Nødder i en skål
© iStock

Derfor har nødder en positiv effekt på din sundhed

Hasselnødder, valnødder og mandler – din krop har brug for masser af dem! Læs hvorfor her

16. februar 2017 af Victoria Carlsson

Ikke nok med at nødder er en lækker og sund snack, fordi de indeholder sundt fedt og gode vitaminer, er der også andre ting, nødderne er gode for. En undersøgelse viser nemlig, at nødder kan have en forebyggende effekt på en særlig sygdom.

Undersøgelsen er foretaget af forskere fra Jena Universitet i Tyskland, og den afslører, at nødder kan være med til at bremse væksten af kræftceller, og at de ligeledes reducerer risikoen for at få tyktarmskræft.

I undersøgelsen så man på effekten fra fem forskellige slags nødder: Macadamianødder, hasselnødder, valnødder, mandler og pistacienødder.

Forskellige ting som blandt andet ultraviolette stråler og diverse kemikalier kan være med til at nedbryde dele af DNA’et i kroppen, hvilket kan medføre udvikling af kræftceller, men nødders indhold kan altså være med til at standse denne udvikling. 

Nødder er vigtige

Den nye undersøgelse bakkes op af en undersøgelse fra Seoul National University College of Medicine in South KoreaHer undersøgte man 923 patienter med tyktarmskræft og sammenlignede patienterne med 1.846 personer, som ikke var ramt af kræftsygdommen.

Undersøgelsens resultater viste, at mænd, som spiser nødder tre gange ugentligt, har 69 procent mindre risiko for at få kræft, og kvinder har hele 81 procent formindsket risiko i forhold til personer, som slet ikke spiser nødder.

Ikke det eneste, som nødder er godt for

De to undersøgelser peger altså på, at vi med god samvittighed kan spise nødder, hvis vi gerne vil forebygge tyktarmskræft, men det er ikke det eneste, som nødder er godt for. 

Wiebke Schlormann fra Jena Universitet fortæller: ”I lang tid har vi vidst, at nødder er fyldt med indhold, der er godt for hjertet, og at de kan beskytte mod overvægt og diabetes.”

Så kære kvinder – nu har vi virkelig en god undskyldning for at indtage den lækre spise som topping til morgenmaden eller som aften-snack. Velbekomme! 

Du vil (garanteret) også kunne lide