© Getty Images

Din mave kan drille i overgangsalderen – 4 typiske problemer

Har du en mave, der hæver, rumler eller smerter? I overgangsalderen kan din fordøjelse drille lidt ekstra. Få forklaringen og de gode råd her.

12. december 2022 af Gitte Høj

Kønshormoner understøtter og fremmer processerne i fordøjelsessystemet, og efter­som niveauet af østrogen og progesteron svinger og falder med alderen, indvirker det på arbejdsvilkårene i systemet.

En del kvinder udvikler fordøjelses­problemer i og omkring overgangsalderen og er udfordret med oppustet mave, mave­kneb, forstoppelse eller lignende. Et fald i østrogen får eksempelvis niveauet af korti­sol til at stige, og det kan påvirke mave­syren og sænke fordøjelsesprocessen. Det betyder, at det kan tage længere tid for maden at blive nedbrudt, og det kan give udfordringer som oppustet mave, diarré eller forstoppelse. 

Sådan tager du hånd om de fire mest typiske problemer med fordøjelsen.

1. Du er ramt af forstoppelse

Er din mave oppustet og lidt hård, samtidig med at du ikke rigtigt kommer på toilet­tet, er det formentlig udtryk for en forstoppelse.

Ofte handler en forstoppelse om, at din peristaltik er blevet sløv. Peristaltik er bevægelserne i tarmens muskulatur, som hjælper afføringen fra tyndtarm til tyktarm og efterfølgende til endetarm. Det er simpelthen de bevægelser, der sørger for, at du kommer af med dit affald.

Forstoppelse kan give dig ondt i maven og utilpashed, fordi både afføring og luft samler sig i tarmene. 

Løsninger ved forstoppelse

Forklaringen på din forstoppelse kan være ydre omstændigheder som for eksempel din livsstil, hvor du er inaktiv og generelt spiser en fiberfattig kost.

Det kan også være, at du kommer for uregelmæssigt på toilettet og drikker for lidt vand. Derfor er det også her, du skal tage fat:

  • Bevægelse: Bevæg dig hver eneste dag. Rejs dig, og gå en tur i den glade maves tjeneste! Det øger blodtilførslen til tarmene og sætter gang i tarmenes bevægelser.

  • Kost: Det samme gør en grov og fiberrig kost med fuldkorn og masser af grøntsager. Mere rugbrød, flere havregryn, mere kål, flere bær. Og husk, at svesker både er supersunde og gode for en velfungerende fordøjelse.

  • På toilettet: Vær konsekvent med at gå på toilettet, når trangen melder sig, uanset om du er hjemme eller ej. Regelmæssige toiletbesøg er så vigtige for en velfungerende fordøjelse. 

Obs på hæmorider

Hæmorider opstår som regel, hvis du har døjet med forstoppelse gennem en længere periode. Hæmorider sidder ofte lige ved endetarmsåbningen og kan give både smerter, kløe og blødninger. Det er ufarligt og kan behandles. Rådfør dig hos lægen eller på apoteket.

2. Du har diarré

Har du ondt i maven, måske mavekramper og en lidt for flydende afføring, er der sandsynligvis tale om diarré.

En maveinfektion kan komme ret pludseligt og skyldes, at du har spist noget, du ikke kan tåle, og skyldes overordnet en bakterie eller en virus. Diarré er udtryk for, at kroppen forsø­ger at komme af med noget uønsket. Når det er sket, vil denne tilstand også typisk forsvinde igen. Søg altid læge, hvis du også har blod i din afføring eller høj feber.

Diarré kan også komme i kølvandet på en antibiotikakur. 

Løsninger ved diarré

De fleste infektioner går over af sig selv. Og  gør de ikke det, skal du kontakte lægen.

  • Væske: Dit mest gavnlige greb er, at du nu stiller skarpt på at få væske nok. Rigeligt med væske. For du mister jo også en masse væske.

  • Ikke cola: Ved at drikke salt­ og sukker­ holdige drikke kan du erstatte nogle af de tabte salte. Fortynd eksempelvis juice med vand. Det er en myte, at cola kurerer diarré, cola kan faktisk omvendt forværre diarré.

  • Surmælksprodukter: Giv din tarmflora et skub i den rigtige retning med sur­ mælksprodukter. A38, cultura og aci­dophilus­tykmælk er gode produkter mod diarré, idet de kan styrke og understøtte den sunde og naturlige bakterieflora i tarmen og samtidig er milde mod maven. 

Er du en af dem, der helst kun vil på toilettet derhjemme? Det hjælper ikke din fordøjelse.
Er du en af dem, der helst kun vil på toilettet derhjemme? Det hjælper ikke din fordøjelse.© Getty Images

3. Din mave reagerer på stress

Ja, stress kan også gå i maven! Det vil du kunne mærke som eksempelvis mavekramper, ondt i maven, opkast, forstoppelse eller diarré.

