De har båret dig hele dit liv, og nu kan dine fødder godt give lidt igen ved at blive stivere og ømmere. Men heldigvis ikke mere, end at du kan løse det med et par øvelser og lidt omsorg.
Din 40+ udfordring:
Måske mærker du nu, at dine fødder skal bære på lidt ekstra vægt, at de har tilbagelagt en del kilometer i et par løbesko, eller at du har stået meget op på jobbet. Alt sammen belastninger, som samlet set bliver en større byrde med årene. Hvilket er helt naturligt.
Hele din krops belastning har jo hvilet på dine fødder i mere end 40 år, og set i det lys er det ikke så underligt, at de indimellem føles ømme og tunge.
Samtidig skal du vide, at fødderne på samme måde som kroppen i øvrigt bliver stivere med alderen.
Derfor er det klogt at give dine fødder lidt ekstra opmærksomhed og holde gang i deres naturlige bevægelser. Du skal så at sige blive ved med at gå dem til.
Yogalærer og sundhedsblogger Vibeke Lugg fra Hi Yoga giver dig her 3 øvelser, der bevæger dine fødder.

Øvelse 1: Styrker dine tæer
Sådan:
Denne todelte øvelse kaldes også et tåstræk. Sæt dig først på hug med hælene i gulvet.
Rul lidt frem på tæerne og ned på hælene igen. Sæt dig nu ned med bagdelen på hælene, og bøj godt i dine tåled. Hvis det ikke er muligt, kan du løfte bagdelen op, og stå på knæ.
Bliv der er par minutter. Tag en pause, og gør det hele igen.
Så tit:
Gerne dagligt eller mindst 3 gange om ugen.

Øvelse 2: Giver dig bedre kontrol over dine fødder
Sådan:
Dette er en light-version af hundestrækket. Stil dig på alle fire. Tæerne skal være under dig, og stræk så roligt dine knæ og dine ben. Når du har strakt benene så meget, du kan, løfter du tæerne fra gulvet. Rul roligt over foden, og løft hælen fra gulvet.
Bøj i et knæ ad gangen, og sæt skiftevis den ene og den anden hæl i gulvet som en lille pause. Dette er godt for hele kroppen.
Bonus: Du styrker samtidig dine arme og skuldre!
Så tit:
2-3 gange om ugen.

Øvelse 3: Afslapper dine fødder
Sådan:
Sæt dig i skrædderstilling eller på en stol. Kom en klat fed creme eller olie i dine hænder.
Tag en fod ad gangen, og massér den med runde bevægelser. Tag gerne læggen med.
Brug tid på at massere din fodsål. Og undersøg, om foden er øm, om huden er tør, og hvad der føles godt.
Prøv, om du kan føle taknemmelighed for dine fødder og dine ben, og nyd at bruge tiden på dig selv.
Tag strømper på, når du er færdig, så cremen eller olien kan få tid til at trænge ind.
Så tit:
1 gang om ugen.
Artiklen blev første gang bragt i Magasinet Liv nr. 75.