Moden kvinde strækker ud efter en løbetur
Motivationen er måske gemt ret langt væk. Men det skal være slut nu! © Getty Images

Vil du leve sundere? Her er 7 simple ting, du kan gøre for at hjælpe motivationen på vej

Uanset hvor fjernt motivationen ligger, så er den altså mulig at finde frem. Prøv bare de her 7 simple ting, og vupti, din sunde livsstil er skudt igang!

17. september 2019 af Michelle Andersen

Du ved jo godt, at den sunde livsstil er vejen frem. Alligevel ligger motivationen måske på et (meget!) fjernt sted sammen med alle de andre ting, du ved, at du BURDE gøre... 

Og det kan vi ærlig talt godt forstå! Heldigvis behøver det slet ikke at være så besværligt at indføre bare en smule mere sundhed i din hverdag. Prøv selv disse syv ting, som med garanti vil motivere dig til at leve sundere. Og hvem ved, måske du faktisk ender med at blive helt bidt af det der sundhed?

1. Lav en madplan

Der er mange ting, som skal gå op i en højere enhed, når du både jonglerer med et job, unger, mand, fritidsinteresser, og hvad du ellers beskæftiger dig med. Og netop derfor ender aftensmaden måske ofte med at bestå af hakkebøffer, pasta med kødsovs eller noget andet uinspirerende. 

Din løsning er en madplan! Hvad end du lader familien få indflydelse eller laver den selv, så vil den gavne dig hele ugen. Det er nemlig langt nemmere at spise sundt og varieret, når det er planlagt på forhånd. Slut med usunde impulskøb og nødløsninger! 

Moden kvinde køber grøntsager i et supermarked
Med en madplan undgår du usunde impulskøb i supermarkedet. © Getty Images

2. Hav altid sunde snacks med på farten

Du kender med garanti den der (lidt irriterende) lækkersult, der sniger sig ind på dig i løbet af eftermiddagen...

Hvis du sørger for altid at have en form for sund snack med dig, så er det altså meget nemmere at modstå fristelsen til at snuppe en chokoladebar eller andet, som sender dit blodsukker til vejrs i en fart. Æbler, fuldkornskiks og nødder er blandt de sunde snacks, som er geniale at have med i tasken!  

Moden kvinde spiser et æble, mens hun er på arbejde
Tag en sund snack med i tasken, inden du tager hjemmefra. © Getty Images

3. Invester i et aktivitetsur

Det bliver lidt sjovere at leve sundt, når du kan holde øje med, hvor god du egentlig er ved din krop. Et aktivitetsur kan blandt andet fortælle dig, hvor mange skridt du tager, hvor mange kalorier du forbrænder, hvordan din puls er, hvor længe du sover, og om din søvn er let eller dyb

Bedst af alt kan uret måske motivere dig til mere motion og en sundere hverdag. For det er altså ret fedt at slå sine egne rekorder og holde styr på resultaterne i et ur! 

De fleste ure kan kobles til din smartphone, så du hver dag kan følge med i dine resultater. 

Moden kvinde dyrker motion med et aktivitetsur
Uret motiverer dig til at opnå gode resultater! © Getty Images

4. Find en træningsmakker 

Uanset om det drejer sig om en gåtur, en cykeltur, en løbetur eller måske en tur i det lokale fitnesscenter, så er det simpelthen bare meget lettere at komme afsted, hvis du har en aftale med en træningsmakker. Så kan dårlige undskyldninger bare komme an! 

Som bonus får du tilfredsstillet dit sociale behov, mens du dyrker motion. Smart! 

To modne kvinder træner løb sammen.
Slut med dårlige undskyldninger! Du har en aftale med din træningsmakker. © Getty Images

5. Skriv dine mål ned

Uanset om målet er at smide et bestemt antal kilo, forbedre din kondition, kunne løbe fem kilometer eller noget helt fjerde, så kan det være en kæmpe motivation at skrive det ned! 

Hæng eventuelt dine mål op på køleskabet, opslagstavlen eller et spejl, så du konstant bliver mindet om dem. Og husk så lige, at intet mål er for stort eller småt til at blive skrevet ned! 

Kvinde skriver i en notesbog
Sæt ord på dine mål og bliv ved med at minde dig selv om, hvad du vil opnå! © Getty Images

6. Forkæl dig selv med lækkert træningsgear

Vi kan ikke komme udenom, at det er lidt mere spændende at hoppe i træningstøjet, hvis det er nyt og lækkert – og sidder godt! Forkæl dig selv med nyt gear, gode sko og lækkert træningstøj en gang imellem – det vil få motivationen til at dyrke motion til stige gevaldigt! 

Moden kvinde gør klar til at løbe en tur
Lidt lækkert gear kan altså skrue meget op for motivationen!© Getty Images

7. Lov dig selv en belønning

For de fleste af os kan det altså gøre noget rigtig godt for motivationen, hvis vi ved, at der venter noget godt på den anden side. 

Så giv dig selv den taske, den forkælelsesdag, de par støvler eller hvad du end går og drømmer om, når du har nået dine (del-)mål. Du er sej, og du fortjener det! 

Moden kvinde løber i skoven
Når det er ekstra hårdt at holde den slanke linje, så tænk på det gode, du har i vente. © Getty Images

Du vil (garanteret) også kunne lide