Moden kvinde tager mascara på
Begår du disse fire fejl, når du smører mascara på?© Getty Images

4 dumme mascara-fejl, du ikke gider begå

Det var sandsynligvis den allerførste sminke, du købte. Og du har brugt den lige siden. Alligevel laver du måske også de her fire dumme fejl med din mascara?

13. august 2019 af Maria Rothmar

Mange af os bruger den sorte børste hver evig eneste dag for at opnå en smule fylde og svirp på vores 40+ vipper. Alligevel er det ikke os allesammen, som har helt styr på, hvordan vi bruger vores mascara bedst. Og hvordan vi absolut ikke skal bruge den.

Og netop det sidste handler det om her, hvor skønhedsredaktøren giver dig fire dumme mascarafejl, du ikke gider at begå. 

Fejl nummer 1: Sove med mascara på

Du sparer tid både om aftenen og næste morgen, hvor mascaraen kun lige skal have et ekstra lag! Det er bare underligt, at dine vipper aldrig bliver særligt lange...

Gør i stedet dette:

Når dine vipper er lukket inde døgnet rundt, tørrer de ud og knækker. Måske ikke første gang, men bliver det en vane, kan du godt regne med pletskaldede øjenlåg. Fjern alle rester af mascara med en blid øjenmakeup-fjerner hver aften. Også når du har været til fest!

Moden kvinde sover i en seng
Fjern lige din mascara, inden du hopper i seng. © Getty Images

Fejl nummer 2: Lægge for mange lag mascara 

Jo mere mascara du putter på, jo længere, tykkere og flottere bliver dine øjenvipper. Fylde kan man nemlig ikke få for meget af. Eller hvad?

Gør i stedet dette:

Tro det eller ej, vipper kan godt blive for fyldige. Læg kun så mange lag mascara, at du fortsat kan skelne de enkelte vippehår. Stop, før mascaraen tørrer.

Moden kvinde lægger mascara foran et spejl
Læg kun så mange lag mascara, at du kan skelne dine vipper fra hinanden.© Getty Images

Fejl nummer 3: Blande vand i en halvtør mascara

Din favoritmascara synger på sidste vers. Men så er det jo heldigt, at du kan tilsætte et par dråber vand, røre lidt rundt med et par pump med børsten, og så er der til fem gange mere!

Gør i stedet dette:

Går du og drømmer om en omgang øjenbetændelse? For så skal du bare gøre som ovenstående. Når du hælder vand i en mascara, som i forvejen er fyldt med bakterier, eksploderer den (billedligt talt) i en ren bakteriesuppe. Smid den ud, og køb en ny.

Mascara
Drop nødløsninger. Smid din tomme mascara ud og køb en ny.© Getty Images

Fejl nummer 4: Sjuske med påføringen

Det skal gå lidt stærkt, så dine vipper får lige fire hurtige strejf midt på øjet, mens de nederste øjenvipper må klare sig med det, der smitter af fra oven.

Gør i stedet dette:

Gør dig umage, eller gå uden. Ud over klatteriet, som unægeligt sætter sig på huden, når du haster, kan det ses 100 meter væk, når alle vippehår ikke har fået farve. Prøv at bruge tre minutter ekstra, så du også får de yderste hår med i farvelægningen, og se, hvor stor en forskel det gør.

Moden kvinde lægger mascara
Gør dig umage, når du lægger mascara. Det kan godt betale sig! © Getty Images

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. juli 2019. 

Du vil (garanteret) også kunne lide