Kvinde på badebro
Stine Kvistgaard (42) opfordrer til at dagdrømme noget mere.© Kåre Viemose

Få mere selvkærlighed i din hverdag

Vi behøver ikke så mange ydre stimuli for at blive lykkelige, mener Stine Kvistgaard, der er spirituel mentor. Hun henter power og glæde inde i sig selv gennem små ritualer og en tro på, at vi mennesker er magiske væsener.

20. september 2021 af Karen Greve

Hvornår fik du brug for selvkærlighed i dit liv?

“Da jeg fik mit første barn, havde jeg arbejdet i reklamebranchen. Det var hu-hej, fart på hele tiden. Men som mor fik jeg efterhånden brug for flere åndehuller og begyndte at meditere. 

Min anden datter fik i en periode natteangst, og i starten gjorde det mig frustreret og stresset, at jeg ikke kunne berolige hende, indtil jeg fandt ud af, at jeg ved at regulere mine egne følelser og finde ind til et sted, hvor jeg havde ro, kunne hjælpe min datter til at falde i søvn. Jeg blev overrasket over, hvor forbundne vi er. Ved at finde min hjertekontakt kunne jeg mærke kærlighed, og det kunne min datter også. 

Jeg begyndte at tænke på det, som om vi mennesker har et helt musikbibliotek af følelser indeni. Vi kender dem alle, og det gælder så om at finde de rigtige toner frem og trykke på dem, så kan vi påvirke vores følelser i en bestemt retning. De fleste mennesker søger nok inspiration og stimuli udefra, jeg er mere optaget af, hvad vi har indeni.”

Hvordan gør du til hverdag?

“Jeg har små ritualer, der hjælper mig med at holde fokus. Det kan for eksempel være, at jeg starter min dag med en øvelse, som jeg kalder: ‘Sæt min intention‘. Jeg tager en beslutning om, at jeg vil se verden gennem et bestemt filter, hvor jeg hele tiden har fokus på at skabe magi i de sekvenser, dagen består af. 

Første element er morgenmad, så hvad gør jeg for at få den sekvens til at blive så magisk som muligt? Skal jeg lytte til musik? Smage ekstra på kaffen? Dagens næste element er måske mit morgenbad. Hvor består magien i det? Det handler om at være bevidst i alle de sekvenser, dagen består af, for der er så mange enkle ting, vi kan gøre for at føle os mere kærlige og fulde af energi.

“Jeg har også andre ritualer, der er knap så enkle, hvor jeg for eksempel bruger de fire elementer: Ild, vand, jord og luft. Hvis jeg i en periode har været anspændt, gælder det måske om at bruge vandelementet til at give slip. Måske skal jeg meditere ved vandet eller lytte til vandets rytme? Måske skal jeg helt konkret sende et blad med strømmen som symbol på det, jeg vil slippe?”

Kvinde i vandkanten på stranden.
At lytte til vandets rytme kan hjælpe os til give slip på nogle tanker.© Kåre Viemose

Hvilken oplevelse glemmer du aldrig?

“På et tidspunkt holdt jeg et retreat i Spanien, hvor jeg faldt og slog hovedet. Jeg fik en hjernerystelse, og det var en af de langvarige, hvor alt lys og alle lyde påvirkede mig. Jeg lå flere uger i mørke i soveværelset og kæmpede med mine tanker. Hvordan skal det her gå? Hvordan skal jeg være en god mor for mine børn på den her måde? 

Den slags tanker overvældede mig. Lige indtil jeg begyndte at overgive mig og acceptere min situation. Og jo mere jeg slap, jo bedre fik jeg det. En dag fik jeg pludselig en følelse af at blive lyst op indefra, fra fødderne og hele vejen op gennem kroppen. Det var en stærk oplevelse, som blev afsæt til at skrive min bog, som hedder Lyslevende.” 

3 råd om hverdagseventyr fra Stine Kvistgaard

  • “Vær bevidst om, hvilken dag du gerne vil skabe. Tænk i små segmenter som morgenbad og madpakker.”
  • “Lyt til alle de impulser, du får i løbet af dagen. Vi får alle impulser, vi lytter bare ikke, fordi vi har travlt. Men hvis du får en impuls til at stoppe ved en solgul mark på vejen hjem, så lyt og gør det.”
  • “Dyrk dine indre eventyr. Vi kunne alle dagdrømme som teenagere, mens vi trykkede næsen flad mod en bilrude. Når vi gør det, hæver det vores humør, og det er første skridt til at manifestere vores drømme.” 
Find flere råd til gode hverdagsritualer fra Stine Kvistgaard her.

Hvad giver det dig at tro på magien indeni?

“Jeg føler mig mere levende og til stede i nuet. Jeg er mere nærværende over for mine børn og har en følelse af selv at kunne mestre mit liv. Til forskel fra tidligere, hvor jeg forsøgte at løbe fra, at jeg er sensitiv, så lytter jeg i dag til min indre guide. Jeg føler mig forbundet til min sjæl og er ikke længere bare et hoved. De små åndehuller i løbet af dagen udvider tiden og giver mig overskud, fordi jeg har mig selv med i det hele. Jeg har altid indre eventyr, og på den måde bliver hverdagene aldrig til ren leverpostej længere.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 26 august 2021.

Stine Kvistgaard (42)

  • er selvstændig coach og spirituel mentor på Stinekvistgaard.com og forfatter til bogen Lyslevende – 25 selvkærlige ritualer til livsmestring og hverdagsmagi.

  • er gift og mor til Kamille på 11 og Vilde på 9 år. 

Du vil (garanteret) også kunne lide