Dorthe Juul fortæller om sin spiritualitet
Dorthe Juul (53). © Anne Kring

Dorthe Juul åbnede helt op for sin spiritualitet

Magien er der hele tiden, vi ser den bare ikke. Det er Dorthe Juuls erfaring efter i mange år at have ignoreret alt det, der findes mellem himmel og jord. Indtil hun traf en beslutning og kom på en magisk skole

19. september 2020 af Louise Thorsted

Dorthe Juul (53)

  • er gift og mor til en søn på 33 og en datter på 30 år.
  • er selvstændig spirituel rådgiver. Arbejder med clairvoyance, coaching, afdødekontakt og healing og afholder workshops.

Hvad tror du på? Gud, Allah, dig selv eller ingenting? Og hvad forskel gør det egentlig, hvad vi tror på, og om vi tror? En hel del – også for andre – hvis du spørger Dorthe Juul.

Selv voksede hun op i en familie, som kun gik i kirke, når en særlig begivenhed krævede det. Men lille Dorthe følte en tiltrækning til “det guddommelige”, så inspireret af en veninde deltog hun flere somre i træk på en indremissionsk sommerlejr.

“Jeg kom for samværet, energien og undervisningen i kristendom. Også selv om jeg blev drillet meget med det i min familie. At tro på noget større end en selv var så atypisk for det, jeg voksede op i. 

Selv om jeg ikke bevidst dyrkede det spirituelle som barn, så var det noget, jeg mærkede allerede dengang. Mit første minde om en engel, der beroligede mig, kan jeg spole tilbage til, da jeg var cirka tre år gammel og lå i sengen og var bange.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg var bange for, men jeg havde brug for noget tryghed og trøst, og det fik jeg helt klart.”

Fornuftigt liv

Som barn prøvede Dorthe at fortælle sine forældre om sine mere spirituelle oplevelser, med det resultat at hun kun kom til at føle sig endnu mere anderledes og forkert. Så hun lukkede ned for alt det uforklarlige og skabte sig i stedet et liv, som i hvert fald udenpå så snusfornuftigt ud.

“Jeg har altid været meget tidligt på den. Jeg gik tidligt i byen og holdt tidligt op med at gå i byen igen. Jeg var meget selvstændig og købte hus som 17-årig. Jeg var ikke engang myndig, men kunne det, fordi jeg havde sparet op til udbetalingen. 

Jeg fik barn som 18-årig – planlagt – og havde min egen BabySam-forretning som 21-årig. Det har altid været min drivkraft at gøre en forskel.

Så kan man spørge, hvilken forskel en BabySam-butik gør? Jeg mener, at hvis du yder en god service og kan stå inde for dine produkter, så gør du en forskel. Men det, der gjorde mig allermest glad, var at se mine medarbejdere vokse. Det har altid været vigtigt for mig at behandle andre godt og kærligt.

Det har også altid fyldt for mig at støtte dem, der har det svært. Ikke økonomisk, men med et smil og en ligeværdighed.”

Ikke længere forkert

Efter 15 år som butiksejer følte Dorthe Juul ikke længere nogen glæde ved butikken. 

“Jeg var ikke glad og røg ind i en enorm krise, så jeg solgte forretningen. Jeg havde så travlt med at leve, som jeg troede, man skulle leve, og i det distancerede jeg mig mere og mere fra mig selv. 

Jeg kunne ikke længere mærke, hvem jeg var. Jeg kunne ikke mærke nogen glæde ved noget, men tænkte, at der da måtte være mere i livet end det.”

Hun fik et job i den finansielle sektor, hun startede som kontoransat, men inden længe var hun fagansvarlig for et team. Hun var glad for jobbet og for at få kollegaer, men stadig ikke rigtigt glad. 

Hun blev skilt og mødte sin nye mand, Bjarne, og selv om han ikke er den spirituelle type, så husker hun en meget stærk følelse af, at han skabte et rum til hende, som hun havde savnet.

“Han accepterede mig som mig, på en måde, jeg ikke havde tilladt mig selv, lige siden dengang jeg som barn begyndte at føle mig forkert. Jeg fortalte Bjarne om mine oplevelser som barn, og det var med til at åbne alle sluser og kickstarte min spirituelle udvikling.”

