Hudpleje og hudplejerutiner
Hvad? ... skal jeg gøre eller høre om min 40+ hud? © Getty Images

Ingen panik! 6 myter om din 40+ hud

Hvordan er det nu lige med vores hud, når den bliver ældre? Kan vi creme appelsinhud væk. Og er det i virkeligheden helt omsonst at creme noget som helst? 2 eksperter af- eller bekræfter 6 myter om 40+ hud en gang for alle.

24. august 2022 af Maria Rothmar

De to eksperter, som skal dømme sandt eller falsk over de 40+ hud-myter, du bliver præsenteret for i det følgende, er:

Pernille Hulehøj Frederiksen, kosmetisk sygeplejerske på lægefaglig æstetisk klinik Alfa Omega Klinikken i København.

Maria Rothmar, nuværende skønhedsredaktør på Magasinet Liv. 

Myte 1: 
Der findes ingen cremer, der kan gøre mine rynker mindre

FALSK!

“Nej. Men der findes også et utal af cremer, der lover, at de helt kan fjerne dem. Derfor må du godt være kritisk og gå til en professionel, der kan vejlede dig. Jeg anbefaler produkter med retinol, som er en form for A-vitamin, der giver fastere og blødere hud, accelererer hudfornyelsen og rent faktisk mindsker rynker og linjer,” siger Pernille Hulehøj Frederiksen, kosmetisk sygeplejerske på Alfa Omega Klinikken

DINE 3 RETINOL-REGLER

1. DIN HUD SKAL TILVÆNNES

De første to uger kan du bruge dit retinol­produkt to gange, så hver anden dag de næste to uger og først herefter hver dag, hvis din hud siger ja tak.

2. HUSK SOLFAKTOR

Din hud bliver mere lysfølsom af retinol, så det er mere afgørende end nogensinde, at du husker solfaktor. Det er også smartest kun at bruge retinolprodukter om natten.

3. DET ER IKKE FOR ALLE

Retinols effektivitet gør, at det er for hård kost for nogle. Sart hud vil måske protestere, og er du gravid, eller ammer du, skal du tale med din læge først.

Myte 2:
Min hud kan sagtens regulere sig selv og har ikke nødvendigvis brug for cremer og pleje

FALSK!

“Din hud er dit største organ og en levende organisme, som har brug for at blive passet, plejet og behandlet med forskellige produkter. Hvis du ikke er opmærksom på en god hudpleje, kan huden ikke beskytte dig mod skader udefra,” siger Pernille Hulehøj Frederiksen, kosmetisk sygeplejerske på Alfa Omega Klinikken.


Hudpleje-tip! 

Er du i tvivl om, hvordan du passer bedst på netop din hud? Gå til en professionel, der kan rådgive og vejlede dig. For eksempel på en klinik.

Myte 3: 
De fleste af vores rynker kommer fra UV-stråling

SANDT!

“Ja. Solens stråler er de største syndere, når det gælder ældning af huden. UVA-stråler kan forårsage celleforandringer og dermed give rynker. De er fremme hele året, også på en regnvejrsdag. UVB-strålerne er ikke helt så slemme og kun skadelige, når solen er synlig. Det er derfor afgørende at beskytte sig mod solen hver dag året rundt,” siger Pernille Hulehøj Frederiksen, kosmetisk sygeplejerske på Alfa Omega Klinikken

UV-stråling
Du skal altid passe på din hud i solen, med faktor og hat og briller. Og også når du sidder midt i en lavendelmark. (Det ser da seriøst for skønt ud, ikke?). © Getty Images

Myte 4: 
Min appelsinhud på lårene kan fjernes med creme

FALSK!

“Nej. Appelsinhud opstår, fordi vi kvinders fedtceller er designet til at kunne udvide sig hurtigt, hvilket er smart, når man er gravid. Ingen cremer kan gøre fedtcellerne mindre, men der er nogle, der kan dræne overskydende væske, så bulerne ser mindre ud,” siger Maria Rothmar, skønhedsredaktør på Magasinet Liv.

Appelsinhud
Vi kan altså ikke creme os af med appelsinlår. © Getty Images

Myte 5: 
Mine hår på benene og i ansigtet vokser kraftigere ud, hvis jeg barberer dem

FALSK!

“Nej. Men de kan godt føles kraftigere. Det skyldes, at håret bliver skåret lige over, når du barberer det af, og derfor vokser ud med en skarp kant. Hvis du derimod hiver håret ud med rod, med voks eller pincet, vokser det ud med en fin spids, som føles blødere,” siger Maria Rothmar, skønhedsredaktør på Magasinet Liv.

Myte 6: 
Hvis jeg fjerner hård hud under mine fødder, kommer der bare endnu mere

FALSK!

“Hård hud under fødderne er helt naturligt. Det er en beskyttelse af foden, som trods alt skal bære vores vægt gennem livet. Hvis du fjerner den hårde hud, vil den altså komme igen, men der vil ikke komme mere, end der var før,” siger Maria Rothmar, skønhedsredaktør på Magasinet Liv.

HUSK, NÅR DU FJERNER HÅRD HUD:

  • Fjern ikke for meget. Der skal være noget beskyttelse tilbage, så slib kun det allerøverste tynde lag væk.
  • Brug en pimpsten, en fodfil, en bodyscrub eller en skuresvamp. En fodhøvl kan nemt skære for dybt og bør kun bruges af professionelle.

  • Gør det lige efter badet, hvor huden er mest blød og medgørlig. Og slut altid af med en fed fodcreme.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i juli 2022. 

Du vil (garanteret) også kunne lide