Kvinde sidder med penge og regninger
Hvordan reagerer du, når kriser kommer tæt på? © Getty Images

Hvilken krisetype er du?

Der er to ting, du gerne vil vide i en krise. Hvordan du typisk reagerer, og om du kan bruge krisen konstruktivt?

2. marts 2023 af Hanne Vinther Mikkelsen

De sorte skyer hænger over os. Krig og kriser tærer på psyken og pengepungen. Det kan synes langt og sejt og svært at se andet. Hver 3. dansker må spare i dagligdagen, især på mad og strøm. Hver 5. dansker bruger ikke længere penge på oplevelser og ferier. 

I krisetider reagerer vi forskelligt. 

Har du googlet det?

Danskernes tilstand er tydelig i Googles opgørelse over det, vi søgte mest på i december 2022:

Krig i Ukraine, elpriser, benzinpriser arbejdsløshed, kviklån og kredit.

Kilde: Google, december, 2022.

Hvilken krisetype er du?

Kriser forandrer os som mennesker. Og nu er der skabt en ny type, som reklamebranchen har døbt the Dosumers. For når pandemi, krig og økonomisk krise presser os, så reagerer vi ved at gå i enten frys, flygt eller angrebsmode. 

Nogle fortsætter livet uden at reagere og forholde sig til krisen. Andre flygter fra omstændighederne ved at gemme sig under dynen og se Netflix frem for Nyhederne. Så er der dem, der går til modangreb – the Dosumers. 

The Dosumers kan ikke så nemt slås ud af kurs, så de skrider til handling og søger nye måder at komme bedst muligt gennem krisen på. De tager ansvar for deres ve og vel, blandt andet ved at være opfindsomme med at spare penge på el og strøm.

En del Dosumers vil være mere selvforsynende og deler erfarimger på sociale medier med at leve af hjemmedyrkede grøntsager under hashtagget #eco-hacks. Den lidt mildere udgave består i tricks til at få mere ud af varene fra supermarkedet. 

En krise kan blive dit vendepunkt

Begrebet krise kommer fra det græske ord krisis, og det betyder oprindeligt: "afgørende forandringssituation forbundet med et vendepunkt".

I dag opfattes ordet krise negativt, men kriser kan også føre til positiv forandring. Det skete for eksempel for flere under coronakrisen, hvor mange fik tid og skub til at tænke ud af boksen og ændre deres tilværelse. 

Ifølge filosof Anne Marie Kragh Paahus fra Aarhus Universitet er kriser nemlig en anledning til at mærke efter og kaste et nyt blik på sine vaner og vante omgivelser, og måske indser man, at man ikke finder tilstrækkelig lykke i det. Eller også at der også ligger lykke et andet sted, og/eller at en ændring også kan give lykke. 

Kilder: Google, Kantar Gallup, Dentsus Puls 23 Survey, Bureaubizz, jan. 2023.


Artiklen er tidligere bragt Magasinet Liv i februar 2023. 

Du vil (garanteret) også kunne lide