Stress er særligt slemt for maven, fordi stress sænker produktionen af bugspyt og galde, som er væsentlige for at kunne nedbryde maden, og det kan medføre forstoppelse.

En mere akut stress medfører typisk diarré.

Løsninger på mavestress

Der er ingen tvivl om, at stress påvirker din fordøjelse. Hvis du er i en periode, hvor du er særligt presset eller for eksempel bliver ramt af en depression, kan dette for­ stærke de små eller større udfordringer, som du måske i forvejen har med din fordøjelse.

  • Dit tempo: Er der for meget fart på? Du må finde årsagen, hvis du føler dig stresset. Vend dig mod mennesker, der kender dig rigtigt godt, og få talt ud om dit pres. Find sammen ud af, hvad der kan gøres anderledes. Du må handle på din situation og dine fornemmelser. Også i kroppen. 

  • Dine vaner: Kig på dine vaner. Tjek din nattesøvn. Sover du for lidt eller for dårligt? Mangler du søvn, spiser du for hurtigt eller for uregelmæssigt? Regelmæssighed og sunde vaner betyder meget. Også for maven.

  • Bevægelse: Det er smart at vide, at motion kan virke afstressende på kroppen og dermed også befordrende for din fordøjelse. Kan du række ud til familie eller veninder og lave aftaler om motion i hverdagen? Kan du trække noget transport­ motion ind i din hverdag?


4. Din tyktarm er irriteret

Er din mave oppustet, føler du ubehag, har du mavesmerter og vekslende afføring, kan du have irriteret tyktarm. Et af kendetegnene på irritabel tyktarm er blandt andet, at du veksler mellem at have forstoppelse og tynd mave. 

Tynd mave kan dække over, at du i virkeligheden har en forstoppelse, som sidder højere oppe i tarmen, men der er stadigvæk tale om en irritabel tyk­ tarm. Du kan være plaget af meget luft i maven, træthed og influenzalignende symptomer, hvor du føler dig utilpas.

Man kender ikke den specifikke årsag til irritabel tyktarm. Dog har man en mistanke om, at det kan opstå på baggrund af dagskost med for få fibre og for meget fedt og sukker. Stress og andre former for psykisk belastning kan muligvis forværre symptomerne. 

  • Grøntsager: Gå grassat i grøntsager. På den måde tilfører du de kostfibre, som de gode tarmbakterier elsker. Få etableret nogle grønne hverdagsvaner. Beslut for eksempel, at dine snacks fremover er grønne, og forbered dem, så de ligger klar på køl i bokse.

  • Probiotiske bakterier: Hytteost, tykmælk, kefir, surkål og syltede agurker er fermenterede fødevarer, som indeholder probiotiske bak­terier af samme slags, som holder til i tarmen. De styrker bakteriesamfundet og hæmmer de uønskede bakterier.

  • Pas på luft: Hold munden lukket, når du tygger. Når vi har for travlt, kaster vi ofte maden ind, og der ryger en masse luft med. Den for­stærker din oppustethed og dit ubehag i maven.

  • Pas på sødestoffer: Vær opmærksom på, at visse sødestoffer som eksempelvis sorbitol og xylitol giver luft i maven. De findes ofte i sukkerfrit slik og tyggegummi.

  • Low fodmap-diæt: Hvis du oplever meget luft i maven, kan du overveje at afprøve Low FODMAP­diæten. Se mere herunder.

Low FODMAP diæt

Fodmap er et akronym, som står for: F = Fermentérbare kulhydrater, O = Oligosakkarider (kulhydrater på kædeform), D = Disakkarider (kulhydrater på sukkerform), M = Monosakkarider (kulhydrater af minimal størrelse), A = And og P = Polyoler (sukkeralkoholer). 

Low fodmap­diæten går ud på, at du undgår en række forskellige kulhydrater, som ligger og gærer i tarmene, så indholdet nærmest bliver til en slags kompost. Det er sukker­ alkoholer, fruktose og laktose og i mindre grad også fruktaner, som typisk skaber ballade. 

Pointen med Low fodmap­diæten er, at man langsomt genintroducerer udelukkede madvarer en for en med det formål at blive klog på, om og i hvor store mængder man tåler dem. 

Kilder: Videnskab.dk, Magtfulde mikrober af Oluf Borbye Pedersen, Tarme i topform af Irene Brøndum med flere, Elsk din (overgangs)alder af Lone Gjørtsvang og Gitte Høj

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i november, 2022.

Du vil (garanteret) også kunne lide