Quinoa er tidens mest hotte superfood. Med sit høje proteinindhold, sine mange fibre og sin sunde fedtsyreprofil er det lille frø nemlig lidt af en sundhedssværvægter. Er du ikke hoppet med på vognen, giver vi dig nu seks sunde grunde til at kaste sig over inkaernes hellige korn.
1. Du elsker dit hjerte
De små runde quinoafrø indeholder lidt mere fedt end andre korntyper som ris og pasta. Til gengæld består en stor del af fedtsyrerne i quinoa af omega 3 fedtsyrer, der booster blodets indhold af det gode HDL kolesterol. Quinoa er desuden rig på kostfibre, der sænker mængden af dårligt kolesterol i blodet.
Opskrift: Svinekotelet med quinoa og broccoli
2. Du er tosset med træning
Quinoa er stopfyldt med proteiner, der genopbygger dine muskler efter en tur ifitnesscenteret. Derudover bevirker de små frøs indhold af omega 3 fedtsyrer, at ømheden i sener og led lindres. Når du træner mister du desuden store mængder magnesium gennem dit sved, men blot 100 gram quinoa opfylder hele dit dagsbehov for det vigtige mineral.

3. Du er (hverdags)vegetar
Quinoa indeholder dobbelt så meget protein som ris og byg og har en fremragende aminosyreprofil. Det lille krøllede frø indeholder alle essentielle aminosyrer, og det gør quinoa til det oplagte valg, hvis du er vegetar eller er hoppet med på bølgen og er blevet flexitar med masser af kødfrie dage.
4. Dit CPR-nummer ender på et lige tal
Indholdet af jern er tårnhøjt i quinoa. Jern er nødvendigt for os kvinder, fordi vi mister en del blod, når vi menstruerer. Op mod halvdelen af alle kvinder har for lave jerndepoter. 100 gram quinoa opfylder 31 % af dit daglige behov for det vigtige mineral.
5. Du vil vinke farvel til ballonmave
Quinoa er naturligt fri for gluten. Det er godt nyt for de mange glutensensitive, som bliver oppustet og får ballade med fordøjelsen, når de spiser for meget gluten.
6. Du vil have blodsukkeret i balance
Quinoas høje indhold af proteiner, essentielle fedtsyrer og kostfibre bevirker, at quinoa kun får dit blodsukker til at stige en anelse i forhold til, hvis du spiste brød, ris eller kartofler. Til gengæld holder det sig stabilt længe, så du ikke går sukkerkold og ender med fingrene i kagedåsen.