Får du tit det forkerte ben ud af sengen? Og tager det flere timer, før du føler dig nogenlunde skarp i pæren? Så skal du måske overveje at skifte ringetone på dit vækkeur. En skarp bip bip-tone gør dig nemlig mere groggy end en sang eller en melodi. Det viser en undersøgelse, hvor 50 personer har fortalt, hvilken alarmtone de vågner til, og hvor groggy eller friske de føler sig om morgenen.
Resultatet indikerede, at melodiske ringetoner som for eksempel en sang eller et stykke klassisk musik gjorde personerne mere vågne og skarpe, mens hårdere og mere klassiske alarmringetoner gjorde deltagerne mere groggy og forvirrede, når de vågnede.
Ifølge forskerne bag undersøgelsen er resultatet især relevant for personer med job, der kræver, at de er på, fra det øjeblik de møder ind, som for eksempel ambulanceførere, piloter og læger.
10 gode sange at vågne til:
Top 10-listen stammer fra musikstreamingtjenesten Spotify, som med hjælp fra en musikpsykolog har valgt sange ud fra kriterier som positivitet og musik, som bygger langsomt op.
- VIVA LA VIDA af Coldplay
- ELEVATE af St. Lucia
- DOWNTOWN af Macklemore & Ryan Lewis
- LOVELY DAY af Bill Withers
- WAKE ME UP af Avicii
- CAN’T SLEEP LOVE af Pentatonix
- CONFIDENT af Demi Lovato
- WAKE UP af Arcade Fire
- LOVE MYSELF af Hailee Steinfeld
- MONEY ON MY MIND af Sam Smith
Kilde: RMIT University
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 30. marts 2021.