Sol, sommer og høje temperaturer er herligt. Og det skal selvfølgelig først og fremmest nydes. Men ligesom der er en række forholdsregler, du bør tage, før du bevæger dig ud i solen, så er der også et par ting, du bør huske at gøre, når du trækker ind i skyggen igen. Og det handler om din hud og dit hår.
Derfor giver skønhedsredaktøren dig her fem tips til, hvad du med fordel kan gøre, efter du har været i solen.
Tip 1: Kølende konsistens
Først og fremmest har din solopvarmede og -udtørrede hud behov for fugttilførsel. Dernæst har den brug for afkøling. Og hokus pokus, dobbelt hudplejebonus: Du får begge dele med en creme med gelékonsistens.
De cremer, der er proppet med fugt og fugtbindende hyaluronsyre, fungerer ekstra godt i geléform, og så føles de så dejligt lette og kølende på huden.
Skønhedsredaktøren anbefaler:
- Skinlongevity Vital Power Sleeping Gel Cream fra Bare Minerals: Denne creme er dit ansigts bedste sovekammerat efter en sommerdag. Den er nemlig proppet med hyaluronsyre! 435 kroner for 50 ml.

Tip 2: Tank din hud op med...
En anden laber måde at kombinere fugt med afkøling er med en ansigtsmaske. Din hud tvinges bedre til at optage de smidiggørende og spændstiggørende ingredienser. Og fornemmelsen af en blød og kølig maske på en tør og varm hud er helt og aldeles saliggørende.
Sheetmasken: Det ansigtsformede klæde mættet med serum holder alle de gode sager fast og tæt til huden, så den optager optimalt.
Crememasken: Fordel et gavmildt lag på huden, og l lad masken sidde i nogle minutter, mens du nyder den dæmper, masken lægger på huden.
Skønhedsredaktøren anbefaler:
- Liftactiv Hyalu Mask fra Vichy: Navnet afslører tricket: Masken fylder din hud op med hyaluronsyre på kun fem minutter. 382 kroner for 50 ml.
- Biotherm Life Plankton Essence-In-Mask Sheet Mask: Biotherm har gennemvædet masken med deres hudstyrkende signaturingrediens fra dybhavet: Life plankton. 60 kroner for én maske.
Tip: Vil du have endnu mere kølig kærlighed til din varme hud? Opbevar din creme- eller sheetmaske i køleskabet, og tag den ud, fem minutter før du skal bruge den.

Tip 3: Husk håret!
Det er ikke kun din hud, der bliver strippet for fugt om sommeren. Også dit hår bliver tørt, sprødt og i værste fald udpint efter sol, varme og salt- og klorvand. Så hvis du ikke vil ende sæsonen med en meget dyr frisørregning, er det væsentligt, at du passer på lokkerne undervejs.
Fyld dem jævnligt op med en hårkur. Og giv gerne længder og spidser et par dråber hårolie hver eneste morgen.
Skønhedsredaktøren anbefaler:
- Björn Axéns Hair Oil Smooth & Shine: Også Björn Axén har fanget, at den afrikanske arganolie er vejen til langvarig næring. 195 kroner for 75 ml.
- Sunflower Color Preserving Deep Recovery Pak fra Kiehl’s: Olier fra solsikke og abrikos genopliver selv lokker, der næsten er døde af tørst. 265 kroner for 250 ml.

Tip 4: 4. Reparér din hud med...
Aloe vera: Hvor meget mere kan vi bede om? Aloe vera virker både helende, kølende, beroligende, blødgørende, fugtende og antiinflammatorisk! Et rent mirakel til solstresset og solskadet hud.
C-vitamin: Da C-vitamin er en antioxidant, virker den som et beskyttende skjold på huden. Og så har den en evne til at styrke huden og booste dens selvreparation, så den hurtigere kommer sig efter solen.
Hyaluronsyre: Hyaluronsyre er den rene fugtmagnet. Et gram hyaluronsyre kan binde og fastholde hele seks liter fugt. Så dette er uden tvivl en ingrediens, du bør sikre dig i din efter sol-pleje.
Skønhedsredaktøren anbefaler:
- Tromborgs Healing Gel Aloe Vera: Denne er både håndplukket, koldpresset og biodynamisk. 260 kroner for 50 ml.
- Ole Henriksens C-Rush Brigthening Gel Crème: Ole Henriksen nøjes ikke med at forkæle din hud med C-vitamin. Også hyaluronsyre, essentielle fedtsyrer og kollagen har fundet vej til denne creme. 435 kroner for 50 ml.
- Instant Smoothing Serum fra Grown Alchemist: Det særlige hyaluronsyrekompleks er udvundet af planter. 695 kroner for 25 ml.

Tip 5: Gå glad i efter solbad-bad
10 minutter under en kølig bruser er den ideelle afslutning på en solrig dag. Det er rart, men det er ikke den eneste grund:
Hurtig nedkøling: De mange timer i direkte sol har ophedet både din hud og din krop. Vil du undgå at blive utilpas (og alt for tør), er det en god idé at blive kølet ned. Og det går altså ikke meget hurtigere end under rindende vand.
Skyl solcremen væk: Solfaktor er fuldstændig uundværlig, når du er i solen. Men når du ikke har brug for den længere, skal faktoren væk fra huden. Både fysiske og kemiske solfiltre kan være lidt skrappe sager, som ikke skal sidde længere på huden end nødvendigt.
Grundig hårrensning: Det siger næsten sig selv. Sand i hovedbunden, salt i længderne og klor ud over det hele. Det er ikke gode nyheder for dit hårs sundhed, og så føles det heller ikke videre behageligt. Rens, skyl, og nyd!
Skønhedsredaktøren anbefaler:
- Rose Otto Body Wash fra Balance Me: Denne kropssæbe indeholder rene rosenolier. 160 kroner for 280 ml.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. juni 2019.