Vi kvinder føler os generelt yngre, end vi er, og vi holder os blandt andet unge ved at få en god nattesøvn, at træne og at drikke rigeligt med vand. Nu peger en ny undersøgelse på, at vi også bør spise en masse broccoli, hvis vi gerne vil holde os unge.
Den nye undersøgelse fra The Washington University School of Medicine viser, at enzymet NMN, som blandt andet findes i grøntsagerne broccoli, edamamebønner og agurker, virker som en form for anti-aging-produkt for os.
Forbedret syn og blodsukker
Med alderen kommer både harmoni og overskud, men din krop ændres også i takt med, at du får lov til at puste flere lys ud på fødselsdagskagen. Heldigvis viser undersøgelsen, at enzymet i blandt andet broccoli kan hjælpe på nogle af de kropslige forandringer, der kan komme med alderen.
I undersøgelsen brugte forskerne mus til at teste enzymet i broccoli, og de fandt ud af, at dets virkning på vores energiniveau er bemærkelsesværdigt. Musene brugte nemlig enzymet som energi, hvilket forhindrede dem i at tage på. Andre sundhedsfordele som forbedret blodsukker og bedre syn hjælper broccoli ifølge undersøgelsen også på.
Det tyder altså på, at supergrøntsagen virker mod sygdomme, vi kan risikere at få med alderen, og det bekræfter os i, at det er en kæmpe fordel at spise vores grønne grøntsager.
Hvis du ikke er den største fan af broccoli, kan du prøve at bruge den på en anden måde i madlavningen ved at eksperimentere med en lækker broccoli-porresuppe eller lave en pizza med broccolibund.