Kære brevkasse,
Jeg har et lidt pinligt problem, som jeg håber, du kan hjælpe mig med. Mange har jo mænd, der snorker, men her er det mig, der er snorkedyret – og det er blevet meget værre de seneste tre år. Min mand er sød til at sige, at det ikke gør noget, men min store datter er indimellem kommet sent hjem og har morgenen efter højlydt kommenteret lydene fra vores værelse. Jeg føler selv, at det påvirker min søvn, og efter en nat, hvor jeg har snorket særlig meget, kan jeg også mærke det i munden og svælget. Hvad skyldes dette, og er der noget, jeg selv kan gøre? Jeg er 52 år.
Venlig hilsen
Karen ‘snork’ Jensen
Kære Karen,
Snorken skyldes, at der er for lidt plads i bagerste del af svælget under søvn. Vævet i området fra bageste del af næsen og ned til strubelåget er så blødt, at det klapper sammen under indånding. Let til moderat snorken er et normalt fænomen, hyppigst hos mænd og tiltagende med alderen. Snorker du kun let, kan rådet være at ligge på siden, vægttab, mindre alkohol og mindre sovemedicin.
Under søvnen slappes musklerne i de øvre luftveje, luftkanalen bliver trangere, og det kan give snorken. Alkohol og sovemidler forværrer problemet, ligesom overvægt og lavt stofskifte også kan øge risikoen.
Snorken kan give iltmangel, som fører til urolig søvn og opvågning – dette er typisk for søvnapnø. Patienter, som lider af søvnapnø, er ofte plaget af udtalt snorken. Selve vejrtrækningspauserne er typiske ved, at de holder op med at trække vejret ind. Opholdene kan vare i ti sekunder eller længere. Hvis du har flere af den slags pauser i løbet af en nat, kan det dreje sig om obstruktivt søvnapnø-hypopnø-syndrom. Personer med dette vil ofte være trætte, når de vågner, og få koncentrationsbesvær og hovedpine. Den, der sover med en person med søvnapnø, kan blive helt bekymret for, om sengekammeraten trækker vejret!
Det er ikke pinligt at snorke, og du kan sagtens gøre noget ved det. Start med at diskutere problemet med din egen læge, eller gå direkte til en øre-næse-hals læge – det kræver ikke henvisning. Øre-næse-hals lægen kan udrede din snorken og behandle dig. Du kan for eksempel få en snorkeskinne. Skinnen, der er i blød plast, sørger for at trække underkæben lidt frem. Herved holdes luftvejene åbne, så snorken, og dermed søvnapnø, forhindres. Skinnen skal tilpasses dig. Det sker ved, at du får taget afstøbninger af din over- og underkæbe hos tandlægen. Andre muligheder er operation eller, hvis du lider af søvnapnø, en CPAP-maske. CPAP står for Continuous Positive Airway Pressure, og masken laver luft med højt tryk, hvilket gør det lettere at trække vejret. Jeg vil ikke anbefale dig at købe færdiglavede skinner på apoteket eller produkter, som kan købes via internettet, såsom plaster og bøjler til næsen samt spray, da der sjældent er nogen effekt.
Med venlig hilsen
Birgitte Bibow, praktiserende læge
Spørgsmålet er bragt første gang i Magsinet Liv nummer 6.
Spørg om sundhed!
Har du et spørgsmål om sundhed? Vi har panelet, der kan svare: Pia Koefoed, praktiserende læge, Lotte Paarup, fysioterapeut, forfatter og foredragsholder samt Gitte Wenneberg, klinisk diætist. Skriv til os på liv@magasinetliv.dk. Hvis dit spørgsmål bliver valgt, får du også svar på mail.