Hvordan får jeg mere sul på kroppen?

De fleste af os kender det med de irriterende fem kilo for meget. Men for lidt? Det er et noget overset problem.

13. marts 2013 af Redaktionen / Foto: Getty Images /

Mere sul på kroppen
Jeg har svært ved at spørge, for jeg er så vant til, at mange bliver irriterede, når jeg bringer det på bane, men jeg har altså svært ved at tage på. Det har jeg altid haft, men nu generer det mig. Jeg er 46 år, 1,68 meter høj og vejer 55 kilo. Og jeg er ikke på kur! Og har ikke anorexi! Det er jeg så træt af, at folk tror. Hvad kan jeg gøre for at tage på?
Trine


Hej Trine
Sørg for at holde måltiderne, så du ikke springer nogle over. Det er vigtigt at spise cirka seks gange om dagen, så du ikke når til aften uden at have spist nok, for så kan det være svært at få nok kalorier inden sengetid.
Kan du lide nødder, mandler og måske tørret frugt, så hav det altid med dig, og husk at spise af det i løbet af dagen. Det vil give dig ekstra energi, du kan lagre.
Det er en god løsning at drikke sig til kalorierne, da det ikke giver så meget mæthed og er ret overskueligt i forhold til at spise alle kalorierne. Så sørg for, at det, du drikker, inde­holder kalorier, altså: mælk, saft og juice. Brug også gerne mælk i kaffen eller teen. Og lav smoothies. De kan laves meget energiholdige med for eksempel banan, yoghurt eller kokos og er nemme at få ned uden alt for meget mæthed.
Ved at spise mere fedt får du hurtigt ekstra kalorier, da der er ni kalorier eller 38 kilojoule i et enkelt gram. Men husk, at det skal være det sunde umættede fedt, du vælger. Du kan for eksempel hælde lidt på kartoflerne eller salaten eller spise dressinger baseret på olie. Spis mørk chokolade, hvis du kan lide det. Den fedtsyre, der er i mørk chokolade, er sundere end den i flødechokolade.
Spis avocado til mellemmåltid, og banan, når du spiser frugt, da den er mere energirig end for eksempel æbler og pærer.
Håber, at rådene kan give dig et par ekstra kilo.
Kærlig hilsen Gitte Wenneberg, klinisk diætist

Spørg om sundhed! Har du et spørgsmål om sundhed? Vi har panelet, der kan svare: Pia Koefoed, praktiserende læge gennem 15 år, Lotte Paarup, fysioterapeut. forfatter og foredragsholder samt Gitte Wenneberg, klinisk diætisk gennem 11 år. Skriv til os på liv@magasinetliv.dk. Hvis dit spørgsmål bliver valgt, får du også svar på mail.

 


D' dygtige damer (fra venstre): Pia Koefoed, Gitte Wenneberg og Lotte Paarup.

Seneste

Måske er du interesseret i...