© Getty Images

Her er alt, du skal vide om huden omkring dine 40+ øjne

Der er god grund til at pleje den fine hud omkring dine 40+ øjne. Den er nemlig en sart størrelse, som du kan styrke

26. september 2018 af Maria Rothmar

Hvad gør tidens tand ved huden omkring mine øjne? 

“Først og fremmest danner al hud på din krop, herunder også den omkring dine øjne, mindre kollagen og elastin, efterhånden som din hud bliver ældre. Denne tiltagende mangel på indbyggede elastikker gør, at den bliver både tyndere og svagere, så den, så at sige, ikke længere kan bære sin egen vægt. Den bliver trukket nedad af tyngdekraften, falder sammen og danner dermed rynker. Det lavere indhold af hudens bindemiddel kan også gøre huden mere transparent. Derudover sker der et slid på huden, som kommer af mange års gentagelser af de samme bevægelser – smil! – som med tiden skaber rynker der, hvor huden folder hver gang. Samtidig har du mindre fedtdepoter og mindre knoglemasse under huden nu, end da du var yngre, hvilket betyder, at huden synker ind,” forklarer Magasinet Livs skønhedsredaktør, Maria Rothmar.

Hvorfor sætter alderen sig så synligt fast ved mine øjne? 

“Huden ved dine øjne har altid været tynd – faktisk er den kun omkring halvt så tyk som i resten af dit ansigt. Og så er huden her også altid fremme i lyset og udsat for ydre påvirkninger som sol, forurening, vind og vejr samt ikke mindst påføring og afrensning af makeup. Hvis du bruger mascara dagligt, så overvej lige, hvor meget du alt i alt har gnubbet og gnedet på den fine hud ved øjnene! Dertil kommer, at hud så tynd i forvejen ikke har meget fugt i sig, og når der så sker det, som det også er tilfældet i resten af ansigtet, at huden med tiden bliver ringere til at holde på fugten, ja, så skal der ikke meget til, før den virker tør og pergament-agtig.”

Skal jeg også bruge solfaktor under mine øjne? Og kan jeg bare bruge almindelig solcreme? 

“Ja til det første og nej til det sidste. Man siger, at UV-stråler er ansvarlige for 80 procent af din huds ældning. Men fordi huden ved dine øjne nu er tyndere, er almindelig solcreme for skrap at bruge. Vælg i stedet en særlig øjencreme med solfaktor.” 

Hvorfor bliver mine kragetæer mere og mere tydelige? 

“Din hud falder især sammen ved det yderste af dine øjne, hvor den folder sig, hver eneste gang du smiler. Og bliv endelig ved med det, for et smil gør dig smukkere end 10 rynkecremer! Så ja, du skal følges med dine kragetæer – eller netop smilerynker – for ingen cremer kan fjerne dem. Men en solid dosis fugt kan få dem til at synes mindre, idet huden så ikke danner tørhedslinjer.”

Jeg har før haft poser under øjnene om morgenen, men nu hænger de ved hele dagen? 

“Da du var yngre, var huden under øjnene fyldigere. Det skyldtes til dels mængden af fugt, men du har også en lille fedtpude lige der. Den lå før i tiden fint helt oppe under øjnene og understøttede huden, men bevæger sig nu sydpå og bliver i stedet til poser under øjnene. Det gør den, fordi de fine membraner i huden, som har holdt fedtpuden på plads, bliver svagere. Det spiller også ind, at der med tiden er mindre knogle omkring øjnene, så der lettere kan samle sig væskeophobninger i området.”

Jeg har ikke haft tendens til mørke rander før, men nu begynder skyggerne at vise sig? 

“Den mindre mængde fedt under huden og den mindre knoglemasse omkring øjnene gør hele området mere konkavt, så huden ligesom synker. Samtidig bliver huden mere transparent på grund af det lavere kollagenindhold og den dårligere blodgennemstrømning, så de underliggende bittesmå mørke blodårer træder tydeligere frem og ser ud som mørke skygger.”

Huden over mine øjne er også blevet mindre fast – eller mere hængende. Hvad skyldes det? 

“Den hud, som før sad snorlige og spændstigt mellem øjenbryn og øjenlåg, har tabt sig. Eller, det vil sige, den har tabt elastin og kollagen. Det har gjort den løsere, så den bliver mere modtagelig for tyngdekraften.”

Den øjencreme, jeg har brugt i årevis, virker pludselig for skrap. Hvordan kan det være? 

“Du ved sikkert, at huden ved dine øjne altid har været sartere og hurtigere til at reagere end huden i resten af dit ansigt. Det skyldes dens minimale tykkelse. Når den så bliver endnu tyndere med alderen, kan du opleve, at ingredienser, du før har kunnet tåle, kan give en ubehagelig reaktion. Det kan være, at det stikker og klør, eller at dine øjne løber i vand. Prøv en ny øjencreme."


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 9.

Du vil (garanteret) også kunne lide