Dit barn har en psykisk lidelse – slip din skyld med disse 7 råd

Når vores børn vælter, går der ofte en kamp i gang for at hjælpe dem. Og måske også en kamp med dig selv om en følelse af skyld og skam og utilstrækkelighed? For hvorfor så du det ikke før, hvorfor så du det slet ikke, eller hvorfor så du det ikke, som det var og er?

1. Husk din vanlige hverdag

“Som forældre til et barn, der bliver ramt af en psykisk lidelse, er I også ramt. Hele familien er ramt. Den psykiske lidelse kan hurtigt komme til at overtage familieliv og hverdag, når et barn bliver ramt. Det risikerer at blive altopslugende, hvilket er klart, for man sætter alt ind som forældre.

Men det er essentielt for familiens samhørighed og relationer internt, at I husker livet uden for barnets mistrivsel eller sygdom. I er også mennesker med venner, arbejde, sport og interesser, ikke alt handler om sygdom,” siger Cecilie Elmira Sørensen, som er psy­kologfaglig rådgiver hos Bedre Psykiatri, hvor hun taler med for­ældre til børn og unge med blandt andet angst, depression, autisme og ADHD.

2. Sænk dit ambitionsniveau

“Sænk forventningerne til dig selv i en periode. At dit barn har det svært er et livsvilkår lige nu og forhåbentlig ikke noget, du skal kæmpe med resten af livet. Men lige nu har du ikke samme overskud til at jonglere arbejde, socialt liv, aftaler og venner.

Selv om du skal forsøge at holde fast i det, du kan, er det også o.k. at sige, at det er på et andet niveau end tidligere,” siger Cecilie Elmira Sørensen.

3. Hold fast i håbet

“Forældre til børn, som har det skidt, er ofte i konstant alarmbered­skab. Mange kører på adrenalin, fordi de er opmærksomme på alt omkring barnet og dets reaktioner. Men kører du i højt gear konstant, bliver du drænet, og så er det svært at være det, vi kalder 'håbets bærer'. Det er nemlig dig som forælder, der må bære det håb, som dit barn ikke magter.

Brænder du ud, bliver det sværere at se håbet og de små fremskridt, og du får ikke øje på de gode dage, der måske også er. Des mere drænet og belastet du er, des sværere er det at mestre det svære og holde fast i motivationen og håbet om, at i morgen kan blive en god dag,” siger Cecilie Elmira Sørensen. 

4. Giv sorgen plads

“Samtidig med at I forældre bliver ramt på forældreevnen, skal I også deale med, at jeres barn eller unge har det svært, og med bekym­ringen over, hvilken betydning det får i fremtiden. Det bliver meget stort, fordi det handler om et barn og dets udvikling.

Bliver alle drømme og håb nu bragt i fare? Den sorg tager tid at bearbejde, og det tager tid for den at finde sin plads. Samtidig er det hele så uforudsigeligt, og det kan komme til at stå på i lang tid. Tag samtalerne om, hvad I gør for ikke at knække nakken undervejs,” råder Cecilie Elmira Sørensen.

5. Tal højt om din skyldfølelse

“Skyld og skam fylder meget hos forældre til børn med psykiske lidelser og diagnoser. Som mennesker søger vi forklaringer på, hvor­ for ting sker. Når forældre ikke kan finde en forklaring, hvilket de sjældent kan, fordi det ofte er komplekst og et samspil af mange for­skellige ting, så har de sværere ved at håndtere det.

I vores søgen efter årsager kommer mange til at vende det indad. Hvad kunne vi have gjort anderledes? Var der signaler, vi overså? Kan det skyldes de valg og fravalg, vi traf i vores barns opvækst?

Historisk set har man placeret netop skyld for psykisk sygdom hos forældrene. Det må jo være, fordi de har gjort noget galt i opvæksten.

Men forskningen viser os noget andet om årsagerne til psykisk syg­dom. Der er så mange andre ting end forældreskabet, der kan spille ind og være udslagsgivende for, om et barn bliver ramt. Der er bare stadig en tendens til at pege fingre ad forældrene på en måde, som aldrig sker, hvis dit barn for eksempel får kræft eller brækker et ben.

Umiddelbart kan det virke nemmere at vende forklaringen på dit barns mistrivsel indad for at gøre det nemmere at bære. Men konse­kvensen er, at selvbebrejdelserne kan blive altopslugende. Skyld og skam er nogle af de tungeste følelser at gå med, og derfor bør du bearbejde dem.

Italesætter du ikke din følelse af skyld, risikerer den at bygge sig større og større, og du får ikke muligheden for at reflektere over skyldsspørgsmålet. For er der reel sammenhæng mellem det, du føler, du har ansvar for, og realiteterne? Når du siger det højt, er det nem­ mere at se, hvor meget, eller nærmere lidt, du reelt har indflydelse på det, der er sket. I de fleste tilfælde kunne forældre ikke have gjort ret meget anderledes,” siger Cecilie Elmira Sørensen. 

6. Parkér din skyld

“Der er desværre ingen magisk formel på, hvordan du giver slip på skylden. Det er en proces og et arbejde med dig selv og de tanke­mønstre, du agerer ud fra. Hvis du er tynget af skyld og skam, kan du skrive det ned.

Spørg dig selv: Hvilke tanker har jeg i hvilke specifikke situationer? Hvor føler jeg skyld? Hvorfor føler jeg det? Se så på, hvad der egent­lig er din rolle og dit ansvar, og hvordan den her skyld så passer ind. Gå konstruktivt til opgaven, og se på, hvad du kan tage med videre. Og hvad der faktisk ikke giver mening, fordi det ligger uden for din indflydelse. Det vil du måske skulle gøre ad nogle omgange, og det kan også være en idé at tale med nogen i processen.

Nogle gange vil det være nødvendigt at få en fagperson indover. Skyld kan nemlig være et benspænd for, hvordan du agerer fremover. I relation til dig selv, men også til dit barn og andre omkring dig. Og det kan godt være, at skylden er reel nok, men så må du acceptere og parkere den, så du kan bruge din energi på det rigtige,” siger Cecilie Elmira Sørensen.

7. Opsøg andre i samme situation

“Mange forældre til ramte børn går rundt med følelsen af at være alene og stigmatiserede og ikke kunne tale højt om det, de går igennem. De føler sig unormale, og at de ikke slår til som forældre og mennesker.

Vores erfaring er, at de fleste forældre har gavn af at mødes med andre i samme situation. Sammen skaber de et rum, hvor de får luft. De oplever, at det, de siger, bliver modtaget med genkendelse, og at de kan spejle sig i andre, som har en dyb forståelse af det, de sidder med. Det kan give en oplevelse af normalisering af ellers ‘forbudte’ følelser som skyld og skam.

Det at have et rum, hvor du kan sige højt, at du tror, at det er din skyld, og at det, du er i lige nu, er så ufatteligt svært, og måske også, at du har det svært med dit barn, kan virke meget forløsende.

Det at have nogen at føle sig forbundet til er et basalt behov. Det gør det nemmere, når det er svært. For selv om de andre for­ældre måske ikke står med de helt samme udfordringer, så deler de følelserne,” slutter Cecilie Elmira Sørensen.