Jeg har altid haft en blød og fin hud, men gennem det seneste år er jeg blevet mere og mere plaget af tør hud, som klør og er lidt irriteret, fordi jeg ikke kan lade den være. Især er jeg begyndt at kæmpe med en kløe omkring vagina og endetarm, som generer mig, hver gang jeg er i berøring med området. Nu slår det mig, at jeg måske kan have fået svamp, som har bredt sig til hele kroppen?
Charlotte
Kære Charlotte
Det er rigtigt, at svamp også kan give kløe og irritation, men det vil altid være i et lokaliseret område og ikke brede sig til hele kroppen, så jeg tror ikke, at du har svamp.
Hudkløe kan skyldes mange ting. For eksempel tør hud, eksem, allergi eller infektion og i noget sjældnere tilfælde kan der være
tale om sygdomme i leveren, nyrerne eller i skjoldbruskkirtlen (hvis den producerer for lidt stofskiftehormon). Derudover kan stress og nedsat immunforsvar også påvirke huden og give kløe.
Jeg kan forstå, at du også har tør hud, og det kan også opstå, når man har passeret overgangsalderen, ligesom hyppig vask med sæbe ligeledes kan udtørre huden.
Jeg vil foreslå dig, at du bruger en god fugtighedscreme med et højt fedtindhold og helst uden parfume, som i sig selv kan udløse allergi. Tænk også over, hvilket materiale det tøj, du har tættest på kroppen, er lavet af. Uld direkte på kroppen kan udløse kløe, og visse kunststoffer giver kløe og irritation.
Det kvindelige kønshormon østrogen stimulerer bindevæv og underhud, dannelsen af elastiske fibre i huden og kirtlerne i slimhinderne. Så hvis kløen især er udtalt i området omkring skeden, vil daglig brug af en østrogencreme i området kunne hjælpe dig.
Hvis kløen ikke forsvinder, synes jeg, du skal få din læge til at vurdere, om du skal behandles med antihistamin eller binyrebarkhormon.
Med venlig hilsen Anette Tønnes Pedersen

Ekspert i gynækologisk endokrinologi, hormonforstyrrelser, sygdomme i æggestok- kene og hormonbehandling i overgangs- alderen. Forfatter til videnskabelige artikler om kvindelige kønshormoner og risiko for blodpropper og brystkræft.