Jeg åbnede helt op for min spiritualitet

Hvad tror du på? Gud, Allah, dig selv eller ingenting? Og hvad forskel gør det egentlig, hvad vi tror på, og om vi tror? 

En hel del – også for andre – hvis du spørger Dorthe Juul.

Selv voksede hun op i en familie, som kun gik i kirke, når en særlig begivenhed krævede det. Men lille Dorthe følte en tiltrækning til “det guddommelige”, så inspireret af en veninde deltog hun flere somre i træk på en indremissionsk sommerlejr.

“Jeg kom for samværet, energien og undervisningen i kristendom. Også selv om jeg blev drillet meget med det i min familie. At tro på noget større end en selv var så atypisk for det, jeg voksede op i. 

Selv om jeg ikke bevidst dyrkede det spirituelle som barn, så var det noget, jeg mærkede allerede dengang. Mit første minde om en engel, der beroligede mig, kan jeg spole tilbage til, da jeg var cirka tre år gammel og lå i sengen og var bange.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg var bange for, men jeg havde brug for noget tryghed og trøst, og det fik jeg helt klart.”

Et fornuftigt liv

Som barn prøvede Dorthe at fortælle sine forældre om sine spirituelle oplevelser, med det resultat at hun kun kom til at føle sig endnu mere anderledes og forkert. Så hun lukkede for alt det uforklarlige og skabte sig i stedet et liv, som i hvert fald udenpå så snusfornuftigt ud.

“Jeg har altid været meget tidligt på den. Jeg gik tidligt i byen og holdt tidligt op med at gå i byen igen. Jeg var meget selvstændig og købte hus som 17-årig. Jeg var ikke engang myndig, men kunne det, fordi jeg havde sparet op til udbetalingen. 

Jeg fik barn som 18-årig – planlagt – og havde min egen BabySam-forretning som 21-årig. Det har altid været min drivkraft at gøre en forskel. Så kan man spørge, hvilken forskel en BabySam-butik gør? Jeg mener, at hvis du yder en god service og kan stå inde for dine produkter, så gør du en forskel. Men det, der gjorde mig allermest glad, var at se mine medarbejdere vokse. Det har altid været vigtigt for mig at behandle andre godt og kærligt.

Det har også altid fyldt for mig at støtte dem, der har det svært. Ikke økonomisk, men med et smil og en ligeværdighed.”

Ikke længere forkert

Efter 15 år som butiksejer følte Dorthe Juul ikke længere nogen glæde ved butikken. 

“Jeg var ikke glad og røg ind i en enorm krise, så jeg solgte forretningen. Jeg havde så travlt med at leve, som jeg troede, man skulle leve, og i det distancerede jeg mig mere og mere fra mig selv. Jeg kunne ikke længere mærke, hvem jeg var. Jeg kunne ikke mærke nogen glæde ved noget, men tænkte, at der da måtte være mere i livet end det.”

Hun fik et job i den finansielle sektor, hun startede som kontoransat, men inden længe var hun fagansvarlig for et team. Hun var glad for jobbet og for at få kollegaer, men stadig ikke rigtigt glad. 

Hun blev skilt og mødte sin nye mand, Bjarne, og selv om han ikke er den spirituelle type, så husker hun en meget stærk følelse af, at han skabte et rum til hende, som hun havde savnet.

“Han accepterede mig som mig, på en måde, jeg ikke havde tilladt mig selv, lige siden dengang jeg som barn begyndte at føle mig forkert. Jeg fortalte Bjarne om mine oplevelser som barn, og det var med til at åbne alle sluser og kickstarte min spirituelle udvikling.”

Der var et hul

“Det var ikke kun ren lykke, men også en turbulent tid. Jeg kom fra en maskulin verden, hvor der skulle kunne sættes to streger under alle facit, til at begynde at tillade mig selv at se og mærke den energi, som ikke ses med det blotte øje. 

