Kvinde ligger i sengen
© iStock

Hvis du sover for lidt, begynder din hjerne at æde sig selv

Søvnmangel kan føre til sygdomme som stress, hjerte-kar-sygdomme og fedme, men din hjerne kan også tage alvorligt skade. Læs her, om du er i farezonen

21. juni 2017

Du ved sikkert allerede, at dårlig nattesøvn trækker spor gennem dagen. Det forringer din koncentration og din hukommelse, men det kan også presse dit fysiske helbred yderligere. Dit immunforsvar kan blive svækket, ligesom din risiko for overvægt stiger. Derudover tyder meget på, at risikoen for hjerte-kar-sygdomme påvirkes af vores søvnvaner. 

Men hvor skadeligt er det egentlig for hjernen at have søvnproblemer? Det har en række forskere fra Marche Polytechnic University i Italien undersøgt.

Søvn genopfrisker hjernen

Forskerne startede med at kigge nærmere på, hvordan menneskets hjerne reagerer ved søvn – og hvordan den reagerer ved søvnmangel. 

Ligesom alle cellerne i din krop, bliver neuronerne i din hjerne hele tiden genopfrisket af to forskellige typer af gliaceller – det er støtteceller, som er bedst kendt for at være nervesystemets lim. 

Disse støtteceller er ansvarlige for at udrydde gamle og nedslidte celler og skærer ned på unødvendige forbindelser, som forhindrer hjernen i at genopfriske sig selv.

Denne proces sker, når du sover for at rydde ud i dagens slitage, men nu lader det til, at det samme sker, når vi begynder at mangle søvn.

Men i stedet for at være en gavnlig proces, overdriver støttecellerne deres udrydningsproces – og de ender derfor med at skade hjernen.

Søvnmangel får din hjerne til at æde sig selv

Forskerne tog udgangspunkt i mus og startede med at lave kopier af forskellige mus' hjerner. Disse mus var delt ind i fire grupper ud fra, hvor meget søvn de havde fået.

En gruppe var veludhvilede og havde sovet mellem seks til otte timer. Den anden var blevet vækket regelmæssigt i løbet af natten. Den tredje gruppe blev holdt vågen i yderligere otte timer og led derfor af søvnmangel. Og den sidste gruppe blev holdt vågen i fem dage i streg – og oplevede derfor kronisk søvnmangel. 

Forskerne sammenlignede derefter, hvordan de fire forskellige former for søvn påvirkede musene. I alle fire tilfælde udryddede støttecellerne gamle og nedslidte celler. Men hos musene med både søvnmangel og kronisk søvnmangel overdrev støttecellerne deres udrydningsproces, så det begyndte at have en skadelig effekt på hjernen. 

Mest udtalt var det dog hos musene med kronisk søvnmangel, hvor det ligefrem fik musenes hjerner til at begynde at æde sig selv. 

Forsøget mangler dog at blive testet på mennesker, men da forskere allerede har fundet ud af, at en sygdom som demens fremskyndes af manglende søvn, tyder meget på, at menneskets hjerne påvirkes kraftigt af søvn. 

Lider du af søvnmangel?

Sover du lidt for uroligt, og har du svært ved at falde i søvn, når du endelig lægger dig i sengen efter en lang dag? Du er ikke alene – hver anden kvinde over 40 har nemlig søvnproblemer.

Men som ovenstående undersøgelse beviser, er en god nattesøvn utroligt vigtigt for dit helbred, og derfor skal du forsøge at eliminere de søvnløse nætter. 

Hvis du føler, du har prøvet alt, kan du lade dig inspirere af vores artikel, hvor vi har testet nogle redskaber til at sove bedre. Derudover kan du lade dig guide af en søvnekspert, som giver dig fire gode råd til den bedste søvn her

Du vil (garanteret) også kunne lide