Jeg blev skilt for et par år siden og har siden da haft rigtigt svært ved at finde fodfæste som single. Ofte oplever jeg, at kvinder i faste parforhold opfatter mig som en trussel, eller også bliver jeg slet ikke lukket ind i det fællesskab, som andre par har. Jeg føler nærmest, at jeg bliver ekskluderet, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal løse det. Samtidig har jeg også brug for et socialt liv, fordi jeg drømmer om at finde en ny mand.
Tine
Kære Tine
Vi mennesker er oprindeligt flokdyr. For at overleve og for at kunne føle os trygge er vi udstyret med en evne til at opdele andre i ‘os’ og ‘dem’. Før var du en del af flokken, som bestod af ægtefolk. Nu er du en del af en anden flok, nemlig singlerne.
Din følelse af at blive opfattet som en trussel for de gifte kvinder er sikkert spot on. Du udgør en trussel, fordi kvinderne i den gifte flok gerne vil beholde deres mænd og ikke har tænkt sig at afgive ham til dig, og fordi du nu repræsenterer andre værdier, idet du har taget et afgørende skridt ud af ægteskabet. På den måde provokerer du også de giftes antagelse af, at deres valg og livsstil er den rigtige.
De gifte mænd kan også sagtens føle sig tiltrukket af dig, for de er altid ubevidst på udkig efter en kvinde, de kan befrugte. De gifte kvinder kan kun få et begrænset antal børn og er mere optaget af at blive beskyttet af den mand, de nu har valgt som partner.
Det er dejligt, at du stadig har mod på at finde en ny mand at danne par med. Ham finder du dog sjældent i den gifte flok! Du har størst chance for at finde en ny blandt andre singler, og dem er der rigtigt mange af – og en stor del er mænd. Få dig nogle singleveninder, som du kan gå ud sammen med.
Husk altid at passe på dig selv og have det sjovt, samtidig med du leder efter din nye kærlighed. Det har aldrig været lettere at finde andre singler, men det kan virke både skræmmende og grænseoverskridende, når du kaster dig ud på markedet igen. Spild ikke din dyrebare tid på en flok, som du ikke længere føler, at du er en del af. Nyd, at der venter nye eventyr for dig som singlekvinde.
Med venlig hilsen Belinda Labrosse

Har været ansat i psykiatrien og en del år ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre. De seneste år har hun været privatpraktiserende psykolog, og her arbejder hun med depression, angst, stress, lavt selvværd, krise og tab. Belindalabrosse.com