Kvinde, der er ked af det
© iStock

Brevkasse: “Er der noget, vi kan gøre for at finde hinanden igen?”

Tre søskende gled fra hinanden, da de mistede deres mor – hvad skal der til for at samle dem igen? Få psykologens gode råd her

2. december 2016 af Redaktionen

Vi er tre søskende, som for få år siden mistede vores mor. Vi arvede et hus, som det tog lang tid at sælge, og undervejs blev vi desværre uvenner. I dag føler jeg, at vi er gledet fra hinanden, og har opdaget, at min mor var den, som holdt os sammen, og vi var alle tæt knyttet til hende. Er der noget, vi kan gøre for at finde hinanden igen?

- Hella

Kære Hella

Når vi mister vores mor, bliver alting vendt på hovedet. En mor symboliserer grund­læggende tryghed for os, og når den bliver revet væk, efterlader det os med indre kaos og tumult. Den ældste, som ofte tager ansvaret tungest, bliver måske handlings­ lammet af sorg, den yngste tager styringen over begravelse og arv, og den mellemste, som plejer at lodde stemningen, når I skændes, vælger måske side.

Primitive følelser fra barndommen som jalousi, ærgerrighed og vrede slår ud i lys lue. Disse følelser forstærkes af bobestyrer, advokater og ejendomsmægler, som jo er mest optaget af at tjene penge. Det er svært at se hinanden i et nyt lys og ikke lade sig rive med, når man står midt i sorgen og skændes om en ligegyldig sølvske, som pludselig synes at betyde alt.

Tiden læger alle sår, siger man, men det kræver, at man tør italesætte proble­merne og se hinanden i øjnene igen. Når barndomshjemmet er solgt, og alt er gjort op, kan der imidlertid ske noget magisk. I finder hinanden igen. Måske bliver det aldrig det samme, måske bliver I en bedre udgave af jer selv?

Du skriver, at I alle var meget knyttet til jeres mor, og selv om det var på hver sin måde, så vil det, der knyttede jer til hende, også knytte jer sammen uden hendes fysiske tilstedeværelse. Det vigtigste ved tab og sorg er at være tro mod sig selv, give plads til at sørge på hver sin måde og frem for alt ikke lade arven styre følelserne.

I nogle tilfælde kan en udenforstående, som ikke har følelser i klemme, hjælpe med at rede følelserne ud. Tiden er klog, Hella, I genfinder hin­anden, for søskendekærligheden er stærk og varer ofte livet ud.

Med venlig hilsen Belinda Labrosse

Har du et spørgsmål om sundhed eller velvære? Skriv til vores brevkasse på liv@magasinetliv.dk

Artiklen er første gang bragt i Magasinet Liv nr. 69

Belinda Labrosse, psykolog og specialist i psykoterapi
Belinda Labrosse, psykolog og specialist i psykoterapi

Har været ansat i psykiatrien og en del år ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre. De seneste år har hun været privatpraktiserende psykolog, og her arbejder hun med depression, angst, stress, lavt selvværd, krise og tab. 

Du vil (garanteret) også kunne lide