Moden kvinde og forskellige mærkninger for hudpleje
Hvad er hvad, og hvad er forskellen? © Getty Images | Astma-Allergi Danmark | Allergy Certified I CosmebioNaTrue

Disse hudpleje-mærkninger skal du kende, hvis du vil købe grønnere produkter til din hud

Naturligt, økologisk, rent? Hvad er hvad, og hvad er forskellen? Det kan være enormt svært at navigere i den grønne skønhedsjungle. Skønhedsredaktøren giver dig overblikket.

24. juni 2020 af Maria Rothmar

Okay, hvad er forskellen på økologisk hudpleje, naturlig hudpleje og almindelig? Det skal vi sige dig! 

Økologisk hudpleje

For at produkter kan kalde sig økologiske, skal de leve op til en række krav, der afhænger af, hvilken certificering de bærer eller vil bære. Se listen herunder. En certificering er dog ikke gratis, så nogle producenter vælger dem fra. Derfor sker det også, at et givet produkt ikke har en mærkning, selv om det reelt er økologisk og lever op til kravene.

Naturlig hudpleje

For at et produkt kan kalde sig naturligt, skal det indeholde en eller flere naturlige ingredienser. Og det er så også det. Anden regulering eller certificering er ikke påkrævet. Tjek derfor altid emballagen for en angivelse af, hvor stor en procentdel af produktet der er naturligt, hvis det er en prioritering for dig.

Konventionel hudpleje

Konventionel hudpleje er groft sagt alt det andet. Indholdet i ‘almindelige produkter’ kan dog sagtens bestå af nogle naturlige og/eller økologiske ingredienser. Derudover er ingredienserne ofte syntetisk fremstillede, hvilket ikke i sig selv er en dårlig ting – blot en anden tilgang.

De mest almindelige mærkninger du skal kende

Hvilke mærkninger skal du så kigge efter, hvis du vil udenom konventionel hudpleje? Herunder har skønhedsredaktøren listet de mest almindelige mærkninger, som markerer, at din hudpleje er noget andet end konventionel. Tjek dem, og husk dem næste gang du handler hudpleje. 

Ecocert, Cosmebio, Soil Association Organic og BDIH

Disse fire mærkninger har alle forpligtet sig til at leve op til den fælles Cosmos-standard. Det betyder, at produkterne skal bestå af 95 % naturlige ingredienser og mindst 20 % økologiske ingredienser.

Skal produktet skylles af (for eksempel en rensecreme), er kravet dog kun 10 % økologiske. Er der planteingredienser i produktet, skal 95 % være økologisk dyrket. Emballagen skal så vidt muligt kunne genanvendes, og produktet må ikke være testet på dyr.

Ecocert, Cosmebio, Soil Association Organic, BDIH mærker
Ecocert, Cosmebio, Soil Association Organic og BDIH-mærkninger. © Ecocert | Cosmebio | Soil Association Organic | BDIH

NaTrue

Denne fælleseuropæiske certificering er meget dedikeret til naturlige og økologiske ingredienser i skønhed. Her er også to klassificeringer: NaTrue Organic Cosmetics, hvis ingredienser skal være 100 % naturlige og 95 % økologiske. Og NaTrue Cosmetics With Organic Portions, som kræver 90 % naturlige og 70 % økologiske.

NaTrue mærkning til hudpleje.
NaTrue mærkning. © NaTrue

Svanemærket

Svanemærket siger noget om et produkts sundhed både for miljøet og for din hud. Her stilles der skrappe miljøkrav til alle faserne i produktionen af både emballage og produkt.

Derudover finder du ikke allergifremkaldende konserveringsmidler, hormonforstyrrende stoffer og mikroplast i produkter med Svanemærket. Der stilles dog ingen krav om økologi eller naturligt indhold.

Svanemærket
Svanemærket. © Svanemærket

Astma-Allergi Danmark og Asthma Allergy Nordic

Vil du gerne nedsætte din risiko for at udvikle allergi, skal du holde udkig efter den blå krans. Den er nemlig garant for, at produktet med den på er fri for alle de ting, der oftest fremkalder allergi. 

Det er for eksempel parfume, nikkel og visse konserveringsmidler. Økologiske og naturlige ingredienser er ikke et krav.

Astma-Allergi Danmark og Asthma Allergy Nordic
Astma-Allergi Danmark og Asthma Allergy Nordic.© Astma-Allergi Danmark | Asthma Allergy Nordic

Allergy Certified

Lidt det samme som den nordiske allergimærkning, men i internationalt format. Ingredienser, der er kendt for at være allergifremkaldende, er bandlyst, så her finder du ingen former for parfume og kun et smalt udvalg af konserveringsmidler og farvestoffer. Økologiske og naturlige ingredienser er ikke et krav.

Allergy Certified
Allergy Certified mærkning. © Allergy Certified

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 2. april 2020. 

Du vil (garanteret) også kunne lide