Dorthes råd til at vække dit spirituelle jeg

Træk vejret!

“Når vi trækker vejret, hiver vi vores energi og vores power hjem. Det er derfra, vi kan samle os, og det, vi møder andre med.”

Fokusér på det, du har

“Hvis vi fokuserer på det, der fungerer, så er det det, der kan vokse. Stop op og gør noget andet, når du ikke trives, ellers bliver du bare tilskuer til dit eget liv.”

Find modet frem

“Når den værste larm og frygt har lagt sig, og dit sind er stilnet, så find mod til at gå med det, du mærker inderst inde. Overgiv dig til din intuition.”

Møder du modstand...

“Så tænk på, at spiritualitet ikke er overtro, men en livsstil og tro for mennesker med en høj bevidsthed og lyst til at tage ansvar for deres egne liv.”

Et hul, en tomhed

“Det var ikke kun ren lykke, men også en turbulent tid. Jeg kom fra en maskulin verden, hvor der skulle kunne sættes to streger under alle facit, til at begynde at tillade mig selv at se og mærke den energi, som ikke ses med det blotte øje. 

Mine børn var ved at være voksne, og det efterlod mig med et hul, en tomhed, hvor jeg til min gru opdagede, at jeg ikke kunne mærke mine drømme og visioner mere. Men jeg havde en følelse af, at der måtte være noget mere. At livet måtte være mere end det.

Jeg tror, jeg var forbi en psykolog. Det har jeg i hvert fald været flere gange i mit liv, men jeg opsøgte også en håndlæser. Jeg husker stadig første gang hos hende. Hun sagde, at jeg om fem år ville sidde et helt andet sted.

Hun sagde ikke noget om, at jeg ville blive spirituel rådgiver, som jeg er det i dag, og det er for mig tegn på den intelligens, der er bag en håndlæsning eller clairvoyance. Jeg tror, vi får det at vide, som vi har brug for at få at vide – og ikke mere.

Hvis hun havde sagt til mig, at jeg ville komme til lave det, jeg laver i dag, så tror jeg, jeg ville have gjort alt for at kravle baglæns.

Jeg var stadig i den finansielle sektor på det tidspunkt og var bange for at blive udskilt som fluffy, og at det var noget hokuspokus. Jeg var bange for at åbne op for det i mig, som jeg havde skjult i så mange år. I dag hjælper jeg andre til at åbne for deres egne evner og stå stærkt i sig selv.”

Dorthe Juul fortæller om, at hun har åbnet op for sin spiritualitet
Dorthe mærkede det spirituelle allerede i barndommen. © Anne Kring

Otte år senere

I dag, otte år senere, er Dorthe Juul spirituel vejleder. Bag sig har hun mere end 40 ugers ophold på det meget anerkendte spirituelle college Arthur Findlay College uden for London. 

En skole, der udefra ligner Harry Potters magiske skole, Hogwarts. Og ser du bort fra tryllestave og mærkelige væsener, lugter meget af det, der foregår indenfor, også af magi. 

Her har Dorthe Juul blandt andet lært om og perfektioneret sin viden om og evner udi afdødekontakt, healing og trance. Begreber, der måske også minder dig om din ungdoms fascination af tv-programmet Åndernes magt?, legen Ånden i glasset og venindernes håbefulde besøg hos clairvoyante, hvor de spurgte til børn og kommende mænd.

Dorthe Juul forklarer om sit første ophold på Arthur Findlay College i 2012, hvor hun var 43 år, at det var resultatet af en indskydelse, hun fik ud af det blå. Med den viden om energier, hun besidder i dag, var det måske så ikke helt ude af det blå.

“Første gang på Arthur Findlay vidste jeg ikke rigtigt, om jeg var ved at blive skør, når vi sad og talte om guder og engle, og jeg kom lige fra regnskaber og tal. Det var en speciel oplevelse, men samtidig også lidt som at komme hjem. 

Energien var skøn, folk var glade og hjertelige, det var alle mulige forskellige mennesker: Advokater, læger, healere, skolelærere og bankfolk. Jeg tror, det, vi har til fælles, er et rådgivergen og et behov for og en evne til at formidle.”

