte til noget, der matcher dit dårlige humør.”

6. Forbered dig på grublerier

“Vær forberedt på de perioder, hvor du kan have tendens til grublerier og negative tanker. Hav ‘trædesten’ klar med gode minder, situationer og positive tanker, som du hurtigt kan skifte de negative tanker ud med, når de melder sig.”

7. Opsøg socialt samvær

“Opsøg socialt samvær. Det er en enormt stor gave og glæde at være sammen med andre mennesker i et givende fællesskab.” 

Artiklen er tidligere bragt Magasinet Liv i februar 2023. 

Du vil (garanteret) også kunne lide