Hvordan fjerner man pigmentpletter
Pigmentpletter kan bliver større med alderen.© Getty Images

Hvad gør jeg ved mine pigmentpletter?

Få hudlægens svar på 10 spørgsmål om pigmentpletter og de bedste tips til pleje og makeup, der hjælper med at gøre din hud jævn og pæn igen.

10. maj 2023 af Maria Rothmar

Nogle gange skal der bare en eftermiddag i solen til. Eller sådan kan det føles, når du bagefter får øje på små eller store brune plamager i dit ansigt: Pigmentpletter. Vi har spurgt speciallæge Marie Louise von Sperling, hvad pigmentpletter egentlig er, om de kan forebygges, om de er farlige og en mængde andre ting.

Find svar på 10 spørgsmål om pigmentpletter

Se hvilke behandlinger, der fjerner pigmentpletter

Sådan skjuler du pigmentpletter med makeup



1. Hvad er pigmentpletter?  

“Pigmentpletter er områder i huden, hvor det brune farvestof melanin har ophobet sig. De opstår typisk i ansigtet, på hænderne eller på brystet. Fregner er også en form for pigmentpletter. De kan være permanente eller komme og gå om sommeren, når huden bliver udsat for sollys,” forklarer overlæge og speciallæge i plastikkirurgi Marie Louise von Sperling.

2. Er pigmentpletter farlige?

“Pigmentpletter i sig selv er ikke farlige, men de er et tegn på, at huden er en lille smule skadet af solens stråler. Det er den samme proces, der sker i huden, når du bliver solbrændt. For meget sol på huden kan give skader og kan med tiden udvikle sig til hudkræft eller modermærkekræft.”

3. Hvorfor får jeg pigmentpletter? 

“Pigmentpletter opstår, fordi solen får hudens farvestof til at komme frem i overfladen. Når du tager meget sol, vil der være områder, hvor farvestoffet samler sig mere end andre steder, og så opstår pigmentpletterne. Hormoner spiller også en rolle. For eksempel får mange gravide pigmentpletter. Det kaldes melasma.” 

4. Er nogle hudtyper mere udsatte eller disponerede end andre?

“Personer med lys hudtype er særligt disponerede for at få pigmentpletter, fordi huden er mere sart end hos personer med mørkere hud,” siger Marie Louise von Sperling. 

5.Kan jeg forebygge pigmentpletter?

“Den bedste måde at forebygge pigmentpletter på er ved at passe på solen. Undgå solbadning i timerne fra klokken 12 til 15, vær i det hele taget ikke for meget direkte i solen, og brug solcreme i ansigtet året rundt. Mindst faktor 30 eller 50. Og om sommeren er det en god idé at smøre din hud ind i solcreme flere gange om dagen.”

6. Hvorfor vokser pigmentpletter sig typisk større med alderen? 

“Det gør de, fordi huden ophober pigmentet år for år, når den bliver udsat for solen og dermed bliver skadet.”

7. Kan jeg mindske mine pigmentpletter?

“Ja, du kan gøre dem mindre ved at undgå at være i solen og altid bruge faktor 50 direkte på pigmentpletterne,” siger Marie Louise von Sperling. 

skønhedsprodukter, der fjerner pigmentpletter

Filorga fugter og beskytter. UV-Bronze Hydra-Refreshing Anti-Ageing Sun Mist spf 50. 50 ml, 295 kr. Køb den her. 

Cliniques Superdefense med plejende planteekstrater, C-vitamin, E-vitamin, spf 40. 50 ml, 380 kr. Køb den her. 

La Roche-Posays potente ingredienser bryder de mørke skjolder op, mens faktor 30 forebygger, at der titter flere frem. Pigment clar UV spf 30, 40 ml, 259 kr. Køb her. 

Rodial gør synlig pigmentering mindre. Antioxidantrige serum Vit Crige serum Drops, 31 ml, 700 kr. Køb den her.

© PR

8. Kan pigmentpletter gå helt væk? 

“Hvis du har fået pigmentpletter efter en graviditet, vil mange af dem forsvinde igen med tiden, efterhånden som hormonerne normaliseres. Hvis de er opstået på grund af for meget sol, vil de ofte være mindre om vinteren. Men de forsvinder ikke af sig selv, hvis du ikke behandler dem.”

9. Hvilke produkter eller cremer kan jeg bruge?

“Gå efter produkter, der indeholder A-vitamin. Det er en god idé at få en fagperson til at vejlede dig om brugen af produkterne, før du går i gang.” 

10. Hvad med professionelle behandlinger? 

“Du kan både mindske pigmentpletter og fjerne dem helt ved hjælp af behandlinger med laser eller peeling. Det gælder dog ikke melasma, som gravide får, da denne type ligger meget dybt i huden. Behandlingernes pris varierer, alt efter hvor stor pletten eller pletterne er, og hvor stor en indsats der skal til. Det kræver tit gentagne behandlinger over en periode, hvor prisen pr. gang ligger på minimum 1.000 kroner.”

