ryg, rynker, acne, kløe, knopper på ryggen
Ahmen, for pokker, man kan jo ikke nå!© Getty Images

Jeg gider da ikke have knopper på ryggen som voksen!

Bumser og knopper på ryggen – var det ikke ligesom et overstået kapitel? Ikke nødvendigvis. Du kan også blive ramt af ‘bacne’ som voksen og få knopper af at være følsom. Læs hvorfor – og hvad du gør ved det.

7. juni 2022 af Anne-Sophie Jessen
ryg, rynker, acne, kløe, knopper på ryggen
Klør din ryg, kan din hud være sensitiv.


© Getty Images

Min ryg klør – og har knopper?!

Klør din ryg, og har du fået rødme og små tørhedsknopper bagpå, så er din hud ikke bare tør. Den er sensitiv. Og sensitiv hud tager ikke til takke med den sporadiske opmærksomhed, vi ellers giver ryggen.

Den skal have ordentlig pleje, og du skal frem for alt sætte ind på at styrke hudbarrieren. Når huden opfører sig hidsigt, skyldes det nemlig, at hudbarrieren, som beskytter huden, er blevet for tynd og krakelerer. Dit job er derfor at genopbygge hudbarrieren med gode fedtstoffer og nænsom rens.

Sådan får du hold på kløen og knopperne: 

Rens med klud

Når du skal rense din hud på ryggen, så undgå skrappe sæber og scrubs. Det beskadiger blot den i forvejen tyndslidte hudbarriere. Brug renseolier, og massér ryggen med en blød vaskeklud.

Genopbyg hudbarriere

Lap på hudbarrieren ved at smøre din ryg med fugtgivende creme, og forsegl så fugten med gode essentielle olier. Eller brug en lotion, der er rig på både fedt og fugt.

Undgå parfume

På en krakeleret hudbarriere kan parfumestoffer suse lige ind i hudlagene og skabe irritation. Undgå derfor så vidt muligt produkter med parfume.

ryg, rynker, acne, kløe, knopper på ryggen
3 hudplejeprodukter, som sætter ind mod kløe og knopper. © PR

Du kan for eksempel bruge: 

Cleanser til tør og knoppet hud. Indholdet af salicylsyre eksfolierer nænsomt, mens hyaluronsyre tilfører fugt, og ceramider styrker hudbarrieren. Kan også bruges til ansigtet. SA Smoothing Cleanser fra CeraVe, 236 ml, 100 kr.

Beroligende reparationscreme til irriteret, tør og kløende hud. Genopbygger hudbarrieren med jojobaolie, mens udtræk af havrekim dulmer irritation og stopper kløe. Dermalibour+ Repairing CICA Creme fra A-Derma, 100 ml, 125 kr.

Supplér hudplejen med et kosttilskud, der styrker huden indefra. Dette kosttilskud er sammensat af blandt andet silica, ølgær, C-vitamin, seks forskellige B-vitaminer samt selen, jod, kobber og zink. Hud, hår & negle med silica fra Drogens Vital, 160 stk., 160 kr.

ryg, rynker, acne, kløe, knopper på ryggen
Jep, bumser kan også komme og gå i dine 40+ år. Der er dine hormoner jo på spil igen.© Getty Images

Jeg har fået bumser på ryggen – igen!?

Har du hørt om bacne? Øverst på listen over hilsener fra oversete rygge er bumser eller ‘bacne’ – en sammentrækning af de engelske ord “back” og “acne”. 

Der er tre grunde til, at bacne kommer, selv om vi for længst har passeret puberteten:

For det første er vi mange modne mennesker, der har lyttet til rådene om, at der skal dyrkes regelmæssig motion. Derfor bliver ryggen jævnligt pløret til med sved. Det er egentlig godt, for sved renser porerne – hvis du vel at mærke vasker sveden af med det samme. Gør du ikke, har vi balladen. 

For det andet har mange af os ret aktive fedtproducerende talgkirtler på ryggen. 

Og for det tredje eksfolierer vi ikke så ivrigt på den del af os, der vender mod gården. Vi fjerner ikke de døde hudceller, der hver dag afstødes, så frisk, ny hud kan komme frit frem.

Og når talgkirtlerne laver for meget fedt, så lægger det sig på hudoverfladen og blander sig med sved, snavs og døde hudceller. Denne masse stopper porerne til, og så er grundstenen lagt til en god gang bacne. 

Du skal derfor have fokus på rens, desinficering og eksfoliering af din ryg.

Sådan får du styr på bumserne: 

Få styr på fedtet

Talgproduktionen skal reguleres, men huden skal ikke affedtes helt. Det sender bare et signal til talgkirtlerne om, at de skal producere mere fedt. Så brug nænsomme renseprodukter, og tilfør masser af fugt.

Af med låget

Frigør huden for det låg af snavs og døde hudceller, som tilstopper porerne. Eksfoliér din ryg med frugtsyrepeeling eller salicylsyre. Undgå scrubs – de ridser i urenhederne og spreder aknebakterierne. 

Bekæmp bakterierne

Vask sveden af lige efter træning, skift bluse hver dag, og rens med antibakterielle produkter. Gå eventuelt på apoteket, og spørg efter benzoylperoxid, som er en inflammationshæmmende ingrediens.

ryg, rynker, acne, kløe, knopper på ryggen
3 hudplejeprodukter, som sætter ind mod acne – og bacne. © PR

Du kan for eksempel bruge: 

Denne creme er primært en peeling med salicylsyre, dernæst en fugtgiver. Smør den på ryggen en gang om dagen. BHA 2% Body Smoothing Spot Exfoliant fra Paula’s Choice, 210 ml, 290 kr.

Skift brusebadssæben ud med denne sæbefri vaskegel. Den regulerer talgproduktionen, er antiinflammatorisk og med termalsk kildevand, som beroliger. Cleanance Gel fra Avène, 200 ml, 145 kr.

Med sit indhold af zink og vitamin A og C sigter denne mist på at booste din huds forsvar mod urenheder. Den virker antiinflammatorisk og bremser overproduktion af talg. Brug den efter behov. PHA Clarifying Mist fra Balance Me, 30 ml, 160 kr.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 5. maj 2022. 

Du vil (garanteret) også kunne lide