Nu nærmer sommeren (og forhåbentlig også solen) sig, og endelig kan du finde dine lækre solbriller frem. Men hvilke solbriller skal du gå efter for at beskytte dine øjne bedst muligt, og hvornår er det vigtigt, at du husker solbrillerne?
Optikerforeningen giver dig svar på, om disse 7 udbredte myter om solbriller er fup eller fakta.
1. UV-stråler er kun farlige om sommeren
FUP!
Selvom UV-intensiteten varierer efter sæson, er UV-stråling til stede hele året. Du kan hverken se eller mærke solens UV-stråler, men ligesom solen kan skade huden, kan for meget sol også skade dine øjne. Det kan ske en varm forårsdag i haven, en sommerdag på stranden eller en kold vinterdag på skipisterne. Derfor er det vigtigt at beskytte dine øjne året rundt.
2. Det er nødvendigt at bruge solbriller, der beskytter 100 procent mod både UVA- og UVB-stråler
FAKTA!
UVA-stråler danner pigment og gør dig solbrun, men fremskynder samtidig ældning af huden, mens UVB-strålerne giver solskoldning og ofte forbindes med hudkræft og synsproblemer som eksempelvis grå stær. Derfor er det vigtigt, at du vælger solbriller, der sikrer dig 100 procent UV-beskyttelse.
3. Jo mørkere glasset er i dine solbriller, jo bedre UV-beskyttelse giver det
FUP!
UV-beskyttelse har intet at gøre med farven på glasset. Mørke glas uden UV-beskyttelse kan faktisk være værre end slet ikke at bruge solbriller, da de får pupillerne til at udvide sig og dermed øger eksponeringen for solen.
4. Solbriller med store glas beskytter bedre mod solen end modeller med mindre glas
FAKTA!
Jo større glassene i dine solbriller er, jo bedre beskytter de dine øjne og den sarte hud omkring dem. Det er også altid en god idé at bruge solbeskyttelse med høj faktor i øjenregionen for at modvirke hud- og modermærkekræft.
5. Når solen står lavt på himlen, har dine øjne ekstra brug for beskyttelse
FAKTA!
I modsætning til huden er synet mest udsat for UV-stråling, når solen står lavt på himlen i formiddags- og eftermiddagstimere, hvor pande og bryn ikke skærmer for solen i samme grad som midt på dagen, hvor solen står højt på himlen.
6. Dyre designsolbriller er bedre end billige modeller fra tankstationen
FUP!
Det er udelukkende glassets materiale og behandling, der har betydning for, hvor godt dine øjne er beskyttet mod solens stråler. Så hvis du sørger for at vælge solbriller med 100 procent UV-beskyttelse, så spiller prisen ikke en afgørende rolle.
7. Børn har mere brug for solbriller end voksne
FAKTA!
Børns øjne er mere modtagelige overfor skadelige UV-stråler end voksnes, fordi børn har klarere øjne og større pupiller og dermed rammes kraftigere af skarpe solstråler. Du skal derfor altid huske solbriller til dem.
Kilde: Optikerforeningen