Eksperten
- Helle Thorup er kosmetolog med egen klinik i Aarhus
- Hun har specialiseret sig i hudpleje til den modne hud
1. Vand
Du har brug for meget vand, for at din hud er gennemfugtet og frisk at se på. Regn med cirka 1 liter pr. 30 kilo kropsvægt som en tommelfingerregel.
Mangler du væske, vil kroppen nemlig hive væske væk fra huden for at sikre, at der som minimum er nok til de mest livsvigtige funktioner. For eksempel er vandet centralt i din forbrænding og temperaturregulering.
Det giver ikke mening at kaste en hel kande vand ind på én gang, for du kan nemlig kun optage cirka 1 deciliter hvert kvarter. Nyd derfor dit vand.
Din nye hudrutine:
Går du skridtet videre og spiser mere af dit vand, sørger du samtidig for, at vandet ikke bare løber igennem dig. Skru derfor op for de vandholdige frugter og grøntsager. Eksempelvis jordbær, som indeholder intet mindre end 91 procent vand!
Men også alle andre former for bær er super vandholdige. Samt agurk, radiser, peberfrugter, melon og spinat. Listen er lang, hvis du gerne vil supplere dine vandglas med noget, som du kan tygge på, og som også giver dig den nødvendige væske.

2. C-vitamin
Netop dette vitamin er din huds bedste ven, fordi C-vitamin er forudsætningen for, at kroppen kan danne kollagen, som blandt andet holder din hud fast og fugtmættet.
Du kan ikke selv danne C-vitamin, og derfor er det væsentligt, at du er opmærksom på at få det hentet ind via frugt og grøntsager. Du kan også vælge at tage det som tilskud, hvis du har brug for en hånd i pille-form.
Din nye hudrutine:
Få styr på alle dine C-vitamin-venner, og få fyldt godt op i køleskabet. Det er godt at kende nogle af højdespringerne med et højt indhold af C-vitamin pr. 100 gram, så her kommer et par eksempler:
Hyben er i en liga for sig, men også persille, solbær (og andre bær), peberfrugter, kål og citrusfrugter giver dig et godt skud. Du kan jo overveje at begynde dagen med et glas vand tilført en halv presset citron, så er du i gang!

3. Motion
Når du dyrker motion og får pulsen op, øges blodcirkulationen, og alene det kan ses i og på huden, som får et friskere udtryk. Huden bliver iltet igennem, og hudcellerne får næring fra de sunde stoffer, som du har indtaget via kosten, via det cirkulerende blod. Samtidig kommer huden også af med affaldsstoffer.
Desuden tyder forskning på, at motion kan forynge huden. Måske fordi de arbejdende muskler producerer myokiner, som er hormonlignende stoffer, der påvirker huden positivt.
Læg dertil, at muskler modsat fedt indeholder vand, som holder huden bedre fugtet.
Din nye hudrutine:
Op med pulsen! Husk, at en rask gåtur også gør underværker. Hver gang du hiver efter vejret og bliver rød i hovedet, har det en positiv effekt på din hud.
Du skal måske ofte fra A til B, og her ligger din store mulighed for mere hverdagsmotion: Brug kroppen som transportmiddel. Planlæg din dag efter det med praktisk tøj, ekstra sko, og hvad du nu ellers har brug for.
Nye ritualer som for eksempel 15 armstrækninger, når du har børstet tænder, eller 15 squats, mens du ser nyheder.
Og den klassiske: Sæt din motion i system, og planlæg din motionsuge på samme måde, som du planlægger andre aftaler med andre.

4. Fordøjelse
Din fordøjelse og herunder din tarmflora indvirker på, hvordan din hud har det. Optagelsen af næringsstoffer foregår i tarmen og videre ud i cellerne, og derfor er det så afgørende, at tarmene er sunde og i topform.
Lider du eksempelvis af forstoppelse (det faldende østrogenniveau kan give din fordøjelse lidt sværere vilkår), betyder det, at maden ligger længere i tarmen. Der kan opstå gæring, som danner giftstoffer, og disse giftstoffer skader din hud.
Din nye hudrutine:
En glad og sund mave giver dig en frisk og klar hud. Derfor skal du have kigget lidt på din kost. Du har brug for mælkesyrebakterier i form af for eksempel en daglig skål kefir, yoghurt, cultura eller A38, som du med fordel kan skifte imellem for at få forskellige typer af de sunde mælkesyrebakterier.
Husk også at spise en masse forskellige varianter af frugt og især grønt for at skabe størst mulig mangfoldighed i din tarmflora. Fråds også med de fede fisk som for eksempel laks, sild og makrel, fordi de sunde fedtsyrer beskytter og nærer tarmslimhinden. Som alternativ kan du tage torskeleverolie eller kapsler med krillolie.

5. Søvn
Du har bogstaveligt talt brug for din skønhedssøvn. Når du sover, og kroppen er i ro, er der travlt på cellefabrikken. Huden fornyr sig selv, og det vil sige, at overhudens celler dør og bliver udskiftet med nye friske celler.
Mangler du omvendt søvn og kommer i underskud, mister huden evnen til at forny sig. Den bliver mat, mere tør, og du får måske både rande og poser under øjnene.
Din nye hudrutine:
Er søvnen en udfordring for dig, kan faste ritualer være en del af løsningen. Det gælder tidspunktet, men jo også dine vaner i løbet af aftenen.
Forsøg at skær ned på din skærmtid, fordi det blå lys forstyrrer din døgnrytme og holder dig vågen. Måske kan du også eksperimentere med varme, milde drikke som sove-te eller varm mælk med kanel, vanilje eller honning?
Kilder: Fagbladetkosmetik.dk, Netdoktor.dk, Iform.dk, Collagen – Stærk, sund og smertefri af Jerk W. Langer og Karen Lyager, Elsk din (overgangs)alder af Gitte Høj og Lone Gjørtsvang
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 2. juli 2020.