
Bonnie Hall (52)
- bor i Søborg med sønnen Seamus på 15 år og katten Sushi. Den ældste søn, Mingus på 18 år, bor på kollegium.
- er havedesigner. Er oprindeligt jurist med en uddannelse i statskundskab og jura.
- Se flere billeder fra Bonnies have på Instagram @rum_i_haven, og læs mere om Bonnies design på Bonniehall.dk.
1. Stram struktur
"Hvis du har en stram grundstruktur i haven, kan du godt have nogle ret vilde bede, uden at det samlede udtryk bliver rodet, selv om man har en lille have. Det er grundtanken bag designet i min have," siger Bonnie Hall.
2. Gentagelser
“Arbejd med gentagelser af de samme planter, plantet i små grupper. Det kan være gentagelser både i det enkelte bed og på tværs af bede for at skabe sammenhæng i haven.”3. Blomstringsperioder
“Sammensæt planter med forskellige blomstringsperioder for at få en lang blomstring i de forskellige bede. Påskeklokke, som på latin hedder helleborus, blomstrer for eksempel i det tidlige forår og har en fin bladstruktur resten af året.”

4. Tæthed
“Plant tæt. Ved at sætte dine planter tæt sammen, får du hurtigere et frodigt bed. Samtidig holder du ukrudt nede i haven.”
5. Bunddække
“Brug bunddækkeplanter. De sørger for at skygge en del af ukrudtet væk, så du ikke skal luge så meget, som hvis du havde bar jord mellem planterne.”
6. Stedsegrønt
“Brug stedsegrønne planter. Så kan bedene også noget om vinteren. Det kan være bregner. De passer sig selv, og de er altid pæne. Du kan skrue op for det grønne og ned for det blomstrende eller omvendt, afhængigt af din smag.”
7. Byg en pergola
“Byg en pergola. Eller to. Det giver nemlig hurtigt højde og rumfornemmelse og god skygge i haven.”

8. Tænk i forskellig højde
“Plant mange træer, og sæt dem ikke kun i kanten af haven. Træer kan placeres strategisk for at lukke af for udsyn til naboer og giver også en god rumfornemmelse.”9. Klip i former
“Formklippede hække fungerer eminent som afgrænsning og rumdelere. Og så giver de også struktur til haven om vinteren.”
10. Brug midten af haven
“Flyt elementer ind i midten af haven, som har noget højde: Træer, buske, drivhus eller andre bygninger. Eller en pergola! Så skaber det lige pludselig nogle muligheder for rum omkring sig.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i april, 2023.