Portræt af eksperten

Marie Louise von Sperling

Marie Louise von Sperling er speciallæge i plastikkirurgi og overlæge på privathospitalet AK Nygart. Samt forfatter til bogen Anti-age – træk 10 år fra din alder. Drsperling.dk

Behandlinger der fjerner pigmentpletter

Dine to bedste muligheder, når det gælder udviskning af pigmentpletter, er laser og peeling. De virker forskelligt, men er begge effektive. Men du skal også regne med at skulle af med fra et til flere tusinde kroner, uanset hvilken type behandling du vælger.

MED LASER

Et pulserende lys trænger ned i læderhuden, kaldet dermis, hvor det skaber en let inflammation. Den inflammation påvirker hudens egne vækstfaktorer og stimulerer den til at danne mere kollagen og elastin, der i sidste ende gør hudens overflade glat, spændstig og ensartet – og altså fri for pigmentpletter. Alt efter størrelsen og mængden af pigmentpletter, skal du regne med at gennemgå en til fire behandlinger på en halv times tid med en måneds pause mellem hver. Du vil dog kunne se en forskel allerede efter første behandling.

Pris: ca. 1.000 kr. pr. behandling.

MED PEELING

Ved hjælp af salicylsyre fjernes det allerøverste lag hud. Det sætter gang i en helingsproces, der får huden til at danne helt nyt og spændstigt bindevæv, der har en jævn overflade og en fin glød. Behandlingen kan hjælpe dig af med mindre rynker, akne, forstørrede porer og pigmentpletter. Nogle kan nøjes med en behandling på 15 minutter, andre har brug for flere.

Pris: ca. 2.000 kr. for første behandling og typisk mængderabat ved køb af flere.

Kilde: Nygart.dk

Sådan skjuler du pigmentpletter med makeup 

Vi elsker makeup! For ikke nok med, at det kan fremhæve alle de dejlige sider ved dig. Det kan også lægge en dæmper på de ting, du er mindre glad for ved dig selv. Inklusive eventuelt pigmentpletter.

Små eller helt lyse pletter 

LØSNING: CONCEALER 

1. Vælg en flydende concealer, der ligger så tæt på din egen hudfarve som muligt. En fast variant vil ikke se lige så naturlig ud. Rens din hud, og fugt den med dagcreme. Og husk solfaktor. 

2. Brug en lille, fast pensel eller en fingerspids til at duppe concealeren på lokalt, lige der hvor pletten sidder. Træk farven lidt ud over kanterne af pletten, og sørg for, at overgangen til din hud er glidende og usynlig. 

3. Fiksér farven med pudder. Brug pudderet i hele ansigtet, så din hud får en ensartet struktur.

Du kan med fordel prøve Urban Decays Stay Naked Correcting Concealer,  10 ml, 215 kr. Du finder den her. 

Større mørke pletter

LØSNING: DÆKKENDE FOUNDATION 

1. Rens din hud, og fugt den med dagcreme. Lad ikke din creme trænge helt ind, før du begynder med din foundation. Din foundation fordeler sig nemlig pænere på let fugtet hud. 

2. Start med en smule foundation, varm den op mellem fingrene, og fordel med lette strøg i hele ansigtet. De steder, hvor der ikke er pletter, behøver du kun et helt fint lag. 

3. Tag dernæst lidt mere foundation på en fingerspids, og dup det oven på pletten, til den er skjult. Slut af med et florlet lag pudder. Det skal kun fiksere din foundation, ikke se pudret ud.

Prøv for eksempel Lancômes Teint Idole Ultra Wear, der har en heldækkende farve,
der på ingen måde ser mat eller makeuppet ud. 30 ml, 365 kr. Du finder den her. 

Store mørkebrune pletter 

LØSNING: FLYDENDE FOUNDATION OG MINERALER 

1. Tricket, når det drejer sig om at dække meget tydelige pletter, er at lægge flere lag. Start med en let foundation, som du fordeler i et jævnt lag på ren, fugtet hud. Det behøver ikke at være den meget dækkende slags, den skal blot fungere som en base. 

2. Mineralfoundation er et pudder, der giver en naturlig overflade, men med en langt større dækkeevne end almindelig pudder. Fordel med en kabukibørste og cirkulære bevægelser. 

3. Gå flere gange over huden med børsten, der hvor pletterne er, og nøjes med et let strejf alle de steder, hvor huden er jævn.

Macs letvægtsfoundation Studio Waterweight spf 30 er så fin som et serum. 30 ml, 290 kr. 290 kr. Du finder produktet her. 

Du vil (garanteret) også kunne lide