Gør dig selv stærkere

Disse to sundhedsbøger er vidt forskellige, men har samme mål: Få mere energi, og bliv mere robust.

4. august 2015 af Gitte Høj

Træn din mentale sundhed

Drømmer du om at komme i mental topform, skulle du overveje at dykke ned i den nye bog, som netop hedder Mental topform, og som er skrevet af Louise Luxhøj. Sagen er, at der i dag findes dokumentation for, at det flytter noget at arbejde med dit humør og din mentale sundhed. Du kan blive bedre til at håndtere stress, modgang og udfordringer.

Værktøjerne får du i bogen, hvor du kan følge et træningsprogram på 28 dage, der fører dig igennem forskellige mentale øvelser og strategier. Afsæt 15 minutter hver dag, og opnå resultater som for eksempel mere mod, færre negative tanker og større evne til at fokusere. Det er ikke mange dage at investere, hvis du får det ud af det, vel?

Mental topform – 28 dage til mere robusthed og overskud af Louise Luxhøj, Politikens Forlag, 176 sider, 250 kr. hos Arnoldbusck.dk.

Hjælp din fordøjelse

Gitte Høj Jørgensen har skrevet Boost din fordøjelse på 21 dage, der i al sin enkelhed går ud på at give din fordøjelse kærlig opmærksomhed og hjælpe din krop med optagelse af næringsstoffer. Har du fordøjelsesproblemer, kender du måske til uren hud, eksem, ondt i leddene, oppustethed og træg mave, væskeophobninger og meget mere.

Det kan du få bugt med ved at følge bogens opskrifter i 21 dage og i kølvandet få mere energi og overskud. Omdrejningspunktet for kosten er at minimere kaffe, hvede­, mælk og sukker og at skrue op for grøntsager. En enkel opskrift, overskueligt udført.

Boost din fordøjelse på 21 dage af Gitte Høj Jørgensen, People's Press, 128 sider, 200 kr. hos Bog-idé.dk.

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 52.

Du vil (garanteret) også kunne lide