Eksperten
- Karen Sofie Aursand er cand.psych.aut og specialist i psykoterapi.
Hvorfor jagter vi diagnoser?
“Vi mennesker er meningssøgende af natur: Vi søger forklaringer, forståelse og sammenhænge i vores liv, og særligt når vi oplever noget, som er anderledes, som for eksempel smerter eller ubehag.
Ud over vores grundlæggende trang til meningssøgning fungerer det også sådan på samfundsmæssigt niveau i dag, at diagnoser er blevet afgørende for at få hjælp fra både det offentlige sundhedssystem, men også tilgang til behandling og dækning fra private forsikringsselskaber,” forklarer psykolog Karen Sofie Aursand.
Hvad betyder det for os at få en diagnose?
“Det er forskelligt fra person til person, men for rigtigt mange vil det give en større indsigt og forståelse og udløse lettelse, fordi du får svar på noget, du længe har mærket og sikkert oplevet som en udfordring og svært at være i. Man plejer at sige, at smerten får et navn. En diagnose giver smerten et navn. Og er en bekræftelse af, at der er noget galt, og at det ikke bare er dig, den er gal med.
For mange kan der være meget i fortiden, der pludselig giver bedre mening. At få stillet en diagnose kan også føles overvældende og som en eksistentiel udfordring, der ryster din selvopfattelse. Mange går gennem en sorgfase til at begynde med, men med tiden integreres diagnosen i den enkeltes liv, og man tilpasser sig.”
Betyder det også noget for vores pårørende, når smerten får et navn?
“Ja, nære pårørende vil gennemgå mange af de samme reaktioner og følelser som den med diagnosen. De har jo været vidne til en person, der har skullet kæmpe sig igennem mange ting, og det er en lettelse, endelig at få at vide, at der rent faktisk er noget og forhåbentlig også en behandling, som til dels kan få indflydelse på den pårørende også.
Er man mor eller far til et barn, der får stillet en diagnose, kan der for nogle opstå skam og en følelse af at have fejlet som forælder. Selv om det er naturligt, så søg råd og støtte, så du ikke er alene med følelsen.”
Hvad skal jeg overveje i forhold til, hvem jeg deler min diagnose med?
“Det afhænger meget af dig selv og af modtageren af budskabet. Mit råd vil altid være at tale ærligt om det, der er svært. Det kan være en god idé at vælge nogle få nære ud, som du ved vil møde dig med forståelse. Og så kan det give mening at mødes med og tale med ligesindede i samtalegrupper eller patientforeninger.
Arbejder du, og får diagnosen afgørende indflydelse på dit arbejde, kan det blive nødvendigt at informere i hvert fald nærmeste leder, så dit arbejdsliv tilpasses din situation. Jeg råder dog altid den, der får en diagnose til først at rådføre sig med sin fagforening, HR eller en patientforening. Min erfaring er, at det ofte er godt at fortælle en kollega eller nærmeste leder om diagnosen, så man ikke står helt alene.
Der kan være mange grunde til at vælge ikke at fortælle noget, som for eksempel en egen manglende accept af diagnosen. Som psykolog ville jeg undersøge, hvorfor det er, at man ikke ønsker at dele.
Bunder det i angst for at åbne op, vil jeg, om muligt, lægge lidt pres på at åbne op gradvist. Du kan jo vælge bare at dele bare lidt. Vi har en tendens til at tro, at vi har pligt til at dele alt, men du har jo lov til kun at fortælle lidt eller at gøre det i bidder, det vælger du selv. Prøv at finde den balance, du kan være i.”
Hvad er vigtigt for at komme videre, når diagnosen er stillet?
“Accept er vigtigt. Når vi taler om accept, er det som et aktivt valg og ikke lig med at bifalde eller lægge sig ned. Det er mere sådan: ‘Okay, jeg har den her diagnose, hvad gør jeg nu? Hvordan kan jeg leve med den?’. Accept kan ligefrem lindre din smerte, fordi du så ikke kæmper imod mere, men mere finder ud af, hvordan du kan leve med din diagnose.”
Bliver en diagnose en del af min identitet?
“Det har jeg skrevet speciale om, og mine undersøgelser viste, at vi jo er aktører i vores eget liv, vi har egen vilje og bestemmer også selv om en diagnose skal være vores identitet. Så nej, jeg mener ikke, den bliver din nye identitet, men på samme tid skal man være opmærksom og påpasselig, når man taler om og stiller diagnoser.
Her ligger et stort ansvar på klinikeren, altså den der diagnosticerer. Som regel er det godt at have den, der får stillet en diagnose med i hele processen, så man med et sundt kritisk blik kan anvende diagnosen og gøre den mere individuelt tilpasset den enkelte. Sådan mindsker man også ofte risikoen for at sygeliggøre vedkommende eller, at diagnosen passivt påklistres en.
Nogle vil komme i tvivl om, hvem de så er. Nogle vil føle skyld og skam og en fremmedgørelse, både over for sig selv og sine omgivelser. Man kan blive sin sygdom og køre en ansvarsfralæggelse, for nu er der ikke noget, der er ens egen skyld. Diagnosen bliver et forsvar.
Der er også den anden side af at få stillet en diganose, nemlig hvordan omgivelserne opfatter den. Jeg gør meget ud af også at have pårørende med i konsultationerne, så de også kan blive oplyst. Heldigvis er der en større åbenhed og et større fokus i vores samfund på mange sygdomme, som vi kan blive klogere på, for eksempel gennem tv-udsendelser, og det er med til at udvide vores allesammens horisont.”
Hvilke gode ting kan følge med en diagnose?
“En diagnose kan give dig mening og forståelse, den kan udløse nemmere adgang til hjælp og behandling og give anerkendelse og samhørighed i forhold til andre. Men min vigtigste erfaring er, at den hjælper folk til at tænke over deres liv og tage stilling til, hvad der er realistisk.
Nogle gør ligefrem lidt et regnskab op, og de finder ud af at passe bedre på sig selv. De bliver mere bevidste om deres værdier, og om hvem de ønsker at være som mennesker,” siger psykolog Karen Sofie Aursand.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. september 2020.
