Mørkhåret kvinder smører solcreme i ansigtet mens hun skygger for solen med hånden
Din hud skal beskyttes mod solens stråler. Året rundt.© iStock

Sådan beskytter du bedst din 40+ hud i forårssolen

Jeps, solfaktor er altså også en selvfølge i foråret. Og din 40+ hud vil takke dig for et ekstra skud fugt og fedt

2. maj 2018 af Mette Bundgaard

Solen ødelægger din huds celler, så først og fremmest skal du selvfølgelig have solfaktor og solfaktor nok på. Minimum faktor 15. 

Men din 40+ hud elsker også fugt. Jo mere, jo bedre, og jo varmere, jo mere. Og det gælder både før og efter solbadning. For hvis hudens fugtniveau ikke opretholdes, går celledelingen i basalcellelaget ganske enkelt langsommere, og fordi den deling i forvejen går langsommere med alderen, bliver rynker en del af ansigtet, og du bliver stram i masken. 

Derfor er du afhængig af fugtmagneter som hyaluronsyre, urea og glycerin, og ikke mindst fedtstoffer, der holder på fugten, som sheasmør eller kokos-, argan-, oliven-, abrikoskerne-, mandel- eller jojobaolie.

Sådan gør du

Så året rundt må du bruge et serum eller en olie efterfulgt af en dagcreme, der tilfører fugt og holder på den. Det gælder selvfølgelig også for kroppen. 

Om dagen giver du ansigtet og kroppen den fulde beskyttelsespakke. Det vil sige fugt, fedt og solfaktor. Om natten de samme fugt- og fedtgivende stoffer, men også antioxidanter. På denne tid af døgnet kan de arbejde uforstyrret af UV-stråler og dermed beskytte mod nedbrydning af de kollagene fibre, som holder din hud spændstig. 

Moden kvinde smører creme i ansigtet
Forkæl både dit ansigt og din krop med fugt hver dag. Hele året.© Getty Images

Smør også hænderne ind 

Vi glemmer tit at regne vores hænder til vores hudpleje, men fordi de netop altid er ude og dermed altid ude under solen, er solfaktor altså afgørende. Det samme er ekstra fugt og fedt, fordi dine hænder bliver ældre og taber fugt. Og når elasticiteten i huden svækkes, dukker rynkerne op. 

En anden følge af udelivet i solen, hvis dine hænder ikke er beskyttet nok, er pigmentpletter på håndryggen. For at beskytte sig mod solens stråler bruner huden sig selv med melanin, men ofte sker der en overproduktion af melanin, hvilket skaber pigmentpletterne. 

Dem, du har, kan du ikke komme af med, men du kan minimere dem med specialcremer og forebygge flere med håndcreme med solfaktor. 

Sådan gør du

Tilfør dine hænder masser af fugt og fedt flere gange dagligt. Og brug i forårs- og sommermånederne en håndcreme med solfaktor om dagen, så hænderne er UV-beskyttet, og en nærende om natten, så hænderne får lov til at regenerere bedst muligt.

Moden kvinde smører creme på hænderne
Husk dine hænder i din hudpleje. De er ekstra udsatte.© Getty Images

Beskyt også dine læber mod solen

Det er ikke kun huden i dit ansigt, men også huden på dine læber, som skal beskyttes mod solens UV-stråler. Dine læber stikker jo også altid snuden frem, og fordi huden på dem er særligt tynd og sart, er de særligt udsatte. 

Og ikke kun udsatte for de uønskede lodrette linjer omkring munden og på læberne, men i værste fald for hudkræft. 

Sådan gør du

Løsningen hedder en stick eller en læbebalsam eller læbestift med solfaktor. Brug den dagligt flere gange om dagen, når du er udenfor – fra tidligt forår til sent efterår.

Kvinder smører læbebalsam på læberne
Beskyt dine læber med en stick med solfaktor. Lige til at smøre på! © iStock

Husk altid flere lag

Når din 40+ hud bliver stram, tør eller ligefrem dehydreret i solen, kan det være svært for den kun at klare sig med en solfaktor-creme. 

En dagcreme med solfaktor er god i det daglige, fordi du får beskyttelse og pleje på én gang, men når du sidder længere tid i solen, kan du komme et fugtserum eller en olie under din solcreme for at få tilstrækkeligt med fugt. 

Brug eventuelt et serum eller en olie med E-vitamin, som er en kraftig antioxidant, der virker imod solskader.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 4.

Du vil (garanteret) også kunne lide