Jeg er en kvinde på 45 år, der er meget bange for at få slidgigt, som både min mor lider af og mormor døjede med. Bør jeg frygte det, når de har haft det? Jeg har hørt, at fiskeolie kan forebygge, er det rigtigt? Og er der noget andet, jeg kan gøre?
Venlig hilsen Marianne
Kære Marianne
Slidgigt er en almindelig ledsygdom hos ældre, som ikke har noget med leddegigt at gøre.
Symptomerne kan være smerter, stivhed og indimellem hævelse af leddet. Det kan være svært at komme i gang om morgenen, og overbelastning giver også smerter. Det er oftest knæ, hofte, fingre og storetåen, der rammes.
Slidgigt opstår ved, at brusken slides tynd, og knoglen blottes. Så dannes nyt knoglevæv, og ledkapslen fortykkes. Ofte kender vi ikke den egentlige årsag. Slidgigt i fingrene kan dog være arvelig.
Når slidgigt rammer yngre, er det ofte opstået efter en fejlbelastning af leddet, efter knoglebrud eller vedvarende overbelastning ved for eksempel overvægt eller sport.
Det er ikke dokumenteret, at fiskeolie har hverken smertedæmpende eller anden effekt ved slidgigt, selv om det er meget anvendt.
Hvis du vil forebygge, kan vægttab og regelmæssig motion holde slidgigt på afstand. Det kan også forhindre en forværring.
Med venlig hilsen Birgitte Bibow, praktiserende læge.
Spørgsmålet blev bragt første gang i Magasinet Liv nummer 3.
Spørg om sundhed! Har du et spørgsmål om sundhed? Vi har panelet, der kan svare: Pia Koefoed, praktiserende læge gennem 16 år, Lotte Paarup, fysioterapeut, forfatter og foredragsholder samt Gitte Wenneberg, klinisk diætist i 12 år. Skriv til os på liv@magasinetliv.dk. Hvis dit spørgsmål bliver valgt, får du også svar på mail.