Hvad er clairvoyance?

“Clairvoyance er klar-syn. Her kan du få svar på, hvad du er født med af potentiale, både det, du har i brug, og det, du ikke har i brug – endnu. Du vil få kastet lys på, hvilke blokeringer der kan være, og dine fremtidsmuligheder, hvis du tør.”

Nærvær og grundig oprydning

Hun forklarer om sig selv, at hun nok altid har følt og udstrålet en ro, og at hun gør det, fordi hun grundlæggende tror på, at alt nok skal løse sig.

“Og så er jeg blevet god til at være nærværende. Når jeg vælger at gå til en koncert eller en middag, er det på baggrund af helt bevidste valg, og så er jeg til stede i det, jeg dukker op til.

Mit motto er, at hvis jeg ikke er til stede i de ting, jeg takker ja til, så kan jeg lige så godt lade være. 

Det betyder også, at jeg har fået ryddet op i mange ting. Jeg har ryddet op i, hvem jeg bruger min tid på, og i overbevisninger om at føle mig udenfor eller anderledes og ikke god nok, temaer, som jeg har haft meget inde på livet. Det er en oprydning, jeg aldrig bliver færdig med, men hver gang nogen eller noget trigger mig, tager jeg fat i det og spørger: ‘Hvad er der lige her?’.

Jeg er lidt nørdet omkring det, for jeg synes faktisk, det er ret sjovt. Min modstand er jo skabt et sted, så jeg leder i minder og oplevelser og relationer.”

Dorthe Juul er spirituel
Dorthe har igennem sin spiritualitet lært at være mere rolig og nærværende.© Anne Kring

Fokus på energier 

Meget af det Dorthe Juul arbejder med under den spirituelle hat, er måske slet ikke så fremmed for selv de mest jordbundne af os mennesker. Intuition og overbevisninger.

“For mig handler det at være spirituel også om at være mig selv – fra min sjæls kerne af. At have en udviklet intuition og clairvoyante evner er udtryk for, at jeg lever inde fra mig selv af, hvor det med at føle, at jeg skal være på en bestemt måde, ikke længere larmer.”

Hun går altså med det, hun selv mærker, frem for at lægge låg på det. Hun forklarer, at hun er det, mange vil kalde sensitiv, men som hun selv omtaler som sansestærk.

“Jeg tænker på det som en intelligens, som mange af os har mistet bevidstheden om, fordi vi ikke anerkender det, vi føler, hvis vi ikke kan forklare det. Du kender nok følelsen af, at et menneske eller et rum kan ramme dig med en tung energi, eller fornemmelsen af, at du lige pludselig bliver ked af det uden grund? 

Forklaringen er, at når du ikke selv er helt grounded, tapper du nemt ind i andres energier. Jeg er blevet mere opmærksom på, hvad jeg bruger min energi på. Og jeg har fået et mere værdifuldt liv, fordi jeg tænker på det, jeg laver, som min egen sjæls vækst.”

En mission 

“Når jeg er i læringer i livet eller har udfordringer, søger jeg altid efter, hvad meningen er med det. Nogle gange tillader jeg mig selv at sige, at jeg ikke kan se meningen med det, men det skal jeg måske heller ikke.

Min mand har kræft, og det er der ikke nogen, der skal komme og sige, at der er en mening med. Til gengæld er det rigtigt rart at tro på reinkarnation. Altså på flere liv. Og jeg er ikke i tvivl, for jeg har været tilbage i mine egne tidligere liv, og da jeg mødte Bjarne, havde jeg en følelse af, at vi var forbundet på et langt dybere plan.

Jeg tror på, vi har nogle læringer med, når vi bliver født på jorden, og at vi har en mission med hvert liv, vi er her.

Min mission er at hjælpe folk til at hvile i sig selv – i deres eget lys og deres egen spiritualitet – uden frygt. Når vi tapper ind i frygt, kan vi ikke samtidig være i kærlighed. Jeg tror på, at der er brug for, at vi slipper det pres, mange af os føler, så vi kommer i flow, men vi er nødt til at starte med os selv, starte med at give os selv kærligheden.”

Hvad skal jeg med spirituel rådgivning?

