Testeren
Karen Greve er journalist på Magasinet Liv.
Her prøvede hun behandlingen: Hos AK Nygart i København.
Laserlys er for dig, der...
har mere eller mindre pels på benene, og som ikke synes, at alderen har sløvet den del af hårvæksten. Og det gad du egentlig godt, for du er træt af at skrabe hver eller hveranden dag og af de deraf følgende rifter, indgroede hår og hudirritationer.
Eller du gad godt slippe for tiden og smerten med voks eller epilering. Bare blive de hår kvit, så der ikke går mere tid med det!
Det går laser hårfjerning ud på
Faktisk hedder behandlingen ikke laserlys, men IPL: Intensivt Pulserende Lys. Og behandlingen virker permanent, fordi lys og varme ødelægger dine hårsække. Det er hårets pigment, som optager lyset, og derfor virker behandlingen kun på mørke hår i vækst.
Så lang tid tager det
Ikke alle hår er i vækst samtidig, derfor kræver det 6-10 behandlinger, før hårvæksten er væsentligt reduceret. Hvilket er det samme antal behandlinger, som AK Nygart anbefaler. Med et interval imellem behandlingerne på 2-4 måneder kan det være et langvarigt projekt at blive hårfri. Men det er også meget individuelt, hvor mange behandlinger det kræver.

Det koster det
Hos AK Nygart, hvor vi prøvede behandlingen, koster det 2.000 kroner pr. gang for to ben fra knæene og ned. Og med 6-10 anbefalede behandlinger lander det så anbefalet på mellem 12.000 kroner og 20.000 kr. for et sæt hårfri underben.
Sådan foregår laser hårfjerningen
Først skal du til forundersøgelse med synlige hår hos en sygeplejerske, hvor sygeplejersken går grundigt til værks og blandt andet bruger et foto til at zoome ind på hud og hår. Hun løber et spørgeskema igennem, så hun ved, om du tager noget medicin eller har nogle allergier. Ligesom hun gennemgår vigtigheden af, at du undgår sol og selvbruner på benene fire uger før og to uger efter hver behandling. Og advarer om, at det ikke er helt smertefrit.
Dernæst går behandlingen i gang. Sygeplejersken smører noget klar koldcreme på benene, som beskytter huden og leder laserlyset ned i hårsækkene. Så sætter hun laseren, som ligner mundstykket på en håndstøvsuger, mod benet og arbejder sig med små tryk fra knæene ned mod anklerne.
Sådan føles det
Første gang: Det niver lidt, og især helt nede omkring anklerne gør det ondt. Ikke sådan, at jeg skriger højt, men sådan, at jeg lige bider tænderne sammen. Men det er hurtigt overstået. Jeg går direkte på job bagefter og har hverken rødme eller knopper på benene.
Anden gang: Denne gang oplever jeg så for alvor, hvad “ikke helt smertefrit” vil sige. Det gør ondt på en helt anden måde i dag, selv om det ellers normalt er værst første gang. Men sygeplejersken har en mistanke om, hvad det kan skyldes. “Du kan være mere ømskindet, hvis du er præmenstruel,” siger hun, og det skal jeg da love for. Men det er ovre i løbet af en halv time, og bagefter har jeg ingen gener.
Tredje og sidste gang: Da sygeplejersken sætter laseren på, er jeg klar, men heldigvis er det knap så smertefuldt som sidst. Jeg har endda overskud til at hyggesnakke lidt med hende om sommer. ferieplaner, og 25 minutter senere er jeg ude af klinikken og på vej på arbejde igen.
Resultatet af hårfjerning med laser
Det er meget individuelt, hvor mange behandlinger der skal til. Jeg når at få tre, inden sommeren kommer. Og mit resultat efter tre behandlinger er godt. Jeg har ikke pels på benene mere, jeg har sporadiske hår. Mellem anden og tredje behandling havde jeg tre uger, hvor jeg var hårfri, og det var skønt.
Herefter kom hårene lidt tilbage, dog fortsat reduceret med 50-60 procent i forhold til normalt. Og sådan vil det fortsætte, indtil typisk minimum seks behandlinger – og et sæt hårfri underben.
Testen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. februar 2020.