Før og efter klipning fra langt hår til pagehår af kvinde
Overvejer du at klippe dine lange lokker til en kort eller lang page?© Thomas Dahl

Pagehår | 4 kvinder skifter frisure til lang eller kort page

Håret ændrer sig med alderen i både struktur og farve, og så kan en ny frisure være en god ide. Fire kvinder kastede sig ud i forvandlingen til kort eller lang page.

8. september 2023 af Anne-Sophie Jessen & Maria Rothmar
før og efterfoto af kort pagehår med naturkrøller
Linda Borregaard (52)© Thomas Dahl

Sådan har Lindas hår det

“Linda er en mørk type med mørke bryn, mørke øjne og en varm glød i huden. Derfor synes jeg, det vil være flot, hvis vi understreger det mørke ved at farve Lindas hår endnu mørkere. Dog uden at gøre håret ensfarvet. De grå hår, Linda har, giver et flot spil, og det skal bevares. 

Derfor vil jeg bruge en transparent gloss-toner, som giver dybde til hårfarven. Glossen har en lav pH-værdi, og derfor virker den også som en conditioner, der tilfører masser af glans. Den vil få de grå hår til at træde mindre tydeligt frem, men de bliver ikke dækket helt. Der kommer stadig til at være farveforskelle. Endelig vil jeg klippe håret, så Lindas flotte krøller kommer mere til deres ret,” forklarer frisør Liva Pedersen

TIP TIL PLEJE 

  • Et naturkrøllet hår vil altid være en smule tørt og porøst, fordi skællaget er åbent. Det får mange til at begå den klassiske fejl, som er at ty til repair-produkter, fordi de antager, at det vil være godt for et tørt hår. Det er det ikke. Tørt hår skal ikke genopbygges, som et skadet hår skal. 
  • Brug i stedet fugtgivende produkter. En god krøllecreme til at samle og definere krøllerne er også uundværlig. For at få det optimale ud af sådan en creme skal den smøres på håret, så hele hårstrået får gavn af produktet, og skællaget lægges ned.

Kilde: Frisør Liva Petersen

Før og efter foto -fra langt hår til pagefrisure
Line Englund (48)© Thomas Dahl

Sådan har Lines hår det

"Det er et lækkert og kraftigt hår, Line har. Og der er en del grå hår, som Line camouflerer med hjemmefarve i en mørk nuance. Det har den ulempe, at den mindste grå udvoksning bliver meget synlig. Desuden kan mørkt hår virke lidt for hårdt til mange af os, der har passeret de 40. Huden mister ligesom håret farve, når vi bliver ældre. Og så ser det ofte blidere ud med en lys nuance.

Derfor vil jeg lave babylights på Line. Altså en masse fine, lyse striber i hele håret. Det vil også gøre den grå udvoksning mindre tydelig. Jeg kommer en gloss hen over striberne. Den giver masser af glans og toner de lyse striber i en kølig beige nuance. Endelig klipper jeg håret i kravebenslængde for at få lethed til ansigtet. Og så det er lettere at have løst,” forklarer frisør Liva Pedersen

TIPS TIL PLEJE

  • Når tørt og naturkrøllet hår både er lysnet og tonet, er der brug for en effektiv pleje, som tilfører masser af fugt og gør håret mindre frizzy. Til det formål vil et leave in-produkt være oplagt. 
  • For at få længst mulig glæde af hårfarven er det en god idé at bruge en farvebevarende shampoo og conditioner og eventuelt maske. Et produkt, som giver shine til håret, vil være et hit at slutte stylingen af med.

Kilde: Frisør Liva Pedersen

Lene Nissen (53)
Lene Nissen (53)© Thomas Dahl

Sådan har Lenes hår det

Frisør Tanja Nøddegaard kan glæde Lene med, at hendes hår har det godt og føles sundt. Tanja bemærker, at det forreste hår er lyst og nærmest gyldent, mens håret bagerst på hovedet er mere ‘rigtigt’ gråt. Den gyldne eller gullige farve i det forreste hår skyldes, at melaninen i hårstråene har været påvirket af solens UV-stråler.

TIPS TIL PLEJE

  • Brug en shampoo beregnet til gråt og blondt hår for at undgå, at håret bliver gult, når det påvirkes af solen uv-stråler.
  • En føntørring med luftig mousse i rødder og længder gør Lenes skinnende sølvgrå hår bouncy og fyldigt!
Solveig Korsholm Bjerg (58 år)
Solveig Korsholm Bjerg (58 år)© Morten Andersen

Sådan har Solveigs hår det

“Solveig har et fantastisk hår med en flot grå farve og et flot spil. Det eneste minus er, at det bliver lidt mat. Så det skal bare have en grundig glansbehandling og ikke andet i form af farver eller striber. Og så skal vi have løftet det ved hjælp af klipningen.

Jeg vil gerne give Solveig en lang page, der er lidt asymmetrisk. Det vil give hende noget kant og indramning. Solveigs hårgrænse går ret dybt ned i panden. Derfor klipper jeg det kortere ved tindingen, så der åbnes op for hendes ansigt og det bliver knap så tungt,” siger frisør Liva Pedersen.

TIPS TIL PLEJE

  • Naturkrøl har brug for næring for at holde sig pænt og sundt. Brug kur og mere kur! Gerne en gang om ugen. En cremet kur har en tungere fedme og er derfor bedre til krøllet hår end for eksempel hårolie. 
  • Brug en silver shampoo til at fremhæve det grå.

Kilde: Frisør Liva Pedersen.

Du vil (garanteret) også kunne lide