1. Læg den lagvis
Investér i både badesæbe, bodylotion og parfume i samme serie, og brug de tre lige efter hinanden. Det er en dyrere løsning, men også den, der får din duft til at holde længst.
2. Fugt først
Du kommer også langt ved blot at smøre dig ind i uparfumeret bodylotion eller kropscreme, før du pifter dig med dråberne. Duftolierne i parfumen holder længere på fugtet hud end på tør hud.
3. Vælg dit våben
Ren parfume holder cirka ni timer på din hud. En eau de parfum indeholder mere vand og dufter i fem til syv timer. Mens en eau de toilette dufter i omkring fire timer.
4. Begræns dig
Tre pift er altid nok. Mere end det giver ikke en ekstra holdbar duft, blot en kraftigere. Snup eventuelt parfumen med, når du skal ud, så du kan putte nyt på, når din duft er ved at fordufte.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 9.