Eksperten: Maryam Nazem er sygeplejerske, hudterapeut og akupunktør. Hun har arbejdet som kosmetisk sygeplejerske siden 2002, underviser læger og hudterapeuter i microneedling og har egen klinik i København. Cosmecare.dk
Rynker, folder og crepe. Det er ikke origami, vi taler om, men det kan være 40+ huden i din udskæring. Det, der med et fint ord kaldes din décolleté, og som dækker stykket fra det nederste af din hals til toppen af dine brystvorter.
For der sker ting og sager her, som årene går. Huden bliver ligesom løsere og sartere, og så skal der ikke meget til, før den begynder at slå sine egne folder.
Men hvad er det præcis, der sker, og hvorfor? Og hvad kan vi gøre ved det? Maryam Nazem, som er sygeplejerske og hudterapeut, har svarene.
Hvad sker der med vores hud på brystet og i udskæringen, når vi bliver ældre?
“Når vi ældes, mister huden hyaluronsyre, som binder vand, elastiske fibre og collagen. Det gælder både i udskæringen og på resten af kroppen. Derudover er huden ved brystet tyndere hos kvinder end hos mænd, og den er samtidig meget udsat, for eksempel for solens stråler, hvilket også er med til at ælde den.
Mange kvinder vil også opleve at få lodrette linjer på brystkassen. Såkaldte ‘ligge-rynker’. De opstår, når du sover på siden, og tyngdekraften trækker huden sammen og nedad,” forklarer sygeplejerske og hudterapeut Maryam Nazem.

Hvordan plejer jeg bedst min hud på mit bryst?
“Hvis du vælger cremer og serummer med fugtgivende og regenererende ingredienser, er du godt på vej og vil kunne se mindre forbedringer. Gå efter produkter med hyaluronsyre og A-, C- og E-vitamin. Brug også meget gerne en god, bredspektret solcreme med minimum faktor 30 på området.”
Du kan med fordel bruge:
- Fugtgivende creme fra Vichy: Vichys Ideal Body Balm tilfører dit bryst hyaluronsyre og næring fra blandt andet abrikoskerneolie og jojoba. Den koster 157 kroner for 200 ml.
Solbeskyttelse fra Mádara: Den bredspektrede solbeskyttelse i Mádaras Plant Stem Cell Antioxidant Sun Screen spf 30 optimerer indsatsen med antioxidanter og E-vitamin. Den koster 225 kroner for 100 ml.

Er der andet, jeg bør tage højde for, når jeg plejer min hud på mit bryst?
“Det er altid en god idé et bruge en bodyscrub som en bryst-scrub. Den gør huden blød og giver den liv og glød. Brug den et par gange om ugen, og smør altid med fugtcreme bagefter.
Du bør også investere i en god bh, som ikke presser dine bryster for meget sammen eller lader dem hænge for meget, men derimod støtter dem.”
Du kan med fordel bruge:
- Bryst-scrub fra Kiehl's: Blødgørende aloe vera, velduftende lavendel og blidt skrubbende abrikoskerner... ahhh. Gentle Exfoliating Body Scrub fra Kiehl’s koster 295 kroner for 250 ml.

Er der noget, der mere gennemgribende eller permanent glatter krøllerne ud?
“Cremer alene er ikke nok, hvis du virkelig vil se en forskel. Her er den bedste og mest sikre metode at tilføre huden hyaluronsyre på en professionel klinik. For eksempel ved mesoterapi, microneedling eller skin rejuvenation.”
- Mesoterapi er: “En kosmetisk behandling, hvor du får indsprøjtet lægemidler, planteekstrakter, vitaminer og andre ingredienser i det fedt, der ligger lige under huden,” forklarer Maryam Nazem. Det koster cirka: 6.000 kr. for tre behandlinger.
- Microneedling er: “En rulle med bittesmå, sterile nåle punkterer din hud, så den bedre kan optage efterfølgende pleje som hyaluronsyre. Rullerne fås også til hjemmebrug.” Det koster cirka: 2.500 kr. for en behandling.
- Skin rejuvenation er: “Laser eller lignende bruges til at skabe kontrollerede sår på din hud, så den helbreder sig selv og danner nye hudceller. Meget effektivt mod rynker og pigmentpletter.” Det koster cirka: 6.500 kr. for fire behandlinger.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 14. marts 2019.