“Kombinerer du clairvoyance med coaching, kommer du et spadestik dybere, og du vil se din livsvej fra en spirituel vinkel. Du vil mærke, hvilken vej du skal gå, og få redskaber med. Du vil mærke en større ro, klarhed og retning.”

Amerikanske Eileen

Dorte Juul har især arbejdet kærligt med mange af sine gamle overbevisninger. Som et eksempel fortæller hun om sin medstuderende Eileen, der i den grad triggede hende.

“Det var helt i starten på Arthur Findlay, hvor det stadig var meget grænseoverskridende for mig at skulle fremlægge fra en scene – på engelsk. Jeg var helt ude af min comfort zone, så hver gang de spurgte, hvem der ville være den næste, så sad jeg på mine hænder, så jeg ikke kunne række hånden op.

Men så var der amerikanske Eileen, som med store armbevægelser altid meldte sig til at være den næste. Hun irriterede mig. Indtil det gik op for mig, at det var mig, der var dum, for hun var ikke bange for at fejle. Og hvis ikke man kan fejle på et uddannelsessted, hvor kan man så fejle? 

Jeg besluttede mig for, at jeg ville lure hende af, så da jeg tog hjem fra endnu et ophold, hvor jeg havde siddet på mine hænder, arbejdede jeg målrettet mod, at på næste ophold ville jeg være den første, der rakte hånden op og meldte mig frivilligt.”

Op på scenen

“Efter et par måneder var jeg på Arthur Findlay igen. Og hvem var den første, jeg mødte? Det var selvfølgelig Eileen. Det var rædselsfuldt. Da jeg trådte ind på den lokale café, sad hun der og sagde selvfølgelig: ‘Hvor er det dejligt at se dig. Kom og sæt dig her’.

Jeg kogte indeni. Hun var så sød og hjertelig og ramte virkelig mine skyggesider. Hun vidste ikke, at hun havde været min lektie i fire måneder. Det ved hun i dag, så derfor kan jeg fortælle det. Men det, der skete, var jo, at jeg lærte hende at kende. Og så var det jo pludselig noget andet.

Hun er gammel balletdanser og har lært, at vil hun frem i livet, så må hun stå forrest. Jeg kom op på scenen. Ikke som den allerførste, men jeg kom op. På den måde arbejder jeg med tingene.”

Afdødekontakt...

“Er mellem dig og en afdød bekendt. Med et medie som formidler af de budskaber, der går frem og tilbage mellem de to verdener. Når vi mærker energien fra en af vores kære, som er gået over på den anden side, ændrer og forstørrer det vores perspektiv på livet.”

Et liv i balance

“Jeg forsøger altid at være i balance, og kommer jeg ud af den, ved jeg, hvad jeg skal gøre. Det er ikke sådan, at jeg har en masse ritualer, men jeg mediterer næsten hver dag og prøver også at give mig selv den næring og pleje, som jeg har brug for indvendigt og udvendigt. Aj, hvor lyder det helligt. Jeg elsker også kage!!! Og nydelse!”

I dag lever hun intuitivt. Får hun følelsen af, at noget er det rigtige at gøre, uanset om det rationelt giver mening eller ej, så går hun efter det. Så gør hun det.

“Jeg har en enorm tiltro til, at alting er helt, som det skal være, og at vi har alle svarene inde i os selv. Alle de reaktioner, vi får rent kropsligt, er budskaber til os. Kroppen er en intelligens og en energi, som taler til os.

Der er budskaber i frygt og tårer og i smerterne i halsen, som måske er udtryk for, at vi ikke får talt vores sandhed. Magien er der, vi ser den bare ikke. Jeg tror på, at vi kan skabe os det liv, vi ønsker os, hvis vi lytter og handler på det, vi hører og mærker. Og selvfølgelig vil vi stadig opleve udfordringer, men det er det, der får os til at vokse.”

Hvad mangler du at lære?

“Meget! Og det er fantastisk, jeg elsker at lære, at bygge på, at undres og at være nysgerrig. Jeg har erfaret, at der er et ordsprog, der hedder: ‘Jo mere jeg lærer, jo mindre ved jeg’. Og det er jo sandt!”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 2. juli 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...