40+ makeup
Giv dig selv et smækkys!© Getty Images

6 myter om din 40+ makeup

Er det no go at bruge perlemor, når du er voksen? Pudder går dårligt sammen med rynker, eller hvad? 2 eksperter af- eller bekræfter 6 myter om 40+ makeup en gang for alle.

24. august 2022 af Maria Rothmar

Det er jo en jungle derude med makeup og tilhørende makeup-råd i så mange afskygninger og afstøbninger, at det er svært at vide, hvad der er smart, og hvad der ikke er så voksen-smart. Hvis der da er noget, der ikke er det? 

Vi får se. 

Og de to eksperter, som skal dømme sandt eller falsk over de 40+ makeup-myter, du bliver præsenteret for i det følgende, er: 

Mette Bundgaard, makeup-artist og tidligere skønhedsredaktør på Magasinet Liv. 

Maria Rothmar, nuværende skønhedsredaktør på Magasinet Liv. 

Myte 1: 
Bruger jeg meget øjenmakeup, kommer mine øjne automatisk til at se mindre ud.

FALSK!

“Nej. Det kommer helt an på, hvilke farver du vælger at bruge. Tænk hele tiden, at lyse farver fremhæver og gør større, og at mørke farver trækker tilbage og gør mindre,” siger Mette Bundgaard, makeup-artist og tidligere skønhedsredaktør på Magasinet Liv.


Øjenmakeup-tip!

Du kan ‘løfte’ dit øjenlåg ved at lægge en lysebrun farve i den hulning, du kan mærke lige over det bevægelige øjenlåg. Ton farven ud med en pensel.

Myte 2: 
Perlemor er no go, når jeg har rynker om mine øjne

FALSK!

“Nej, for det handler ikke om øjenskyggens finish, men om mængden. Du kan sagtens bruge perlemor, eller metallic, som er meget mere udbredt nu. Brug dog hellere for lidt end for meget, og vær præcis med påføring,” siger Maria Rothmar, skønhedsredaktør på Magasinet Liv.

Pudder og makeup
Skal det her være det sidste touch i din makeup-rutine? © Getty Images

Myte 3:
Alt med pudder får mig til at se støvet og rynket ud

FALSK!

“Pudder gør, at du ikke skinner eller ser fedtet ud. Det er for det meste på midterpartiet i ansigtet, at du kan have brug for pudder. Og i dag kan du få silkeblødt og finkornet pudder, som nærmest smelter ind i huden. Perfekt til en 40+ hud,” siger Mette Bundgaard, makeup-artist og tidligere skønhedsredaktør på Magasinet Liv.

Lipliner og læbestift
Lipliner eller ej, læbestift klæder dit voksne jeg!© Getty Images

Myte 4: 
Hvis jeg ikke bruger lipliner, løber min læbestift ud i mine rynker

FALSK!

“Du behøver ikke bruge en lipliner, for der findes rigtigt mange læbestifter, som bare sidder, hvor de skal. Eller du kan bruge en læbeprimer, før du putter læbestiften på. Den gør farven ekstra holdbar og kontrollerbar,” siger Mette Bundgaard, makeup-artist og tidligere skønhedsredaktør på Magasinet Liv.

Blush og contouring
Sådan så de jo ud engang, kinderne. Dengang i 80’erne. Men hvor skarpt er skarpt i dag? © Getty Images

Myte 5:
En skarp blush markerer mit ansigt

SANDT!

“Det gør den! Men hvis det også skal se pænt og naturligt ud, skal du udtone overgangen, så den netop ikke bliver skarp. Du kan også bruge et decideret contouringpudder til at markere kindbenene,” siger Maria Rothmar, skønhedsredaktør på Magasinet Liv.

SÅDAN BRUGER DU CONTOURING:

  • Læg en skygge lige under kindbenet med en mat, mørk farve.
  • Læg en helt lys farve på kindbenets højeste sted samt lige under den mørke farve.
  • Brug en pensel til at tone begge farver ud, så overgangen bliver flydende, og afslut med lidt blush.

Myte 6: 
Øjenvippeserum kan ikke få mine øjenvipper til at vokse sig længere

FALSK!

“Det virker næsten for godt til at være sandt – men det ER sandt! Langt de fleste typer af øjenvippeserum virker. De kræver dog tålmodighed og vedholdenhed. Brug dit øjenvippeserum hver dag i mindst seks uger, så skal du bare se langvippede løjer,” siger Maria Rothmar, skønhedsredaktør på Magasinet Liv.


Øjenvippe-tip!

Øjenvippeserum lægges langs de øverste øjenvipper, præcis som flydende eyeliner. Brug det om aftenen, når al makeup er fjernet.


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i juli 2022. 

Du vil (garanteret) også kunne lide