Flydende eyeliner
Bedst til dig, som er rutineret og har en rolig, øvet hånd. Den flydende eyeliner er god at bruge til en smoky eye-makeup, når du vil lægge en meget præcis streg, eller til en lidt kraftigere festmakeup.
Stregen er meget intens og skaber en hård linje, så undgå den, hvis du ønsker et naturligt look eller blot vil lægge en let dagsmakeup. Gå efter en flydende eyeliner med en tynd filtspids frem for pensel. Det gør det nemmere at lægge en tynd og jævn streg.

Øjenskygge
Du kan vælge at bruge din øjenskygge som en streg langs vippekanten. Vil du have den mere intens, kan du gøre penslen våd først. Holdbarheden er ikke så god som med en rigtig eyeliner, men det giver et meget diskret look at bruge øjenskyggen som eyeliner. Du kan også bruge en øjenskygge i samme farve oven på din eyeliner. Det får eyelineren til at holde bedre og giver et blødere look.

Fast eyeliner
Den faste eyeliner er en mellemting mellem en blyant og en flydende eyeliner. Du skal bruge en lille skråpensel til at lægge den på med, så bliver det også nemmere at tone den ud i en lidt blødere streg.
Fast eyeliner er perfekt, hvis du gerne vil have en høj holdbarhed og et stærkt udtryk.

Eyekohl
Dette er den mest almindelige eyeliner/øjenblyant, og den er god til både hverdag og fest. Gå efter de bløde, lidt cremede udgaver. De er nemmere at lægge på og giver mere farve end de almindelige blyanter. Øjenblyanten er også god at tone ud, så stregen bliver til en skygge omkring øjnene. Der findes mange varianter, matte, glitrende, blanke, farvede – du bestemmer!

Tip! Husk at gøre selve eyelinerstregen tykkere foroven end forneden, ellers får dine øjne et tungt, træt udtryk.