I julen i fjor besluttede Marianne Marthinsen (42) sig for at slette sin Facebook-profil. Hun logger sig næppe på igen.
“Jeg indså, at jeg brugte mindst en time dagligt på sociale medier,” siger Marianne Marthinsen: “Det bliver alt for mange timer i løbet af et år.”
Beslutningen om at melde sig ud af det digitale fællesskab begrundede den tidligere norske politiker i sin faste spalte i avisen Aftenposten i Norge. Der havde hun regnet ud, at hvis hun passerer de 90 år, sådan som hun håber på, ville hun have spildt hele to af disse år med at scrolle formålsløst på en skærm.
“Alligevel sker det gang på gang. Jeg har fri og skal læse noget, jeg har glædet mig til. Skrive noget genialt. Endelig blive god til skak. I stedet sidder jeg der og scroller på telefonen, mens følelsen af at være et ubrugeligt menneske vokser eksponentielt.
Kan jeg klare mig uden?
Det var frygten for at blive fuldstændigt isoleret, som gjorde, at Marianne længe kviede sig ved at melde sig ud af Facebook.
“Et menneske uden Facebook-profil er et mindre tilgængeligt menneske. Skal man virkelig være den særling, som skal have specialskrevet invitation til fødselsdag sendt pr. e-post, fordi man har så sart et sind, at man ikke tåler en Facebook-profil? Kan man i det hele taget forvente at blive inviteret til noget som helst?”
Nogle måneder senere kunne Marianne fornøjet konstatere, at alt gik godt:
“Det er muligt, at der er foregået en hel serie fejringer, som jeg ikke har været en del af, men det lever jeg i så fald i lykkelig uvidenhed om. Overraskende nok har jeg en følelse af at være tættere knyttet til mine venner end før. Den direkte kontakt har fået mere plads. Venner og familie ringer eller sender en personlig hilsen for at invitere til fødselsdag i stedet for at føje mig til en Facebook-event. Der gik kort tid, før jeg holdt op med at tænke over, hvad der skete på Facebook. Det føles irrelevant."
Aldrig mere SoMe
“Noget af det bedste er faktisk følelsen af at bestemme selv. Efter jeg har slettet min Facebook-profil, er der mange, som har sagt til mig, at de gerne ville følge mit eksempel, men at det ikke er muligt på grund af jobbet, forældregruppen i 8. C, information fra grundejerforeningen og så videre. Men der er faktisk ingen, der kan kræve, at du skal være en del af sociale medier mod din vilje. Har du gavn og fornøjelse af Facebook, og har du lyst til at være der, er det godt. Men føler du, at det stjæler din tid og opmærksomhed, og får du lyst til at kvitte det hele, så er det både lovligt og muligt. Jeg kommer i hvert fald aldrig til at logge mig ind igen,” slutter Marianne Marthinsen.
3 tips, hvis du vil logge af
- BAG LÅS OG SLÅ For at lade være med at klikke eller kigge på telefonen i et givet antal timer er det måske tilstrækkeligt at lægge den i et andet rum end der, hvor du befinder dig. Opbevarer du den i en boks med lås, må du tænke dig om en ekstra gang, før du finder den frem.
- NOTÉR FREM FOR AT GOOGLE I stedet for at google, hver gang du kommer i tanke om eller undres over noget, kan du skrive det ned på en notesblok ved siden af din computer eller andet. Så kan underbevidstheden og du arbejde i fred. Når arbejdstiden er ved at være slut, kan du foretage de nødvendige faktatjek.
- REGN TIMERNE SAMMEN Tænk over, hvor mange timer du bruger på at scrolle på en skærm i løbet af en dag. Blot at skære en hel eller en halv time om dagen fra er en god investering i din personlige tidskonto. Den tid, du frigør i løbet af en dag, en uge eller et helt år, kan du bruge til noget, du virkelig har lyst til. Og ikke mindst: Har mere nytte af.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i juni, 2023.