Hvad gør det? Kan give dig 7 år mere!
Hvorfor virker det? “Du kan ikke ændre på det årstal, du er født, men med fysisk træning kan du ændre på din biologiske alder, som er et udtryk for, hvor gammel din krop er indeni. Du kan sige, at din biologiske alder er din sande alder, fordi den fortæller, hvor optimalt din krop fungerer indeni. Desværre er det svært præcist at definere, hvad din biologiske alder er, men man kan lave forskellige målinger på fedtprocent, knogletæthed og muskelmasse og sammenligne med befolkningsgennemsnittet. Det kræver dog undersøgelser i et laboratorium og derfor typisk et besøg hos en diætist, en fitnessinstruktør eller en læge, som yder den service.
Træning sætter skub i mange processer, som udskyder dine alderstegn. Der kan sagtens være mere end 10 år mellem dit fødselsår og din biologiske alder. Og ved at træne 4 timer om ugen kan du faktisk forlænge dit liv med 7 år i den anden ende.
Derfor er træning en essentiel faktor for foryngelse. Konkret giver det sig udslag i, at du kompenserer for tab af muskelmasse, svage knogler, nedsat stofskifte og overvægt, som er nogle af de klassiske udfordringer, der følger med alderen.”
Det skal du tage at gøre: “For at forynge kroppen skal du træne 3 timer i moderat tempo og 1 time ved høj intensitet i alt om ugen. Derfor handler det om at indarbejde så meget aktivitet i hverdagen som overhovedet muligt.
Gå alt, hvad du kan, og brug gang som transport, så meget du kan. Anskaf dig eventuelt en skridttæller, og gå 30.000 skridt om dagen. Så er du nemlig oppe på det, der svarer til en halv times træning. Og sæt så indimellem farten op. Så får du mest ud af det.
Pulstræning styrker nemlig hjerte og kredsløb, som sender blod rundt til alle organer. Jo højere intensitet, jo mere blod sendes der rundt i kroppen. Den øgede blodgennemstrømning fjerner også affaldsstoffer og renser systemet. Eksempler på pulstræning er svømning, dans, løb, powerwalk, roning, cykling og tennis. Find det, du synes er sjovt.
Derudover skal du supplere med styrketræning, som holder forbrændingen oppe, modvirker tab af muskelmasse samt strammer huden op. Find et program med øvelser, der træner de store muskelgrupper i ben, ryg, arme, bryst og mave som for eksempel squat, push-up, lunges og planke. Hos en træner eller på nettet.”