Malene Müller
© Sine Nielsen og Kirstine Mengel

Jeg har altid fået mange komplimenter for min numse

Malene Müller øver sig i at acceptere det, der stikker ud eller hænger ned. For er der noget, hun vil ændre på, at det mere tankerne om kroppen end selve kroppen.

30. august 2017 af Andrea Bak
Malene Müller
© Sine Nielsen og Kirstine Mengel

Hvad kan du bedst lide ved din krop?

“Det er skægt, for det har jeg aldrig rigtigt tænkt over før nu. Men jeg synes, at mine skuldre og mit kraveben er pæne, og jeg kan godt lide, når man kan se dem.” 

Hvad er du mest stolt af?

“Min talje. Jeg har altid fået at vide, at jeg har en pæn krop. Især har jeg fået mange komplimenter for min numse, som en engang har sagt til mig var insisterende. Som yngre syntes jeg, det var vældigt irriterende, at min numse tiltrak så meget opmærksomhed, men nu er jeg mere afslappet omkring det. Jeg har dog altid været meget blufærdig i forhold til min krop, så jeg fremhæver den ikke så meget, som jeg måske kunne.  

Jeg tror, det stammer tilbage fra dengang, jeg var teenager, og vi boede over for en motorcykelklub. Når jeg kom hjem fra skole, stod de og piftede og gloede, og jeg syntes, det var så klamt og grænseoverskridende. Jeg kunne slet ikke håndtere det, og siden da har jeg haft det virkeligt svært med, når fremmede ser mig som et sexobjekt.” 

Er der noget, du gerne vil ændre ved din krop?

“Jeg vil gerne tabe fem-seks kilo. Jeg har det bedst med mig selv, hvis jeg er lidt tyndere, og mit tøj sidder lidt mere løst. Men allermest ville jeg nok gerne ændre på utilfredsheden med min krop. Det er bare svært, når de fleste af de rollemodeller, vi bliver præsenteret for, er høje og tynde og slet ikke ser ud som almindelige mennesker.” 

Hvordan har dit forhold til din krop ændret sig med alderen?

“Det er blevet mere afslappet, og jeg kan godt lide, at du kan se, at kroppen har været noget igennem med for eksempel en fødsel, og at den har en historie. Men jeg er stadig skideforfængelig, og jeg har det helt ærligt svært med, at ting er begyndt at rejse mod syd. Min mave er begyndt at flapre, og mine lår bliver slatne. Jeg kunne dog ikke finde på at ty til kirurgi, det er for ekstremt, men jeg arbejder på at være mere afslappet omkring det og sige til mig selv, at det er fjollet, og at jeg er god nok, som jeg er.” 

Hvordan passer du på din krop?

“Jeg går til yoga to gange om ugen, og jeg nyder at mærke, hvordan min krop bliver stærkere og smidigere. Jeg nyder den blide motion på kroppens præmisser og har stor gavn af den måde, jeg skal trække vejret på til yoga. Og så er jeg stoppet med at ryge! Jeg begyndte at ryge som 14-årig, og jeg var sindssygt træt af det til sidst. Da min søn blev student for fire år siden, købte jeg en rejse til os, og ved en fejl kom jeg til at booke et værelse til os på et ikkeryger-hotel.

Min søn opdagede det, før vi skulle af sted, men jeg besluttede mig for, at det var mit clue til at stoppe. Siden har jeg røget e-cigaretter, og det har jeg det bedre med end med almindelige cigaretter.”

Hvordan mærker du, at din krop er 40+?
“Jeg blev noget forskrækket over, hvor svært jeg havde ved at holde balancen til yoga, da jeg var der første gang. Balancen hænger jo meget sammen med din muskulatur, og jeg var mildest talt ret slatten. For 10 år siden fik jeg en nedsunken forfod, som blandt andet har gjort, at jeg ikke længere kan spille badminton eller gå i høje sko. Men du kommer langt med plateausåler, og generelt synes jeg, at jeg har en stærk krop.” 

Har din krop overrasket dig?

“Ja, jeg er overrasket over, hvor smidig min krop stadig er, og at jeg sagtens kan følge med de børn, jeg underviser i idræt!”

Hvad er det vigtigste i forholdet mellem dig og din krop?

“At vi har det godt sammen. Jeg kan godt være utilfreds med den, men jeg tænker også, at hvis det virkelig var så forfærdeligt, ville jeg også begynde at gøre noget ved det.” 


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 78.

Du vil (garanteret) også kunne lide