Kvinde med lændesmerter
Det behøver ikke være hårdt arbejde at forkæle din lænd.© Getty Images

5 strategier: Sådan vinker du farvel til dine lændesmerter

Din lænd kan begynde at bide fra sig her i 40’erne, og derfor er det – åh så rart! – at vide, hvordan du kan lindre smerterne!

4. april 2019 af Gitte Høj

Sundhedsredaktøren: Gitte brænder så meget for din sundhed, at hun er både kostvejleder, psykoterapeut og sundhedsjournalist. Så læg trygt din sundhed i hendes hænder. Besøg Gittes blog på Healthyyou.dk

Går du rundt med lændesmerter? Så ved du om nogen, hvor træls det er! Heldigvis er der råd for at slippe af med de irriterende smerter. Sundhedsredaktøren giver dig herunder fem strategier til, hvad du kan gøre for at vinke farvel til dine smerter i lænden. Og det er hverken besværligt eller særligt hårdt arbejde. 

Strategi 1: Blød op med varme 

Døjer du med stramme og ømme muskler, kan varme hjælpe dig, fordi varme bringer mere ilt til det anspændte område. Varmecreme, en varmepude eller måske et sæt varme, kærlige, masserende hænder kan være dine værktøjer.

Strategi 2: Tjek dit fodtøj

Nogle af generne i lænden begynder fra bunden, nemlig dine fødder. Så tjek lige din fodstilling og dit fodtøj. Måske matcher dit fodtøj ikke dine fødder, måske har du brug for en anden eller mere støtte? Hjælpen kan du få i en sportsbutik eller hos en fysioterapeut.

Moden kvinde får rygmassage
En omgang rygmassage er et godt værktøj mod lændesmerter. © Getty Images

Strategi 3: Giv din madras opmærksomhed

Er din madras af ældre dato, så er tiden måske inde til en ny? For din madras holder ikke for evigt og kan give sig, når du ligger på den, hvis ikke den allerede har gjort det. En doven madras kan udløse eller forværre gener i lænden. Tag en snak med en sengeekspert.

Strategi 4: Rejs dig, stræk dig 

Et stillesiddende arbejde og liv er uden tvivl en stor udfordring og belastning for din lænd, som trives bedst med bevægelse og varierede stillinger. Ligesom resten af kroppen gør det.

Sæt derfor dit ur til at ringe en gang i timen, så du er sikker på, at du får rejst dig op. Benyt lejligheden til at strække kroppen i alle retninger for at skabe smidighed og fleksibilitet. Sæt også yoga på programmet et par gange om ugen, som kan understøtte din nye vane.

Strategi 5: Søg alternative veje 

Du kan også prøve behandlinger som akupunktur og massage. Begge dele menes at kunne løsne og afhjælpe spændinger og smerter i lænden og kan være et godt og måske nyt startskud i forhold til at få løst din udfordring?

Kilde: Prevention.com

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. februar 2019.

Du vil (garanteret) også kunne lide