Brevkasse: "Er der noget, vi kan gøre for at finde hinanden igen?"

Vi er tre søskende, som for få år siden mistede vores mor. Vi arvede et hus, som det tog lang tid at sælge, og undervejs blev vi desværre uvenner. I dag føler jeg, at vi er gledet fra hinanden, og har opdaget, at min mor var den, som holdt os sammen, og vi var alle tæt knyttet til hende. Er der noget, vi kan gøre for at finde hinanden igen?

Kære Hella

Når vi mister vores mor, bliver alting vendt på hovedet. En mor symboliserer grundlæggende tryghed for os, og når den bliver revet væk, efterlader det os med indre kaos og tumult. Den ældste, som ofte tager ansvaret tungest, bliver måske handlings lammet af sorg, den yngste tager styringen over begravelse og arv, og den mellemste, som plejer at lodde stemningen, når I skændes, vælger måske side.

Primitive følelser fra barndommen som jalousi, ærgerrighed og vrede slår ud i lys lue. Disse følelser forstærkes af bobestyrer, advokater og ejendomsmægler, som jo er mest optaget af at tjene penge. Det er svært at se hinanden i et nyt lys og ikke lade sig rive med, når man står midt i sorgen og skændes om en ligegyldig sølvske, som pludselig synes at betyde alt.

Tiden læger alle sår, siger man, men det kræver, at man tør italesætte problemerne og se hinanden i øjnene igen. Når barndomshjemmet er solgt, og alt er gjort op, kan der imidlertid ske noget magisk. I finder hinanden igen. Måske bliver det aldrig det samme, måske bliver I en bedre udgave af jer selv?

Du skriver, at I alle var meget knyttet til jeres mor, og selv om det var på hver sin måde, så vil det, der knyttede jer til hende, også knytte jer sammen uden hendes fysiske tilstedeværelse. Det vigtigste ved tab og sorg er at være tro mod sig selv, give plads til at sørge på hver sin måde og frem for alt ikke lade arven styre følelserne.