Mine børn var ved at være voksne, og det efterlod mig med et hul, en tomhed, hvor jeg til min gru opdagede, at jeg ikke kunne mærke mine drømme og visioner mere. Men jeg havde en følelse af, at der måtte være noget mere. At livet måtte være mere end det.

Til håndlæser

"Jeg tror, jeg var forbi en psykolog. Det har jeg i hvert fald været flere gange i mit liv, men jeg opsøgte også en håndlæser. Jeg husker stadig første gang hos hende. Hun sagde, at jeg om fem år ville sidde et helt andet sted.

Hun sagde ikke noget om, at jeg ville blive spirituel rådgiver, som jeg er det i dag, og det er for mig tegn på den intelligens, der er bag en håndlæsning eller clairvoyance. Jeg tror, vi får det at vide, som vi har brug for at få at vide – og ikke mere.

Hvis hun havde sagt til mig, at jeg ville komme til lave det, jeg laver i dag, så tror jeg, jeg ville have gjort alt for at kravle baglæns.

Jeg var stadig i den finansielle sektor på det tidspunkt og var bange for at blive udskilt som fluffy, og at det var noget hokuspokus. Jeg var bange for at åbne op for det i mig, som jeg havde skjult i så mange år. I dag hjælper jeg andre til at åbne for deres egne evner og stå stærkt i sig selv.”

Dorthe Juul forklarer om sit første ophold på Arthur Findlay College i 2012, hvor hun var 43 år, at det var resultatet af en indskydelse, hun fik ud af det blå. Med den viden om energier, hun besidder i dag, var det måske så ikke helt ude af det blå.

“Første gang på Arthur Findlay vidste jeg ikke rigtigt, om jeg var ved at blive skør, når vi sad og talte om guder og engle, og jeg kom lige fra regnskaber og tal. Det var en speciel oplevelse, men samtidig også lidt som at komme hjem. 

Energien var skøn, folk var glade og hjertelige, det var alle mulige forskellige mennesker: Advokater, læger, healere, skolelærere og bankfolk. Jeg tror, det, vi har til fælles, er et rådgivergen og et behov for og en evne til at formidle.”

Jeg har ryddet op

Hun forklarer om sig selv, at hun nok altid har følt og udstrålet en ro, og at hun gør det, fordi hun grundlæggende tror på, at alt nok skal løse sig.

“Og så er jeg blevet god til at være nærværende. Når jeg vælger at gå til en koncert eller en middag, er det på baggrund af bevidste valg, og så er jeg til stede i det, jeg dukker op til. 

Mit motto er, at hvis jeg ikke er til stede i de ting, jeg takker ja til, så kan jeg lige så godt lade være. 

Det betyder også, at jeg har fået ryddet op i mange ting. Jeg har ryddet op i, hvem jeg bruger min tid på, og i overbevisninger om at føle mig udenfor eller anderledes og ikke god nok, temaer, som jeg har haft meget inde på livet. Det er en oprydning, jeg aldrig bliver færdig med, men hver gang nogen eller noget trigger mig, tager jeg fat i det og spørger: ‘Hvad er der lige her?’.Jeg er lidt nørdet omkring det, for jeg synes faktisk, det er ret sjovt. Min modstand er jo skabt et sted, så jeg leder i minder og relationer.”

At være mig selv  

Meget af det Dorthe Juul arbejder med under den spirituelle hat, er måske slet ikke så fremmed for selv de mest jordbundne af os mennesker. Intuition og overbevisninger.

“For mig handler det at være spirituel også om at være mig selv – fra min sjæls kerne af. 

At have en udviklet intuition og clairvoyante evner er udtryk for, at jeg lever inde fra mig selv af, hvor det med at føle, at jeg skal være på en bestemt måde, ikke længere larmer.”

Fokus på energier 

Hun går altså med det, hun selv mærker, frem for at lægge låg på det. Hun forklarer, at hun er det, mange vil kalde sensitiv, men som hun selv omtaler som sansestærk.

