Kvinde ligger ned
Du må ikke skamme dig. Og du må aldrig kalde dig selv rosinen. Du vil altid være en vindrue.© Getty Images

Spørgsmål til sexologen: Jeg skammer mig (stadig) over min krop

Hvis jeg ikke kan lide min krop, kan andre så? I Magasinet Livs brevkasse om dit sex- og samliv giver sexologen dig svar på det, der kan være svært at spørge om.

22. april 2021 af Sara Skaarup

Sexologen

  • Sara Skaarup (46) er sexolog med praksis i København, foredragsholder, forfatter og journalist.
  • er gift med Kasper, som er professionel historiefortæller, og som hun har Alfred på 16 og Storm på 11 år med.
Sara Skaarup er Magasinet Livs faste sexolog
Sara Skaarup er Magasinet Livs faste sexolog. © Thomas Dahl

Jeg skammer mig (stadig) over min krop

Jeg er 49 år og blev skilt for to år siden. I mit ægteskab følte jeg mig ensom, og min mand var mig utro flere gange. Sexlivet døde gradvist, og jeg blev alt for tyk og havde selvkritiske tanker. Jeg har siden haft fokus på at tabe mig, og nu er jeg næsten 20 kilo lettere. Det har været en god proces, og nu føler jeg endelig, at jeg er klar til at date og har fået min eksmand ‘ud af kroppen’. Men: Jeg er stadig ikke glad for mit udseende. Mine bryster er slatne efter vægttabet, maveskindet er løst. Jeg ser slidt ud! Det er svært at forestille mig, at nogen mand vil falde for den pakke. 

Jeg går nu og overvejer, om jeg skal bruge min opsparing på et såkaldt “mummy makeover”, altså at få huden strammet op på maven og nye bryster. Det vil dog koste alt, hvad jeg har på bankbogen, og selv om jeg gerne vil være flot og stram, gør tanken mig på en måde ikke særligt glad alligevel. Jeg kunne jo også bruge de penge på en rejse med vores store børn. Men jeg tænker, at jeg først og fremmest skylder dem at blive tilfreds med mig selv.

Så jeg er i vildrede. Hvad tænker du?

Kærlig hilsen Rosinen

Sara svarer

Kære brevskriver, som jeg virkelig ikke har lyst til at kalde Rosinen. Det er nemlig ikke særligt selvkærligt. Så: kære kvinde! 

Tillykke med, at du er kommet af med overvægten og føler dig klar til at komme videre. Når jeg læser dit brev, tænker jeg umiddelbart, at en kosmetisk operation ikke er vejen. Jeg vil i hvert fald foreslå, at du prøver noget andet først.

Mit bud er, at du stadig døjer med et efterslæb af din eksmands utroskab, efter det tillidssvigt, som han har påført dig ved gentagne gange at vælge en anden kvinde(s) krop frem for din. Den slags oplevelser sætter sig i kroppen. Brændt barn skyer ilden, siger man. Desuden oplever jeg, at der er et behov for en justering i din forestillingsevne: Du fortæller, at du ikke kan se for dig, at nogen mand vil kunne elske/begære dig, som du ser ud nu. Den tanke er legitim nok at have. Men jeg tør faktisk godt love dig, at du tager fejl. Du er en voksen kvinde, og du vil formentlig date voksne mænd. En moden voksen mand vælger ikke sin partner på maveskindet eller længden af brysterne.

Mit forslag er, at du bruger en del af din opsparing på at forbedre dit kropsforhold uden at skære i din krop. Tag en tur i svømmehallen, og se på kvindekroppe. Kvinder omkring de 50 ser ud på mange måder, men fælles for os er, at livet har sat sit præg på kroppen. Og inde i alle de brugte kroppe er alle mulige kærlige mennesker, og intet ved kroppens fysiske fremtoning har faktisk noget at sige om, om vi kan være kærlige.

Find samtidig en dygtig kropsbehandler, for eksempel en Manuvision- eller Body-SDS-behandler, der arbejder med sammenhæng mellem krop og psyke. Køb et 10-turs kort og oplev, hvordan du får bedre og bedre kontakt til din krop. Du kan også arbejde med din selvkærlighed og dit kropsforhold hos en psykoterapeut. I så fald vil jeg stadig foreslå, du supplerer med noget kropslig berøring eventuelt i form af almindelig massage.

Og når du dater, så husk, at det er nervepirrende for begge parter at smide tøjet første gang. Du kan vente med at gå til det niveau, til du er tryg nok ved den anden til simpelthen at sige, at du er nervøs og har (haft) det svært med din krop. Hvis han er en god mand, vil han som følge af den betroelse gøre sig umage med at vise dig, at din krop er elskelig, netop som den er – og den oplevelse, eller mange af dem, vil hjælpe dig til at få fokus væk fra de selvkritiske tanker.

Kærlig hilsen Sara

Brevkassen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. februar 2021. 

Du vil (garanteret) også kunne lide