“Jeg tænker på det som en intelligens, som mange af os har mistet bevidstheden om, fordi vi ikke anerkender det, vi føler, hvis vi ikke kan forklare det. 

Du kender nok følelsen af, at et menneske eller et rum kan ramme dig med en tung energi, eller fornemmelsen af, at du lige pludselig bliver ked af det uden grund?

Forklaringen er, at når du ikke selv er helt grounded, tapper du nemt ind i andres energier. Jeg er blevet mere opmærksom på, hvad jeg bruger min energi på. Og jeg har fået et mere værdifuldt liv, fordi jeg tænker på det, jeg laver, som min egen sjæls vækst.”

Min mission er at hjælpe folk til at hvile i sig selv – i deres eget lys og deres egen spiritualitet – uden frygt. Når vi tapper ind i frygt, kan vi ikke samtidig være i kærlighed. Jeg tror på, at der er brug for, at vi slipper det pres, mange af os føler, så vi kommer i flow, men vi er nødt til at starte med os selv, starte med at give os selv kærligheden.”

Amerikanske Eileen

Dorte Juul har især arbejdet kærligt med mange af sine gamle overbevisninger. Som et eksempel fortæller hun om sin medstuderende Eileen, der i den grad triggede hende.

“Det var helt i starten på Arthur Findlay, hvor det stadig var meget grænseoverskridende for mig at skulle fremlægge fra en scene – på engelsk. Jeg var helt ude af min comfort zone, så hver gang de spurgte, hvem der ville være den næste, så sad jeg på mine hænder, så jeg ikke kunne række hånden op.

Men så var der amerikanske Eileen, som med store armbevægelser altid meldte sig til at være den næste. Hun irriterede mig. Indtil det gik op for mig, at det var mig, der var dum, for hun var ikke bange for at fejle. Og hvis ikke man kan fejle på et uddannelsessted, hvor kan man så fejle? 

Jeg besluttede mig for, at jeg ville lure hende af, så da jeg tog hjem fra endnu et ophold, hvor jeg havde siddet på mine hænder, arbejdede jeg målrettet mod, at på næste ophold ville jeg være den første, der rakte hånden op og meldte mig frivilligt.”

Jeg kom op på scenen

“Efter et par måneder var jeg på Arthur Findlay igen. Og hvem var den første, jeg mødte? Det var selvfølgelig Eileen. Det var rædselsfuldt. Da jeg trådte ind på den lokale café, sad hun der og sagde selvfølgelig: ‘Hvor er det dejligt at se dig. Kom og sæt dig her’.

Jeg kogte indeni. Hun var så sød og hjertelig og ramte virkelig mine skyggesider. Hun vidste ikke, at hun havde været min lektie i fire måneder. Det ved hun i dag, så derfor kan jeg fortælle det. Men det, der skete, var jo, at jeg lærte hende at kende. Og så var det jo pludselig noget andet.

Hun er gammel balletdanser og har lært, at vil hun frem i livet, så må hun stå forrest. Jeg kom op på scenen. Ikke som den allerførste, men jeg kom op. På den måde arbejder jeg med tingene.”

Der er budskaber i frygt og tårer og i smerterne i halsen, som måske er udtryk for, at vi ikke får talt vores sandhed. Magien er der, vi ser den bare ikke. Jeg tror på, at vi kan skabe os det liv, vi ønsker os, hvis vi lytter og handler på det, vi hører og mærker. Og selvfølgelig vil vi stadig opleve udfordringer, men det er det, der får os til at vokse.”

Hvad mangler du at lære?

“Meget! Og det er fantastisk, jeg elsker at lære, at bygge på, at undres og at være nysgerrig. Jeg har erfaret, at der er et ordsprog, der hedder: ‘Jo mere jeg lærer, jo mindre ved jeg’. Og det er jo sandt!”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 2. juli 2020.